Studieordning for Master of Public Management (MPM)

Studienævn for efter- og videreuddannelse på samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab
Uddannelsestitler:
  • Master of Public Management (MPM)
ECTS-point: 60
Byer: Odense
Terminer: Efterår, Forårx
Ikrafttrædelsesdato for studieordningen: 01-09-2021
Gældende for studerende optaget fra og med: 01-09-2021

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Uddannelsestitler

Master of Public Management (MPM) (Master)

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om masteruddannelser ved universiteterne (masterbekendtgørelsen) (BEK nr 19 af 09/01/2020)

Bekendtgørelse om universitetsuddannelser tilrettelagt på deltid (BEK nr 2272 af 01/12/2021)

Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved universitetsuddannelser (BEK nr 2271 af 01/12/2021)

Bekendtgørelse om karakterskala ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (BEK nr 548 af 29/04/2022)

ECTS-point

60

Studienævn

Studienævn for efter- og videreuddannelse på samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab

Sprog

Dansk

Byer

Odense

Terminer

Efterår, Forår

Niveau

Master

§ 1.2 - Uddannelsens formål, herunder evt. faglig profil og specialiseringer

Masteruddannelser er forskningsbaserede videregående uddannelser inden for videreuddannelsessystemet for voksne, der har til formål at give studerende med praktisk erhvervserfaring og en forudgående uddannelsesbaggrund en videregående uddannelse inden for et specialiseret område eller i et bredere perspektiv på et fagligt eller flerfagligt område.

En masteruddannelse skal på videnskabeligt grundlag give de studerende viden, færdigheder og kompetencer, som kvalificerer til at kunne varetage højt kvalificerede funktioner i virksomheder, institutioner m.v. Den enkelte masteruddannelse skal sikre, at den studerende er i stand til at anvende fagområdets videnskabelige metoder og begreber i forbindelse med:

  • vurdering og løsning af teoretiske og praktiske problemstillinger,
  • formidling af faglige problemstillinger og løsningsforslag til fagfæller og ikke-specialister,
  • styring og udvikling af komplekse arbejdssituationer,
  • selvstændig etablering af fagligt og tværfagligt samarbejde, og
  • egen faglige udvikling.

En masteruddannelse gennemføres på et niveau, der svarer til en kandidatuddannelse. En masteruddannelse udgør et selvstændigt afrundet uddannelsesforløb.

Masteruddannelsen i Public management er normeret til 60 ECTS-point, hvilket svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år, men undervisningen tilrettelægges således, at fuldtidsbeskæftigede kan følge og afslutte uddannelsen over 4 år.

§ 1.3 - Didaktisk og pædagogisk grundlag

De bærende principper for uddannelse på Syddansk Universitet er aktiverende undervisning og aktiv læring. Undervisningen ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet skal leve op til disse principper, og de studerende, medarbejderne og ledelsen har i fællesskab ansvaret for, at principperne realiseres igennem hele uddannelsesforløbet. Det overordnede mål er at øge de studerendes læringsudbytte med afsæt i faglighed, faglig udvikling og pædagogisk nytænkning i et forpligtende læringsfællesskab.

De bærende principper udmøntes på uddannelses- og underviserniveau på initiativ af den enkelte studieleder og det enkelte studienævn med understøttelse fra institutniveau. Udmøntningens betydning for uddannelsen som helhed fremgår af studieordningen, og betydningen for planlægning og afholdelse af undervisning og eksamen udfoldes i den enkelte fagbeskrivelse og lektionsplan.

Med afsæt i kompetenceprofilen vægter uddannelsen i Public Management i særlig grad undervisningsformer, der sikrer overførsel (transfer) af det lærte fra læringssituationen til den masterstuderendes egen praksis og de organisatoriske, styringsmæssige og ledelsesmæssige udfordringer, som denne møder i sit daglige arbejde som offentlig leder. Undervisningen på de længerevarende læringsforløb gennemføres i størst muligt omfang på baggrund af aktionslærings principper og med udgangspunkt i ledernes egne cases og problemstillinger.

Undervisning og afprøvning vil koble konkrete problemstillinger og centrale udfordringer, som lederen står med i sin ledelsespraksis til teori og begreber, som kan hjælpe med at strukturere og styrke arbejdet med de specifikke organisatoriske, styringsmæssige og ledelsesmæssige udfordringer, som lederne står overfor.

Der vil gennemgående være fokus på at integrere de tillærte færdigheder og kompetencer i lederens egen daglige praksis. Undervisningen vil koble de konkrete problemstillinger og centrale udfordringer, som lederen står med i sin ledelsespraksis til teori og begreber, som kan hjælpe til at strukturere og styrke arbejdet med de specifikke organisatoriske, styringsmæssige og ledelsesmæssige udfordringer.

Denne undervisningsform forudsætter, at masteren er motiveret til at arbejde aktivt med egen praksis i løbet af uddannelsen, som dermed også kan forvente, at underviserne efter bedste evne sætter sig ind i de praktiske udfordringer, som den masterstuderende møder i sit daglige arbejde.

Der er til uddannelsen nedsat et aftagerpanel (Advisory Board), der rådgiver studieledelsen

  • med bidrag til fremtidsvisioner og til udvikling af strategier, der matcher arbejdsmarkedets udvikling,
  • med ændrede kompetencekrav til lederne,
  • ved at stille kritiske spørgsmål til uddannelsens overordnede indholdsmæssige og strukturelle planlægning, og
  • ved at forholde sig overordnet til interne og eksterne evalueringer af uddannelsen samt ved at give forslag til nye tiltag på uddannelsen.

§ 2 - Indskrivning

§ 2.1 - Uddannelsens faglige forudsætninger og krav til beskæftigelse/erhvervserfaring

.Ansøgeren skal have mindst to års relevant ledelses- og erhververfaring efter adgangsgivende eksamen. Der lægges vægt på, at ansøgerens ledelses- og erhvervserfaring som helhed er relevant for uddannelsen.

Ansøgeren bør have sproglige færdigheder i engelsk, der gør det muligt at følge engelsksproget undervisning og læse og forstå engelsksproget pensum.

§ 2.2 - Deltagerbetaling

Masteruddannelser er betalingsuddannelser i henhold til reglerne i bekendtgørelsen om deltidsuddannelse ved universiteterne (deltidsbekendtgørelsen). Der opkræves betaling for deltagelse i undervisningen inkl. eksamen og anden bedømmelse.

Oplysninger om betaling, prisstruktur, og hvad betalingen dækker, kan findes under www.sdu.dk på studiesiden for uddannelsen. Se også punktet Prøveforsøg for bestemmelser omkring prøveforsøg og betaling.  

Universitet kan bringe indskrivningen til ophør, når betalingen ikke længere dækker. 

§ 2.3 - Adgangskrav

Jf. Masterbekendtgørelsen er adgang til uddannelserne betinget af, at ansøgere har gennemført mindst én relevant:

  • bacheloruddannelse,
  • professionsbacheloruddannelse, 
  • mellemlang videregående uddannelse, 
  • diplomuddannelse gennemført som et reguleret forløb, eller 
  • udenlandsk uddannelse på samme niveau. 
  • Ansøgere skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse. 

Universitetet kan optage ansøgere, der ikke opfylder betingelserne ovenfor, men som ud fra en konkret vurdering skønnes at have uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed, herunder ansøgere der har gennemført en diplomuddannelse som fleksibelt forløb. Universitetet kan fastsætte, at ansøgeren senest inden det tidspunkt, der er fastsat for studiestarten, skal aflægge supplerende prøver.

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Grundet den faglige progression og netværksaspektet på MPM optages der i meget begrænset omfang på enkeltfag. MPM dimittender kan følge fag uden forbehold, mens andre ansøgere vurderes individuelt af studieledelsen. 

§ 3 - Struktur og progression

§ 3.1 - Overordnet opbygning og struktur

Masteruddannelsen i Master of Public Management (MPM) består af 60 ECTS-point og er fordelt på

Obligatoriske fag: 38 ECTS-point

Valgfrie fag: 10 ECTS-point 

Masterprojekt: 12 ECTS-point

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

  • Tre længerevarende læringsforløb á 10 ECTS-point; Offentlig organisation og ledelse, Professionelt og personligt lederskab og Strategisk ledelse og kommunikation (i alt 30 ECTS-point) samt et antal kortere læringsforløb introduktionsweekend (2 ECTS-point), Sommeruniversitet (3 ECTS-point), Projektforløb (3 ECTS). Obligatoriske fag på i alt 38 ECTS-point.
  • Dertil to valgfag, typisk á 5 ECTS-point hver (i alt 10 ECTS-point)
  • Uddannelsen afsluttes med et masterprojekt (12 ECTS-point)

Fagbeskrivelserne er en del af studieordningen, her beskrives de enkelte fag mere detaljeret. 

De længerevarende læringsforløb strækker sig over to semestre for at understøtte overførelsen af det tillærte til den masterstuderendes egen praksis. De kortere læringsforløb vil typisk foregå inden for ét enkelt semester. I begge tilfælde vil undervisningen basere sig på såvel klasserumsbaseret undervisning, inddragelse af online-læringsaktiviteter samt kortere, intensive, forløb med internat.

De længerevarende læringsforløb sikrer den generelle ledelseskompetence, mens de kortere valgfrie læringsforløb, introduktionsweekenden, sommeruniversitetet, udviklingsprojektet samt det afsluttende masterprojekt rummer muligheden for en specialisering.

Valgfag vil være tematiserede forløb, som svarer til eksisterende fag på masterniveau, se §7.5 for flere detaljer.

Masterprojektet på MPM udgør 12 ECTS, og er nærmere beskrevet i fagbeskrivelsen. Masterprojektet kan udbydes på heltid efter studienævnets bestemmelse. Masterprojektet afslutter uddannelsen.

Uddannelsen er tilrettelagt over 2½ år og skal være færdiggjort inden for maksimalt 4 år. Det er muligt at sprede arbejdsbelastningen ved at enkelte fagelementer udskydes, og at valgfag kan skubbes til efter de længerevarende og korte læringsforløb er gennemført.

Det anbefales dog, at man i størst mulig grad følger det foreslåede studieforløb for at få de fordele, der er, ved at følge en sammenhængende uddannelse med progression i undervisningen, og hvor man som studerende følges som et hold og dermed bliver del af et vedvarende fagligt netværk.

§ 3.2 - Studieforløb

Master of Public Management

§ 4 - Fagbeskrivelser

§ 4.1 - Fagbeskrivelser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

Master of Public Management

Fagbeskrivelser i studieordningen 

Masterprojekt

Introduktion

Offentlig organisation og ledelse

Professionelt og personligt lederskab

Strategisk ledelse og kommunikation

Sommeruniversitet og -seminar

Projektforløb

§ 5 - Bestemmelser om eksamener og prøver

§ 5.1 - Uddannelsens beståelseskrav

En eksamen/prøve er bestået, når der er opnået bedømmelsen Bestået, eller karakteren 02 eller derover. Beståede eksamener/prøver kan ikke tages om. 

Som hovedregel kan karakteren 00 indgå i bedømmelsen i delprøver. Hvis den samlede eksamen er bestået, kan karakteren 00 ikke tages om. I fag, hvor karakteren 00 og -3 ikke kan indgå i bedømmelsen skal alle delprøver bestås med minimum 02, for at faget kan bestås samlet set. Hvis dette er tilfældet, vil det fremgå af fagbeskrivelsen under Regler. 

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Uddannelsen er bestået, når der for hvert enkelt fag er opnået en karakter på 02 eller derover eller med bedømmelsen Bestået. Såfremt et fag består af delprøver, fremgår det af de respektive fagbeskrivelser, hvorledes delprøverne vægter i fagets endelige karakter. Der eksamineres maksimalt 3 gange efter et fags afvikling, med mindre faget udbydes igen, og prøveformen samt pensum er altid den aktuelt gældende.

Der udregnes ikke et vægtet gennemsnit for uddannelsen. 

§ 5.2 - Særlige eksamener/prøver

Fakultetets udfyldende bestemmelser: 

Fakultetet kan i helt ekstraordinære tilfælde give tilladelse til, at mundtlige masterforsvar afholdes uden for Syddansk Universitet.


Studienævnets udfyldende bestemmelser: 

En studerende kan, når særlige forhold begrunder dette, få tilladelse til at gennemføre eksamen på en dansk repræsentation eller andre på forhånd fastsatte steder i udlandet, når vedkommende repræsentation er indforstået hermed. Ansøgning herom indsendes til studienævnet mindst 6 uger før eksamen. For mere information henvises til uddannelsens hjemmeside på SDU.dk.

§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne

Ved bedømmelsen af masterprojektet skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne, uanset hvilket sprog eksamenspræstationen er affattet på.

Sprogbehandlingen indgår i helhedsbedømmelsen af masterprojektet, idet det faglige indhold dog skal vægtes tungest.

Medmindre stave- og formuleringsevnen er en væsentlig del af prøvens formål, kan universitetet dispensere fra ovenstående, hvis den studerende dokumenterer en relevant funktionsnedsættelse, jf. eksamensbekendtgørelsens § 11, stk. 5. 

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Bedømmelsen af skriftlige arbejder angår primært det faglige indhold. Den studerendes stave- og formuleringsevne indgår med begrænset vægt, medmindre der er tale om omfattende markante afvigelser fra en normal faglig sprogbrug. Dette vil særligt gøre sig gældende ved større skriftlige arbejder..

§ 5.4 - Interne eller eksterne eksamener/prøver

Eksamener/prøver kan enten være eksterne eller interne.

Eksterne eksamener/prøver bedømmes af én eller flere eksaminatorer og mindst én censor, der er beskikket af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. 

Interne eksamener/prøver bedømmes af én eller flere undervisere (eksaminatorer) udpeget af universitetet blandt underviserne på universitetet.

De eksterne eksamener/prøver skal dække uddannelsens væsentlige områder, herunder masterprojektet. Mindst 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point skal dokumenteres ved eksterne eksamener/prøver, ekskl. meritoverførte eksamener/prøver.

Det fremgår af den enkelte fagbeskrivelse om en eksamen/prøve er internt eller eksternt bedømt.

§ 5.5 - Eksaminationssprog

Eksamener/prøver aflægges på fagets undervisningssprog, medmindre formålet med eksamenen/prøven helt eller delvist angår sproglige færdigheder i et bestemt sprog.

Eksamener/prøver kan dog aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk, medmindre danskfærdigheder er en del af de faglige læringsmål.

Hvis et fag har haft både dansk og engelsk som undervisningssprog vil det fremgå af fagbeskrivelsen hvilke(t) eksaminationssprog der er gældende for eksamen/prøven.

§ 5.6 - Eksamens- og prøveformer

Valg af eksamens-/prøveform i det enkelte fag skal ske under hensyntagen til flere faktorer. Der skal som udgangspunkt være en klar sammenhæng mellem det enkelte fags formål, indhold, læringsaktiviteter og eksamens-/prøveformen, således, at eksamensresultatet i det enkelte fag afspejler den studerendes grad af opfyldelse af fagets læringsmål. 

For uddannelsen i sin helhed tilstræbes en variation af eksamens-/prøveformer på tværs af fag, således at de studerende samlet set udprøves i de forskellige typer af viden, færdigheder og kompetencer, som er repræsenteret i uddannelsens kompetenceprofil. Dette skal sikre, at den studerendes samlede eksamensresultat afspejler den studerendes grad af opfyldelse af uddannelsens læringsmål.

§ 5.7 - Uregelmæssigheder i forbindelse med eksamener/prøver

Der kan træffes disciplinære foranstaltninger over for studerende ved eksamenssnyd eller forstyrrende adfærd ved eksaminer jf. Regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende ved Syddansk Universitet.

Afvises en opgave eller annulleres en eksamen/prøve på grund af dokumenterede uregelmæssigheder, kan der opkræves fornyet betaling for omprøve, hvis forløbet genoptages. For yderligere information henvises til uddannelsens hjemmeside under "Generelle regler for betaling".

§ 5.8 - Særlige vilkår

Universitetet kan dispensere fra fastsatte eksamens- eller prøvevilkår, herunder tilbyde særlige vilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til studerende med et andet modersmål end dansk, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse studerende med øvrige studerende. Det er en forudsætning, at tilbuddet ikke ændrer eksamenens eller prøvens faglige niveau. Der henvises til § 6 i eksamensbekendtgørelsen.

Studienævnets udfyldende bestemmelser: 

Ansøgning om særlige prøvevilkår søges gennem SPOC med relevant dokumentation for funktionsnedsættelsen, dette kan ske ved indskrivning på første fag på uddannelsen. Afgørelsen vil i så tilfælde gælde særlige forhold på de efterfølgende fag på uddannelsen. 

§ 5.9 - Individuelle eksamener/prøver og gruppeprøver

Eksamener/prøver tilrettelægges som individuelle eksamener/prøver eller som gruppeprøver. Ved såvel en individuel eksamen/prøve som en gruppeprøve skal der foretages en individuel bedømmelse af de studerendes præstationer, og der skal gives individuelle karakterer.

Det fremgår af den enkelte fagbeskrivelse, hvis en eksamen/prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve. Såfremt en eksamen/prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve, fremgår gruppestørrelse, eksaminationstid og muligheden for at vælge individuel eksamination, af fagbeskrivelsen.

Hvis en afleveret skriftlig opgavebesvarelse ikke overholder formkrav fastsat i de enkelte fagbeskrivelser, herunder krav om individualisering, kan opgavebesvarelsen afvises. Hvis opgavebesvarelsen afvises, skal der ikke gives en bedømmelse og den studerende har brugt et prøveforsøg, jf. § 22 i eksamensbekendtgørelsen.

Der henvises til eksamensbekendtgørelsens §§ 13, 15 og 23 , stk. 2 og til eksamensbestemmelserne i de respektive fagbeskrivelser.

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Antallet af studerende i en gruppeprøve kan som hovedregel maksimalt være 4. Studienævnet kan beslutte at afvige reglen. Det vil i givet fald fremgå af fagbeskrivelsen. Omfanget af skriftlige opgaver er fastsat således, at omfanget af sider eller tid til mundtlig prøve ved to personer +50 %, ved tre personer +75% og fire personer +100%. Afsnit skal markeres, så det tydeligt fremgår hvem der er ansvarlig for hvilke dele af opgaven.

Hvis det fremgår af fagbeskrivelsen, kan der erlægges gruppeprøve i stedet for individuel eksamination. Her gælder samme regler for omfang af sideantal og tid til mundtlig prøve ligesom afsnit skal markeres, så det tydeligt fremgår hvem, der er ansvarlig for hvilke dele af opgaven.

Afholder universitetet en individuel, mundtlig prøve som opfølgning på en skriftlig opgavebesvarelse, der er udarbejdet af flere studerende, og som opfølgning på en eventuel mundtlig gruppeprøve, må disse studerende ikke være til stede i prøvelokalet, før de skal eksamineres i den individuelle, mundtlige prøve.

§ 5.10 - Omprøver

Hvis der til en eksamen/prøve ikke er angivet særlige bestemmelser om omprøven, gælder det, at omprøven afholdes som den ordinære eksamen/prøve. 

En eventuel alternativ eksamens- eller prøveform ved en omprøve fremgår af fagbeskrivelsen, herunder betingelserne for, hvornår den alternative eksamens- eller prøveform bringes i anvendelse.

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Omprøve afholdes som hovedregel for efterårsfagene i februar og for forårsfagene i august. Studienævnet kan beslutte at afholde yderligere omprøver i næstfølgende eksamenstermin. Dette vil fremgå af de respektive fagbeskrivelser. Deltagelse i omprøven kræver, at man har deltaget i ordinær eksamen/prøve i samme eksamenstermin. 

Studerende, som har deltaget i en ordinær eksamen/prøve uden at have bestået denne, har mulighed for at gå op til omprøve i samme prøvetermin. Bestås omprøven ikke, har den studerende mulighed for at deltage i næste ordinære eksamen/prøve. For sen framelding eller udeblivelse fra eksamen/prøven tæller som et prøveforsøg, og den studerende har ikke ret til at gå til omprøve.

Studienævnet kan give adgang til omprøve efter dispensationsansøgning, såfremt der er tale om usædvanlige forhold. Usædvanlige forhold vedrører konkrete, individuelle forhold hos den enkelte studerende, som man vanskeligt kunne forudse eller er uden skyld i. Travlhed på arbejde er fx ikke et usædvanligt forhold.

Bevilliger studienævnet dispensation, annulleres det brugte prøveforsøg. Bevilliger studienævnet ikke dispensation, har den studerende mulighed for at deltage i næste ordinære prøve.

Når sygdom forhindrer den studerende i at deltage i en eksamen/prøve, har man mulighed for at gå til omprøve. Dette kræver at mastersekretariatet kontaktes senest på dagen for eksamen/prøven, samt man fremskaffer lægelig dokumentation for sygdommen fra egen sædvanlige læge eller anden relevant instans hurtigst muligt. Erklæringen skal indeholde dato eller periode, hvor man har været syg, og denne skal falde inden for eksamensperioden. Betaling for lægeattest dækkes af den studerende. Dokumentationen sendes til mastersekretariatet via SPOC hurtigst muligt, dog senest inden en måned efter eksamens-/prøvedato. Ved langvarig sygdom kontaktes studienævnet.

Består den studerende ikke omprøven, er man ikke berettiget til ny omprøve, men man har mulighed for at deltage i næste ordinære eksamen/prøve.

For masterprojektet gælder, at studerende som opnår bedømmelsen 00 eller derunder, får lejlighed til at bearbejde projektet, så det kan bedømmes på ny.

§ 5.11 - Prøveforsøg

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Den studerende har 3 prøveforsøg til at bestå en prøve. Betalingen dækker deltagelse i undervisningen én gang samt potentielt 3 prøveforsøg, som skal afholdes inden for et studieår. For masterprojektet gælder særlige regler, idet betalingen dækker 2 prøveforsøg; den ordinære prøve og en eventuel omprøve.

De 3 prøveforsøg består af:

  • Prøven, der følger umiddelbart efter faget eller modulets gennemførelse.
  • Den tilhørende omprøve (hvis man ikke består ved ordinære prøve) samt.
  • Det næste ordinære prøveforsøg, som afholdes inden for et år efter første ordinære eksamen.

§ 5.12 - Forudsætninger for deltagelse i eksamener/prøver

Såfremt den studerende ikke opfylder de af universitetet fastsatte forudsætninger for at deltage i eksamen/prøven, er der brugt et prøveforsøg. En forudsætning kan eksempelvis være deltagelse i undervisning og vil fremgå af fagbeskrivelsen.

§ 5.13 - Digitale eksamener/prøver og hjælpemidler

Alle skriftlige prøver på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er digitale. 

Tilladte hjælpemidler, herunder internetadgang, vil fremgå af fagbeskrivelsen. Der henvises i øvrigt til SDUs regler for eksamen, som findes på studiets side på www.sdu.dk under "Uddannelsens opbygning"/"Eksamen".

§ 5.14 - Pensumbeskrivelser

Fakultetets udfyldende bestemmelser:

Eksamenspensum udgives i e-læringssystemet. Eksamenspensum er en del af studieordningen.

Der eksamineres altid i nyeste pensum.

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Merit

Studienævnet kan i enkelttilfælde bevilge meritoverførsel for fag fra en anden masteruddannelse på deltid. Der henvises til § 16 i masterbekendtgørelsen og studienævnets hjemmeside om merit på SDU.dk

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Merit bevilliges efter ansøgning til studienævnet og søges gennem ansøgningsportalen SPOC

I studienævnets vurdering, som altid er individuel, indgår flere forhold, herunder omfanget og niveauet af pensum på det pågældende fag, den faglige relevans på MPM samt aktualiteten af faget.  Kandidatfag og kurser kan ikke meriteres ind i MPM jf masterbekendtgørelsens meritbestemmelse. Fag fra øvrige masteruddannelser skal søges igennem studienævnet. Der kan maksimalt opnås merit svarende til i alt 20 ECTS-point.

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og eksamener/prøver

Tilmelding til undervisning og eksamener/prøver:

Tilmeldingsfrist til masteruddannelser og fag fastsættes af universitetet. Tilmeldingsfrist offentliggøres på studiets hjemmeside.

Når en studerende er tilmeldt undervisningen til et fag, er den studerende automatisk tilmeldt den første ordinære eksamen/prøve. Tilmelding til efterfølgende prøveforsøg aftales med uddannelsen i god tid før eksamen/prøven.

Framelding til undervisning og eksamener/prøver:

Framelding til undervisning sker til mastersekretariatet. Rettidig framelding er henholdsvis den 31. august (efterårets fag) eller den 31. januar (forårets fag).Refusion af deltagerbetalingen kan ikke ske ved senere framelding.

Framelding til eksamen/prøve sker til mastersekretariatet. Fristen for framelding til en eksamen/prøve (ordinær såvel som omprøve) er fastsat således, at rettidig framelding giver ret til et prøveforsøg, næste gang der afholdes ordinær eksamen/prøve i faget. Det forudsættes, at betalingen dækker yderligere forsøg. Rettidig framelding giver ikke ret til at gå op til omprøvedatoen tilrettelagt i samme semester som den ordinære eksamen/prøve. For sen framelding medfører, at eksamen/prøven registreres som et brugt prøveforsøg. 

Følgende frameldingsfrister er gældende: Eksaminanden skal melde fra til mastersekretariatet senest ugedagen før første eksamensdag for det enkelte fag. Første eksamensdag fastsættes således:

  • Skriftlig hjemmeopgave: Dato for aflevering
  • Skriftlig hjemmeopgave med bundet emne/udleverede spørgsmål: Dagen for udlevering af emne/spørgsmål
  • Skriftlig stedprøve er selve dagen
  • Mundtlig på baggrund af skriftligt produkt er datoen for aflevering af det skriftlige produkt
  • Mundtlig eksamen/prøve er dagen for selve eksamen/prøven, dog første eksamensdag, hvis eksamen/prøven løber over flere dage

Ved sygdom på eksamensdagen, skal mastersekretariatet kontaktes senest på eksamensdagen. Gør eksaminanden ikke det, mistes retten til et omprøveforsøg, og man kan først gå op til næste ordinære eksamen/prøve. 

Er der tale om særlige forhold, fx sygdom eller andre uforudsete hændelser, kan der søges dispensation for ovennævnte gennem studienævnet.

§ 7.2 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet

Uddannelsen er tilrettelagt over 2½ år og skal være færdiggjort inden for maksimalt 4 år.

Fleksibiliteten muliggør, at enkelte fagelementer kan udskydes og at valgfag kan skubbes til efter de længerevarende og korte læringsforløb er gennemført.

Det anbefales, at man i størst mulig grad følger det foreslåede studieforløb for at få de fordele, der er, ved at følge en sammenhængende uddannelse med progression i undervisningen, hvor man som studerende følges som et hold og dermed bliver del af et vedvarende fagligt netværk. Der er mulighed for at sprede arbejdsbelastningen over maksimalt 4 år, fx ved at udskyde de to valgfag.

§ 7.3 - Masterprojekt

Masterprojektet på MPM udgør 12 ECTS, og er nærmere beskrevet i fagbeskrivelsen. Masterprojektet kan udbydes på heltid efter studienævnets bestemmelse.

§ 7.4 - Deltagerbegrænsning

Såfremt der til et fag er deltagerbegrænsning, vil dette samt kriterier for udvælgelse fremgå af fagbeskrivelsen.

§ 7.5 - Valgfag

Valgfag vil være tematiserede forløb, som svarer til eksisterende fag på masterniveau. Det kan være fag såsom:

  • Beslutnings- og forhandlingsprocesser i offentlige organisationer,
  • Offentlig økonomistyring,
  • Ledelse og psykisk arbejdsmiljø,
  • Organisatorisk forandring og innovation i den offentlige sektor

Det kan også være mere praksisorienterede forløb, der er målrettet aktuelle problemstillinger. Fag udbudt i regi af Det Samfundsvidenskabelige eller Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets masteruddannelser kan godkendes som valgfag af studieleder. Andre fag, udbudt efter masterbekendtgørelsen, f.eks. fag fra andre universiteter, kan søges som merit i studienævnet inden faget påbegyndes.Der kan maksimalt opnås merit svarende til i alt 20 ECTS-point.

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

Studienævnet kan, når det er begrundet i usædvanlige forhold, dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.

§ 8.2 - Klage over eksamener/prøver

Klager over eksamener/prøver kan indgives til universitetet. For nærmere information og vejledning om klager over eksamener/prøver henvises til studiets hjemmeside på SDU.dk og eksamensbekendtgørelsens §§ 33-45.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

Universitetets endelige afgørelser kan indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen af studerende, når klagen vedrører retlige spørgsmål. 

Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Klagen indgives til universitetet, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere universitetets udtalelse inden for en frist af mindst 1 uge. Universitetet sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9.1 - Studienævn

Studienævn for efter- og videreuddannelse på samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab

§ 9.2 - Censorkorps

Censorkorpset for Statskundskab

§ 9.3 - Ikrafttrædelsesdato for studieordningen

01-09-2021

§ 9.4 - Gældende for studerende optaget fra og med

01-09-2021

§ 9.5 - Dato for godkendelse i studienævnet

24-08-2022

§ 9.6 - Dato for Dekanens godkendelse

21-09-2022

§ 9.7 - Overgangsordninger og studieordningsændringer

Studerende, der er optaget med studiestart 1. september 2019 eller tidligere fortsætter efter den tidligere studieordning. Studerende, der mangler fag, vil blive tilbudt en individuel vurdering og løsning ift. gennemførsel af MPM uddannelsen.

Ændringer til studieordningen godkendt af Studienævn for efter- og videreuddannelse på Samfundsvidenskab og Sundhedsvidenskab den 24. august 2022 og efterfølgende af Dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet:

  • Opdatering af hjemmelsgrundlag med ny eksamensbekendtgørelse med ikrafttræden den 1. september 2022.

”Aktuelle overgangsordninger for uddannelsen fremgår af studieforløbene for de relevante årgange.