Studieordning for Sidefag i latin (KA)

Studienævn for Historie, Oldtidskundskab, Mellemøststudier og Religionsstudier
Uddannelsestitler:
  • Sidefag i latin (KA)
  • Minor subject in Latin (MA)
ECTS-point: 50
Byer: Odense
Terminer: Efterårx
Ikrafttrædelsesdato: 01-09-2022
Gældende for studerende optaget fra og med: 01-09-2019

Version: Arkiv

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen) (BEK nr 114 af 03/02/2015)

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ankenævn for afgørelser om merit i universitetsuddannelser (meritankenævnsbekendtgørelsen) (BEK nr 880 af 26/08/2019)

Bekendtgørelse om ankenævn for afgørelser om merit i universitetsuddannelser (meritankenævnsbekendtgørelsen) (BEK nr 1517 af 16/12/2013)

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (BEK nr 505 af 23/03/2021)

Bekendtgørelse om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (BEK nr 104 af 24/01/2021)

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (BEK nr 1773 af 05/09/2021)

Bekendtgørelse om universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (BEK nr 2285 af 01/12/2021)

Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved universitetsuddannelser (BEK nr 2271 af 01/12/2021)

Sprog

Dansk

§ 1.2 - Uddannelsens formål, herunder evt. faglig profil og specialiseringer

Kandidatsidefaget på 50 ECTS er en naturlig fortsættelse af sidefaget på 45 ECTS på bacheloruddannelsen. Det samlede sidefag på 95 ECTS giver undervisningskompetence inden for gymnasiesektoren. 

Uddannelsens kompetencemål opdeles i generelle og fagspecifikke kompetencemål. De generelle kompetencemål er de overordnede kompetencemål dimittenden har efter afslutning af uddannelsen, mens de fagspecifikke kompetencemål relaterer sig til uddannelsens kernefaglighed. Iht. ”Ny dansk kvalifikationsramme for videregående uddannelse” opdeles kompetencemål i viden, færdigheder og kompetencer:

Generelle kompetencemål:

Kandidaten skal

  1. kunne afgrænse og definere et fagligt problem på et højt videnskabeligt niveau
  2. udtømmende kunne undersøge, analysere og løse faglige problemer ved hjælp af relevante faglige teorier og metoder samt inddrage aktuel international forskning
  3. kunne systematisere kompleks viden og data samt kritisk udvælge og prioritere forhold, der er væsentlige for emnet
  4. kritisk kunne anvende fagets forskellige teorier og metoder
  5. have en præcis og konsekvent begrebsanvendelse
  6. kunne argumentere på et holdbart videnskabeligt grundlag
  7. kunne igangsætte og gennemføre en faglig dialog
  8. kunne fokusere og skabe sammenhæng i løsning af opgaver
  9. tage kritisk stilling til benyttede kilder og dokumentere disse ved hjælp af referencer, noter og bibliografi
  10. anvende et sprog - skriftligt og/eller mundtligt - der er emneorienteret, præcist og korrekt
  11. formidle forskningsbaseret viden og diskutere komplekse videnskabelige problemstillinger, således at det bliver relevant og forståeligt for forskellige målgrupper
  12. kunne styre arbejds- og udviklingssituationer, der er komplekse og forudsætter nye løsningsmodeller samt kunne indgå i et samarbejde, herunder at kunne modtage og give konstruktiv kritik
  13. kunne arbejde selvstændigt, disciplineret, struktureret og målrettet, herunder også kunne overholde deadlines og formalia
  14. anvende IT som et redskab i forbindelse med såvel informationssøgning som mundtlig og skriftlig formidling
Sammenhængen mellem kvalifikationsrammen for videregående uddannelser, uddannelsens kompetencemål og de enkelte fagelementers læringsmål fremgår af bilag 1. Uddannelsens faglige kompetencemål fremgår under Studieforløb.


§ 1.3 - Didaktisk, pædagogisk grundlag og kontakt til forskningsmiljø

Studerendes mulighed for kontakt til relevant forskningsmiljø

Uddannelsens discipliner har en fagansvarlig forsker, der er forankret i forskningsmiljøer på Det Humanistiske Fakultet. Forskernes aktuelle forskning inddrages hyppigt i undervisning og vejledning, og forskningsgrupperne holder jævnligt møder, workshops og symposier, som de studerende inviteres til at deltage i, når det er relevant.

Institut for Historie er hjemsted for en række forskningsprojekter, hvor studerende også har mulighed for at deltage: 

  • De arkæologiske udgravninger i Halikarnassos (Bodrum, Tyrkiet) 

Studerende har mulighed for at søge ophold ved Det danske Institut i Rom eller Det danske Institut i Athen. Endvidere er der hver sommer mulighed for at deltage som volontør på udgravninger i Middelhavsområdet. 


Humanioramodellen for aktiv læring og aktiverende undervisning

Humanioramodellen er en platform for udvikling og udformning af aktiverende undervisning og aktiv læring på det Humanistiske Fakultet. Hermed udmønter humanioramodellen Syddansk Universitets principper for uddannelse: aktiverende undervisning og aktiv læring. Modellen tager udgangspunkt i, at aktiv læring realiseres gennem deltagelse i flere forskellige former for undervisning og aktiviteter. Den viser samtidig, hvordan undervisningen kan være aktiverende på forskellig vis.

Humanioramodellen baserer sig på, at forskellige former for undervisningsaktiviteter foregår i forskellige ”rum”, der defineres af underviseres og studerendes respektive roller og ansvar.  Modellen synliggør, at den studerende har forskellige opgaver og roller i løbet af sit studium, herunder at deltage i forskellige aktiviteter og bidrage med en varietet af leverancer.

Studerendes studieaktiviteter organiseres og rammesættes i fire rum:



Underviseren planlægger og gennemfører aktiverende undervisning, herunder

  • involverer alle fire rum under hensyntagen til det enkelte fags målbeskrivelse
  • tydeliggør hvilket ansvar studerende har i forhold til deltagelse i de forskellige rum
  • støtter studerendes tilegnelse af studiekompetence til at arbejde i de forskellige rum

Underviseren reflekterer således over hvilke aktiviteter, der kan foregå i de fire rum, og hvordan aktiviteterne hænger sammen med fagets mål og udprøvning. Uddannelsens ledelse sikrer, at de studerende samlet set har aktiviteter i alle fire rum i hvert semester, samt at undervisernes særlige kompetencer og styrkeområder udnyttes bedst muligt i implementeringen af modellen.

Modellen synliggør, at studerende har forskellige former for ansvar, opgaver og roller knyttet til deltagelse i de forskellige studieaktiviteter. Det forventes, at den studerende leverer forskellige typer produkter og ydelser i de forskellige rum. Den studerende bliver således bevidst om og fortrolig med forskellige studieaktiviteter og opgaveformer.

Undervisningsrum, hvor underviser har planlægningsansvar og er til stede
Dette undervisningsrum vil typisk indeholde forelæsninger og holdundervisning med aktiverende elementer, ekskursioner og workshops, hvor studerende deltager aktivt ved for eksempel at stille spørgsmål, reflektere, tage noter og bidrage til diskussioner i grupper og i plenum.
Her kan eksempelvis summemøder, refleksionsspørgsmål, quizzes, udfærdigelse af begrebskort, mm. være aktiverende elementer, som underviseren kan gøre brug af.

Studierum, hvor underviser har planlægningsansvar, men ikke er til stede
Dette studierum vil typisk kunne indeholde gruppearbejde, øvelser, opgaveløsning og tilsvarende aktiviteter, som er rammesat af underviseren, og hvor den studerende deltager aktivt.
Eksempler på aktiviteter kan være arbejde med arbejdsspørgsmål til pensum, logbøger, bidrag til blogs eller wikier, indsamling af materiale til egen eller gruppes portfolio, feltarbejde mm.

Undervisningsrum, hvor underviser er til stede, men studerende har planlægningsansvar for konkrete delaktiviteter
Dette undervisningsrum vil typisk kunne indeholde gruppeoplæg, vejledning og spørgetimer og lignende aktiviteter inden for rammerne af kurset. Den studerende deltager aktivt ved for eksempel at afholde studenteroplæg, respondere på medstuderendes oplæg evt. med varierende opponentroller, tage initiativ til og forberede vejledning. I alle tilfælde kan der være tale om individuelt såvel som gruppebaseret arbejde.
Dette undervisningsrum kan eksempelvis rumme gruppeoplæg, flipped classroom, peerfeedback, case- og problembased learning, projektvejledning og spørgetimer.

Studierum, hvor studerende har planlægningsansvar, og underviser ikke er til stede
Dette studierum indeholder den studerendes selvstændige studier, aktiv deltagelse i selvorganiserede læsegrupper og fælles eksamensforberedelse, udarbejdelse af opgaver og andre studieprodukter.


Humanioramodellen er en overordnet model, som gælder for alle uddannelser, som er hjemmehørende under Det Humanistiske Fakultet. Modellen er både en beskrivelse af eksisterende praksis på de humanistiske uddannelser, hvor aktiverende pædagogiske former allerede spiller en stor rolle, og et pejlepunkt i forhold til den videre udvikling af undervisningen på fakultetet. Studienævnet for den enkelte uddannelse afgør i detaljen, hvordan modellen kommer til udtryk i den pågældende uddannelse.

§ 2 - Indskrivning

§ 2.1 - Direkte adgangsgivende grundlag til optagelse på kandidatuddannelse

Følgende uddannelser fra Syddansk Universitet og fra andre universiteter giver adgang til kandidatsidefaget:

For kandidatuddannelsen med sidefag i Latin (50 ECTS/75 ECTS) omfatter dette følgende bacheloruddannelser:

  • En bacheloruddannelse med sidefag i Latin (45 ECTS).


§ 2.2 - Andre adgangsgrundlag til optagelse på kandidatuddannelse


§ 2.3 - Supplering


§ 3 - Struktur og progression

§ 3.1 - Overordnet opbygning og struktur

Sidefag i Latin (50 ECTS) består af 

  • Konstituerende fagelementer, 40 ECTS 
  • Valgfag, 10 ECTS 

§ 3.2 - Studieforløb

KA Sidefag Latin (50 ECTS) for studerende med centralt fag fra HUM

KA Sidefag Latin (75 ECTS) for studerende med centralt fag fra SAMF, NAT og SUND

§ 3.3 - Sammenhæng mellem adgangskrav og uddannelsens første år

Den studerende vil opleve en naturlig sammenhæng og progression fra bachelorsidefagets discipliner inden for såvel materiel kultur som litteraturhistorie og sprog (herunder oversættelsesteori). Faget Objekt og tekst udbygger den studerendes viden om de antikke monumenters overleveringshistorie samt antik kunst og arkitektur som inspiration for senere perioder. Sprogtilegnelsen af det latinske sprog fortsættes i stadig progression inden for fagene Latinsk prosa og de to periodekurser Sølvalderlatin og det fagrelevante valgfag Middelalder- og renæssancelatin. Uddannelsen afsluttes med faget Latinsk prosakomposition og stilistik. På kandidatuddannelsens discipliner lægges der stor vægt på det formidlende element af uddannelsen som forberedelse til en jobfunktion som formidler, især som underviser i det almene gymnasium.

§ 4 - Fagbeskrivelser

§ 4.1 - Fagbeskrivelser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

KA Sidefag Latin (50 ECTS) for studerende med centralt fag fra HUM

KA Sidefag Latin (75 ECTS) for studerende med centralt fag fra SAMF, NAT og SUND

§ 5 - Bestemmelser om prøver

§ 5.1 - Studiestartsprøven


§ 5.2 - Førsteårsprøven


§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne ved større opgaver

Ved bedømmelsen af kandidatspeciale og andre større skriftlige opgaver skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne, uanset hvilket sprog eksamenspræstationen er affattet på.
 
Sprogbehandlingen i de skriftlige prøver, specialeafhandlingen og specialeresumeet indgår i helhedsbedømmelsen af den pågældende præstation, idet det faglige indhold dog skal vægtes tungest.

§ 5.4 - Interne eller eksterne prøver

Prøverne kan enten være eksterne eller interne.

Eksterne prøver bedømmes af én eller flere eksaminatorer og af én eller flere censorer, der er beskikket af Styrelsen for Forskning og Uddannelse.

Interne prøver bedømmes af én eller flere undervisere (eksaminatorer) udpeget af universitetet blandt underviserne på universitetet.

§ 5.5 - Undervisnings- og eksamenssprog

Undervisnings- og eksamenssproget er i udgangspunktet dansk for uddannelser der udbydes på dansk, med mindre andet er nævnt i eksamensbestemmelserne for den enkelte disciplin. Såfremt bemanding af undervisningen nødvendiggør dette, eller såfremt det er nødvendigt at tage hensyn til internationale studerendes deltagelse i undervisningen, kan studienævnet beslutte, at undervisnings- og/eller eksamenssproget i særlige tilfælde kan være et fremmedsprog.

Undervisnings- og eksamenssproget er i udgangspunktet engelsk for uddannelser der udbydes på engelsk, med mindre andet er nævnt i fagbeskrivelsen for den enkelte disciplin.

I uddannelser, der udbydes på dansk, aflægges prøverne på dansk, medmindre prøvens formål er at dokumentere den studerendes færdigheder i et fremmedsprog. Prøverne kan dog aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere færdigheder i dansk.

Hvis undervisningen i et fag har været afholdt på et fremmedsprog, aflægges prøven på dette sprog, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere den studerendes færdigheder i dansk. Studienævnet kan dog træffe anden beslutning herom, jf. eksamensbestemmelserne for det enkelte fag.

Studienævnet kan i øvrigt, hvor forholdene gør det muligt, tillade studerende, der ønsker det, at aflægge en prøve på et fremmedsprog. Dette gælder dog ikke, hvis det er en del af prøvens formål at dokumentere færdigheder i dansk eller i et bestemt andet fremmedsprog.

§ 5.6 - Undervisnings- og prøveformer

Principper for valg af undervisnings- og prøveformer
Undervisningen sigter mod at fremme den studerendes skriftlige og mundtlige formidlingsevner på grundlag af et højt fagligt niveau. Den studerende vil derfor opleve en løbende vekselvirkning mellem de forskellige studieaktiviteter fagene imellem, men også inden for et givet fag. Det er den enkelte undervisers ansvar at sikre hvordan aktiviteterne hænger sammen med fagets mål og eksamensform, mens studieledelsen sikrer, at de studerende samlet set aktiveres i alle studieaktiviteter i hvert semester. 

Eksamensformerne er valgt efter følgende kriterier: 

  1. Den mundtlige eksamensform er valgt i det tilfælde, hvor den studerendes evne til at overskue et bredere fagområde ønskes efterprøvet, tillige med den studerendes evne til at vise sammenhænge mellem relevante teorier og / eller mellem teori og praksis i henhold til det konkrete fags indholdsbeskrivelse. Eksamensformen er tillige valgt i det tilfælde, hvor den studerendes evne til at formulere sig mundtligt i forhold til det konkrete fags indholdsbeskrivelse ønskes efterprøvet. 

  2. Den skriftlige eksamensform er valgt i det tilfælde, hvor den studerendes evne til at fordybe sig i et snævrere emne og teoretisk felt ønskes efterprøvet i overensstemmelse med det konkrete fags indholdsbeskrivelse. Denne eksamensform afprøver ligeledes den studerendes evne til skriftlig fremstilling af komplekse faglige problemstillinger. 


Beskrivelse/definition af undervisnings- og prøveformer 

Hjemmeopgave

En hjemmeopgave har form af en afsluttet fremstilling, evt. en arbejdsrapport.

Hvis hjemmeopgaven er fri, bestemmer eksaminanden selv emnet for opgaven. Dog skal eksaminanden i opgaver med problemformulering diskutere og have godkendt problemformuleringen af underviseren, inden opgaven skrives. Når problemformuleringen er endelig godkendt, må der ikke gives yderligere vejledning.

Er opgaven bunden, opgives emnet af eksaminator. Opgaven forberedes under vejledning, normalt i umiddelbar tilknytning til et kursus. Når opgavespørgsmålet er udleveret, må der ikke gives yderligere vejledning ud over umiddelbar hjælp ved udleveringen angående forståelsesproblemer vedrørende spørgsmålet.

Opgaver skal indeholde en litteraturliste over kilder og sekundærlitteratur. En arkæologisk opgave skal indeholde de nødvendige illustrationer af de genstande, der omtales. Opgavens omfang er angivet ved de enkelte prøver; dette omfatter noter, men ikke litteraturliste eller illustrationer. Opgaven afleveres elektronisk via SDU’s e-læringsportal senest på den aftalte dato.

Bedømmelsen sker med vejlederen som eksaminator, og bedømmelsen vil foreligge senest 4 undervisningsuger efter aflevering.


Portefølje

En portefølje er en samling af opgaver, der viser den studerendes indsats, udvikling og præstationer inden for et eller flere områder. De enkelte opgaver bedømmes løbende gennem kurset, og den samlede portefølje bedømmes af underviseren ved kursets afslutning.

§ 5.7 - Særlige bestemmelser vedr. prøver

Generelle bestemmelser
Hvis der til en prøve/eksamen ikke er angivet særlige bestemmelser om omprøve/reeksamen, gælder det, at omprøven afholdes som den ordinære prøve.

Overførsel af brugte prøveforsøg ved indskrivning på samme uddannelse på SDU 
Ved fornyet indskrivning på samme uddannelse på SDU vil tidligere brugte prøveforsøg blive overført, såfremt der er tale om identiske fag. Er der brugt 3 prøveforsøg i et fag, kan der ikke ske indskrivning på en uddannelse, hvor det samme identiske fag indgår, medmindre der foreligger en dispensation.

§ 5.8 - Uregelmæssigheder i forbindelse med prøver

Der kan træffes disciplinære foranstaltninger over for studerende ved eksamenssnyd eller forstyrrende adfærd ved eksaminer jf. Regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende ved Syddansk Universitet.

§ 5.9 - Særlige prøvevilkår

Universitetet kan tilbyde særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til studerende med et andet modersmål end dansk, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Der henvises til § 6 i eksamensbekendtgørelsen.

§ 5.10 - Forudsætninger for deltagelse i undervisning og prøver

Der er ingen forudsætninger for deltagelse i undervisningen eller prøver med mindre andet er nævnt i beskrivelsen af den enkelte disciplin.

Såfremt det i en given fagbeskrivelsener angivet, at der i det pågældende fag indgår en forudsætningsprøve, gælder følgende:

En forudsætningsprøve er en betingelse for at kunne gå til den afsluttende prøve i det pågældende fag. Forudsætningsprøven skal således være bestået for at den studerende kan gå til den afsluttende prøve i faget. Studerende, der ikke består forudsætningsprøven, vil have brugt et prøveforsøg i den afsluttende prøve. 

Tilsvarende gælder for reeksamen:
For at kunne deltage i reeksamen i den afsluttende prøve, skal afløsningen (omprøven) for forudsætningsprøven være bestået. Er den studerende tilmeldt reeksamen i den afsluttende prøve uden at have bestået afløsningen til forudsætningsprøven, har den studerende brugt et prøveforsøg til omprøven i den afsluttende prøve.  

Der henvises til Regler for tilmelding til fag og prøver på SDU.

§ 5.11 - Digitale prøver samt hjælpemidler

Generelt gælder, at man ikke må interagere med andre under eksamen, hverken fysisk eller digitalt, herunder via fildelingstjenester f.eks. Google Docs

Mundtlige prøver:

Det fremgår af eksamensbestemmelserne i fagbeskrivelsen for det enkelte fag, hvilke hjælpemidler der må anvendes. Ligeledes fremgår det hvorvidt hjælpemidlerne må benyttes i forberedelsestiden og/eller under eksaminationen.

Hvis der ikke fremgår detaljerede bestemmelser om hjælpemidler i fagbeskrivelsen gælder følgende:

  • Ingen hjælpemidler: Man må medbringe skrivematerialer og lommeregner.
  • Alle skriftlige hjælpemidler samt Alle hjælpemidler minus internet: Man må i trykt eller online format medbringe bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger og lommeregner. Brug af internet er ikke tilladt.
  • Alle hjælpemidler: Man må i trykt eller online format medbringe bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger og lommeregner. Brug af internet til informationssøgning er tilladt.                      

Skriftlige stedprøver:

Alle skriftlige stedprøver på universitetet er digitale. Skriftlige stedprøver afvikles således på computer, medmindre andet er angivet i disciplinbeskrivelserne. For skriftlige stedprøver, der afvikles på computer, gælder Syddansk Universitets regelsæt for skriftlige stedprøver. Brug af hovedtelefoner er ikke tilladt, medmindre det er angivet som værende en del af prøven, eller der er givet dispensation. Bemærk, der kan gælde andre regler ved online eksamener. 

Det fremgår af eksamensbestemmelserne i fagbeskrivelsen for det enkelte fag, hvilke hjælpemidler der må anvendes. Hvis der ikke fremgår detaljerede bestemmelser om hjælpemidler i fagbeskrivelsen gælder følgende:

  • Ingen hjælpemidler: Man må medbringe skrivematerialer og lommeregner 
  • Alle hjælpemidler minus internet: Man må medbringe skrivematerialer samt i trykt eller online format bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger, lommeregner. Brug af internet er ikke tilladt. 
  • Alle hjælpemidler: Man må medbringe skrivematerialer samt i trykt eller online format bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger, lommeregner. Brug af internet til informationssøgning er tilladt

§ 5.12 - Individuelle og gruppeprøver

Prøverne tilrettelægges som individuelle prøver eller som gruppeprøver. Ved såvel en individuel prøve som en gruppeprøve skal der foretages en individuel bedømmelse af de studerendes præstationer, og der skal gives individuelle karakterer.

Det fremgår af de enkelte fagbeskrivelser, hvis en prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve. Såfremt en prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve, fremgår det af fagbeskrivelsen, hvor mange studerende, der højst kan deltage i den enkelte gruppeprøve og om den studerende har mulighed for at vælge en individuel prøve.

Hvis en afleveret skriftlig opgavebesvarelse ikke opfylder krav om individualisering eller formkrav fastsat de enkelte fagbeskrivelser, kan opgavebesvarelsen afvises. Hvis opgavebesvarelsen afvises, skal der ikke gives en bedømmelse og den studerende har brugt et prøveforsøg, jfr. § 22 i eksamensbekendtgørelsen.

Der henvises til eksamensbekendtgørelsens §§ 13 - 15 og til eksamensbestemmelserne i de respektive fagbeskrivelser.

§ 5.13 - Generelle regler vedr. pensum

Eksamensopgivelserne fastsættes enten af underviseren (pensum) eller sammensættes individuelt af den studerende i løbet af semesteret.

Bestemmelser for tekstpensa er anført under hver enkelt disciplin. 
Pensum af antikke tekster på originalsprog regnes i normalsider. En normalside originaltekst er i prosa 1300 bogstaver, i poesi 25 vers.


Petitum
I forbindelse med teksteksaminer og andre prøver, til hvilke den studerende selv sammensætter sine eksamensopgivelser, skal den studerende med henblik på godkendelse forelægge en liste over opgivne tekster, petitum, for den underviser, der har ansvaret for eksamens tilrettelæggelse. Listen indleveres via SDU’s e-læringsportal senest 15 november (vintereksamen) eller 15. april (sommereksamen). 
  

§ 5.14 - Generelle regler vedr. formalia

Sideomfang

Det fremgår af de enkelte fagbeskrivelser hvilket omfang de enkelte skriftlige eksamensbesvarelser skal have. Omfanget er angivet i normalsider eller antal typeenheder. En normalside svarer til 2400 typeenheder, se nedenfor.

I beregningen af omfanget af normalsider i en given eksamensbesvarelse tælles fra første typeenhed i indledningen til og med sidste typeenhed i konklusionen. Fodnoter medtælles. Tabeller medtælles med antallet af typeenheder. Billeder indsættes som bilag og medtælles derfor ikke i antallet af typeenheder.

Følgende medtælles ikke i omfanget:

  • Forside
  • Indholdsfortegnelse
  • Abstract (resumé)
  • Litteraturliste
  • Bilag
Manglende opfyldelse af minimumsangivelsen eller en overskridelse af maksimumangivelsen jf. de enkelte fagbeskrivelser medfører, at eksamensbesvarelsen afvises og den studerende har brugt et forsøg jf. § 22 i eksamensbekendtgørelsen.

Standardforside
Ved alle skriftlige prøver (herunder også hjemmeopgaver) skal der benyttes standardforsider. Forsiden er tilgængelig på SDU´s e-læringsplatform i forbindelse med aflevering. Manglende brug af forsiden medfører at eksamensbesvarelsen afvises og den studerende har brugt et forsøg jf. § 22 i eksamensbekendtgørelsen. 

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Startmerit

Studienævnet skal i forbindelse med optagelse behandle ansøgninger om merit jf. adgangsbekendtgørelsens § 37.

§ 6.2 - Forhåndsmerit

Studienævnet skal behandle ansøgninger om forhåndsmerit, såfremt en studerende som del af sin uddannelse ønsker

  1. at tage fag på en udenlandsk videregående uddannelsesinstitution,
  2. at tage fag på andre danske universiteter eller
  3. at tage andre fag på SDU, end dem der indgår i den studieordning, hvorunder den studerende er indskrevet, og som ikke allerede er godkendt af studienævnet som en del af valgfagsudbuddet.

Der henvises til § 55 i uddannelsesbekendtgørelsen.

§ 6.3 - Merit

Studienævnet kan i enkelttilfælde bevilge meritoverførsel for fag taget f.eks. ved et andet universitet. Generelle bestemmelser om meritoverførsel skal forelægges dekanen. 

Et kandidatspeciale, der danner grundlag for en betegnelse i en kandidatuddannelse, kan ikke meritoverføres til en ny betegnelse i en anden kandidatuddannelse.

Der henvises til § 54 i uddannelsesbekendtgørelsen.

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og prøver

For bachelor- og kandidatstuderende samt professionsbachelorstuderende på Det Humanistiske Fakultet gælder Regler for tilmelding til fag og prøver på SDU.

Herudover gælder følgende:
Kandidatstuderende på en kandidatuddannelse normeret til 120 ECTS bliver automatisk tilmeldt specialet på 30 ECTS, som ligger over 3. og 4. semester, når de har bestået 40 ECTS på kandidatuddannelsen jf. § 3 stk. 4 i Regler for tilmelding til fag og prøver på SDU. Framelding kan ikke finde sted. Se desuden punktet Kandidatspeciale.

Fag udbydes altid i henhold til nyeste studieordning. Der udbydes en ordinær prøve og en omprøve i umiddelbar tilknytning til undervisningens udbud.  Det tredje prøveforsøg udbydes efter næste ordinære udbud af undervisning. Der eksamineres altid efter nyeste studieordning, herunder nyeste pensum.

Jf. § 8 i Regler om tilmelding til fag og prøver på SDU fastlægges 2. og 3. prøveforsøg i fag, der udfases eller ikke længere udbydes, således: studerende der ikke består faget ved den ordinære prøve skal tilmelde sig omprøven (2. prøveforsøg) i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf. Framelding kan ikke finde sted. Studerende der ikke selv tilmelder sig vil blive tilmeldt af universitetet. Studerende, der ikke består faget ved omprøven, skal tilmelde sig det 3. prøveforsøg ved den næstkommende eksamenstermin efter sidste ordinære undervisningsudbud (fx hvis sidste ordinære undervisningsudbud var foråret 2016 udbydes det tredje prøveforsøg ved eksamensterminen vinter 2016/2017). Framelding kan ikke finde sted. Studerende der ikke selv tilmelder sig vil blive tilmeldt af universitetet. Der eksamineres altid i henhold til nyeste studieordning, herunder nyeste pensum.

Reglerne om udfasning af fag og tilmelding til 2. og 3. prøveforsøg er gældende i henhold til ovenstående med mindre andet er fastsat i den enkelte fagbeskrivelse eller i overgangsbestemmelserne for uddannelsen. Se punktet Overgangsordninger.

I de tilfælde, hvor tilmelding til et fag forudsætter, at et tidligere fag er gennemført og bestået, skal den studerende, som ikke har bestået 1. og 2. prøveforsøg, have mulighed for at tilmelde sig omprøve i samme eksamenstermin (3. prøveforsøg). Universitetet skal sikre, at 3. prøveforsøg i forudsætningsfaget ligger forud for den ordinære prøve i det senere fag. 

§ 7.2 - Tilladelse til at følge fag på kandidatniveau


§ 7.3 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet

Der henvises til § 9 i uddannelsesbekendtgørelsen.

For kandidatstuderende på Det Humanistiske Fakultet gælder SDU’s Regler for seneste afslutning af bachelor-, professionsbachelor og kandidatuddannelser.

Studerende optaget på en kandidatuddannelse skal senest have afsluttet uddannelsen inden for tidsgrænsen normeret studietid + 6 måneder.

Universitetet kan dispensere fra ovenstående, hvis den studerende er eliteidrætsudøver, formand i en forening under Danmarks Ungdoms Fællesråd eller iværksætter, eller hvis der foreligger usædvanlige forhold, herunder funktionsnedsættelse.

§ 7.4 - Krav om studieaktivitet

Der henvises til § 59 i uddannelsesbekendtgørelsen.

For studerende optaget på en bachelor- og kandidatuddannelse på Det Humanistiske Fakultet den 1. september 2015 eller senere gælder SDU's Regler for studieaktivitet.

Det følger heraf, at Universitetet bringer indskrivningen til ophør for studerende, der ikke har bestået mindst en prøve i en sammenhængende periode på mindst et år. Studiestartsprøven opfylder ikke dette krav til studieaktivitet. Studienævnet kan dispensere fra ovenstående studieaktivitetskrav, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Hvis der konstateres manglende studieaktivitet efter 1. studieår, kontaktes den studerende med tilbud om vejledning og eventuelle støtteforanstaltninger med henblik på genoptagelse af studieaktiviteten.

§ 7.5 - Kandidatspeciale


§ 7.6 - Bachelorprojekt


§ 7.7 - Skift mellem linjer/profiler


§ 7.8 - Individuelt tilrettelagte aktiviteter


§ 7.9 - Valgfag

Den studerende skal

  • uddybe sit kendskab til områder med relevans for latin
  • opnå en bredere kompetence inden for latin

Valgfag kan principielt tages ved en hvilken som helst højere læreanstalt i Danmark eller udlandet, når blot indholdet er af relevans for latin. Hvis en studerende ønsker at tage et valgfag ved en anden højere læreanstalt eller et andet studienævn under det humanistiske fakultet, skal vedkommende henvende sig til studienævnet for Historie, Oldtidskundskab, Marinarkæologi og Mellemøststudier og sikre sig, at valgfaget kan godkendes.

§ 7.10 - Talent

  

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

Studienævnet kan, når det er begrundet i usædvanlige forhold, dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.

§ 8.2 - Klage over prøver mv.

Klage over prøver eller anden bedømmelse, der indgår i eksamen, skal indbringes for dekanen senest 2 uger efter, at resultatet af eksamen er bekendtgjort. Klagen skal være skriftlig og begrundet.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

I henhold til § 64 i uddannelsesbekendtgørelsen kan universitetets afgørelser efter denne bekendtgørelse indbringes for Uddannelses- og forskningsstyrelsen af studerende, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Klagen indgives til universitetet, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere universitetets udtalelse inden for en frist af mindst 1 uge. Universitetet sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9.1 - Hjemmel


§ 9.2 - Studienævn

Studienævn for Historie, Oldtidskundskab, Mellemøststudier og Religionsstudier

§ 9.3 - Censorkorps

Klassiske og Middelalderlige filologier

§ 9.4 - Ikrafttrædelsesdato

01-09-2022

§ 9.5 - Gældende for studerende optaget fra og med

01-09-2019

§ 9.6 - Dato for godkendelse i studienævnet

23-02-2022

§ 9.7 - Dato for Dekanens godkendelse

07-09-2022

§ 9.8 - Overgangsordninger

Aktuelle overgangsordninger fremgår af punktet Overgangsbestemmelser i den/de relevante Fagbeskrivelser

§ 10 - Terminologi

§ 10.1 - Uddannelsens terminologi

Afleveringsfrister
Alle afleveringsfrister for eksamensopgaver, specialer og BA-projekter offentliggøres i studiets samlede eksamensplan. Såfremt afleveringsfristen falder på en lørdag, søndag eller helligdag betragtes førstkommende hverdag som rettidig aflevering.

ECTS
ECTS, det europæiske meritoverførselssystem, er oprettet under Erasmus-programmet. ECTS-point er en værdi, der tillægges en kursusenhed med henblik på at beskrive den samlede arbejdsindsats, som kræves fra den studerende for at gennemføre denne, i form af undervisningsdeltagelse, forberedelse, evt. opgaveskrivning, eksamensforberedelse mv. 60 ECTS-points svarer til 1 årsværk og til 1680 arbejdstimer for den studerende. Et undervisningsfag på 10 ECTS-point svarer således til 280 arbejdstimer.

Normalside
1 normalside (ns.) = 2400 typeenheder

Time

1 undervisningstime er 45 minutter.

Typeenhed
Herved forstås ethvert typografisk element, dvs. ikke blot bogstaver og tal, men også interpunktionstegn og mellemrum.