translation.lazy-loading-fagbesks
0 /
translation.lazy-loading-profiler
0 /

Studieordning for Diplomingeniør i integreret design

Studienævnet for uddannelserne ved Det Tekniske Fakultet
Uddannelsestitler:
  • Diplomingeniør i integreret design
  • Bachelor of Engineering in Integrated Design
ECTS-point: 210
Byer: Odense
Terminer: Efterårx
Ikrafttrædelsesdato: 01-09-2021
Gældende for studerende optaget pr.: 01-09-2021

Version: Arkiv

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Uddannelsestitler

Diplomingeniør i integreret design (Professionsbachelor)

ECTS-point

210

Sprog

Dansk

Byer

Odense

Niveau

Diplomingeniør

§ 1.2 - Gældende for studerende optaget pr.

01-09-2021

§ 1.3 - Uddannelsens formål, herunder evt. faglig profil og specialiseringer

Diplomingeniøruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til nationalt og internationalt at varetage erhvervsfunktioner, hvor han/hun skal: 

  • omsætte tekniske forskningsresultater samt naturvidenskabelig og teknisk viden til praktisk anvendelse ved udviklingsopgaver og ved løsning af tekniske problemer. 
  • kritisk tilegne sig ny viden inden for relevante ingeniørmæssige områder.
  • selvstændigt løse forekommende ingeniørmæssige arbejdsopgaver.
  • planlægge, realisere og styre tekniske og teknologiske anlæg og herunder være i stand til at inddrage samfundsmæssige, økonomiske, miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser i løsningen af tekniske problemer.
  • indgå i samarbejds- og ledelsesmæssige funktioner og sammenhænge på et kvalificeret niveau sammen med mennesker, der har forskellig uddannelsesmæssig, sproglig og kulturel baggrund.

Uddannelsen skal herudover kvalificere de studerende til at deltage i videre uddannelse.

Diplomingeniøruddannelsen er normeret til 3½ årsværk. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 ECTS-point. Uddannelsens længde svarer således til 210 ECTS-point. Herudover gennemføres værkstedspraktik. 

Diplomingeniøruddannelsen indeholder

  • obligatoriske fagelementer
  • tilvalgsfag
  • værkstedspraktik
  • ingeniørpraktik
  • bachelorprojekt (fremover benævnt afgangsprojekt).

§ 1.4 - Didaktisk og pædagogisk grundlag

Den Syddanske Model for Ingeniøruddannelser

Diplomingeniøruddannelsen er en professions- og udviklingsbaseret videregående uddannelse, der kvalificerer den studerende til at udøve erhvervsfunktioner og fungere selvstændigt inden for det ingeniørfaglige område. Formålet med uddannelsen er desuden at kvalificere den studerende til videreuddannelse

Alle uddannelser på SDU er tilrettelagt i overensstemmelse med universitetets bærende principper for uddannelse. For diplom- og civilingeniøruddannelserne er principperne udmøntet i uddannelseskonceptet 'Den Syddanske Model for Ingeniøruddannelser', fremover benævnt DSMI.  

Ved at udbyde og gennemføre ingeniøruddannelser på basis af DSMI sikrer universitetet at de nyuddannede ingeniører fra universitetet er i besiddelse af en høj professionel standard baseret på beherskelse af en række centrale kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet såvel som inden for forskningsverdenen.

Nedenfor er hovedpunkterne fra uddannelseskonceptet gengivet - uddannelseskonceptet DSMI i sin fulde længde findes i elektronisk udgave på Det Tekniske Fakultets hjemmeside.

Indhold og kompetencer

Fagligheden står i centrum, og alle ingeniøruddannelser på SDU har derfor rod i forsknings- og udviklingsmiljøer med høj international standard. Der leveres forsknings- og undervisning på alle niveauer af uddannelserne, således at hensynet til både grundforskning og praksisnær anvendt forskning og udvikling i samarbejde med erhvervslivet bliver tilgodeset.

Uddannelserne skal skabe moderne, helstøbte ingeniører. Lærings- og evalueringsmiljøet er derfor baseret på aktiverende undervisning og aktiv læring, der stimulerer de studerende til at tænke og arbejde problemorienteret, projektorienteret og tværfagligt. Der arbejdes både i teams og selvstændigt, og der lægges vægt på innovation og refleksion.

Uddannelserne skal modne de studerende til at kunne løse opgaver i en international kontekst. De studerende færdes gennem hele studiet i et miljø med internationale undervisere og forskere, internationale medstuderende og i løbet af studiet vil de studerende også skulle indgå i projektgrupper på tværs af sproglige og kulturelle forskelle. Rammerne for uddannelserne er tilrettelagt, så det giver gode muligheder for udlandsophold ligesom der vil være krav til de studerende om at gennemføre undervisningsforløb på engelsk, jf. § 3.

For at sikre dimittendernes værdi på arbejdsmarkedet umiddelbart efter endt uddannelse, rummer uddannelserne en høj grad af erhvervsrelevans. Dette sikres primært gennem de studerendes deltagelse i den integrerede ingeniørpraktik og via eksternt projektsamarbejde med virksomheder. Disse aktiviteter sikrer, at de studerendes faglighed løbende bringes i anvendelse i konkret og tidssvarende kontekst.

Alle studerende anspores til iværksætteri - konkret gennem den i uddannelsen integrerede virksomheds- og forretningsforståelse - og mere generelt gennem et lærings- og evalueringsmiljø, som stimulerer de studerendes initiativ, kreativitet og ansvarlighed.

I løbet af studiet samarbejder alle studerende mindst én gang med studerende fra andre ingeniørretninger eller andre uddannelser om en løsning af en kompleks, tværfaglig problemstilling i tæt samarbejde med en virksomhed. Dette tværfaglige samarbejde organiseres ud fra princippet om 'experts in teams'.

Struktur og læringsmiljø

Overordnet kan samspillet mellem studiestruktur, kompetencer samt lærings- og evalueringsmiljøet i ingeniøruddannelserne ved SDU fremstilles således:

I den praktiske tilrettelæggelse af studieforløbet er der lagt afgørende vægt på, at undervisnings- og eksamensformer er relevante og tidssvarende, og at disse understøtter de studerendes tilegnelse af de centrale kompetencer. Det tilstræbes herved, at de studerende får et meget dynamisk uddannelsesliv, hvor den enkelte forventes at være aktiv medspiller og tage ansvar for egen læring. Den studerende "lærer at lære", så han/hun senere hurtigt kan sætte sig ind i nye og komplekse problemstillinger ligesom de studerende igennem hele studiet anspores til selvstændighed såvel som til samarbejde.

Med det formål at styrke både den faglige fordybelse og anvendelsen af fagligheden samt den enkeltes fortsatte motivation for faglig og personlig udvikling på et arbejdsmarked under hastig forandring, er der i uddannelseskonceptet bevidst arbejdet med at integrere de teknisk-faglige og de bredere ingeniørkompetencer.

Med DSMI tilbyder SDU de studerende et attraktivt og relevant uddannelsesforløb med gode erhvervsmuligheder her og nu. Nøgleordene er aktiverende undervisning og aktiv læring som udmøntes gennem projektorienteret samarbejde og problembaseret læring. Formålet er at uddanne helstøbte ingeniører med høj faglighed og med de bedste forudsætninger for fortsat personlig og faglig udvikling.

§ 3 - Detaljeret information om uddannelsens opbygning og progression

§ 3 - Uddannelsens titel og profiler

Diplomingeniør i Integreret Design optag 2021

§ 3.1 - Overordnet opbygning og struktur

Bæredygtighed (SDG):

Integreret Design vil som udgangspunkt arbejde primært inden for to verdensmål:

FN'S  Verdensmål nr. 9: Industri, innovation og infrastruktur

Vi vil sætte fokus på delmål 9.4 og helt specifikt: 

Effektiv udnyttelse af ressourcer og øget brug af rene og miljøvenlige teknologier og industrielle processer

FN´s verdensmål nr. 12: Ansvarligt forbrug og produktion

Vi vil her sætte fokus på delmål: 12.2 og helt specifikt: 

Bæredygtig forvaltning og effektiv udnyttelse af naturressourcer

I kombination mellem de underviste fagligheder i: 

  • Produktudvikling
  • Materiale og processer
  • Innovation og forretningsskabelse
  • Design for Environment 

vil der blive præsentere en vifte af videns grundlag for de studerende med henvisning til verdensmålene. Det skal sætte de studerende i stand til gennem deres projektarbejde at frembringe deres egne løsninger på udviklede produkter, der har særligt fokus på de specifikt angivne bæredygtighedsområder beskrevet ovenfor. 


Konstituerende fag- og udviklingssøjler

Designingeniørens faglige kompetencer kan primært henføres til fem faglige søjler. Der er en progression inden for alle søjler, der leder hen imod de endelige kompetencer.

Integreret produktudvikling
  • Metodisk produktudvikling 
  • Innovation
  • Systematiske analyseværktøjer og metoder
  • Ide og/konceptgenerering, analyse og syntese
  • Konceptvisualiseringer

Design (Industriel design)
  • Formgivning
  • Funktionalitet
  • Grafisk kommunikation - branding
  • Brugercentreret design
  • Frihåndsskitsering
  • Rapid prototyping 
  • Designanalyse

Engineering design, konstruktion
  • Materiale- og procesteknologi
  • Statik og styrkelære
  • Mekanik
  • Konstruktionsteknik
  • Anvendt matematik
  • Elektronik,
  • Miljørigtigt design  
  • Teknisk tegning og CAD og 3D modellering

Management og økonomi
  • Projektstyring og ledelse
  • Projektøkonomi
  • Marketing management
  • Patenter og kontraktforhold
  • Entreprenørskab
  • Forretningsskabelse

Personlige og læringsmæssige kompetencer
1. Personlige kompetencer:
  • Engagement
  • Initiativ
  • Ansvar
  • Etik
  • Dannelse
  • Evne til at perspektivere egen læring
2. Læringsmæssige kompetencer:
  • Udvælgelse, indsamling, analyse og vurdering af datamateriale
  • Formidling af arbejdsresultater under arbejdsformer, som fordrer refleksion, samarbejde og selvstændighed 
 
Semestertemaer

1. semester:
Indføring i integreret Produktudvikling og Design

2. semester
Re-design og Konceptudvikling

3. semester
Innovation og Forretningsudvikling samt Teknisk Design

4. semester
Industriprojekt: Produktfrembringelse og Konstruktion

5. semester
Experts in Team Innovation/specialisering

6. semester
Ingeniørpraktik

7. semester
Afgangsprojekt
 
Semesterbeskrivelse for 1. semester

SEMESTERTEMA
Integreret produktudvikling og design

VÆRDIARGUMENTATION
I løbet af det første semester skal den studerende opnå en grundlæggende viden om integreret design samt om systematisk produktudvikling. Der lægges vægt på kendskab til produktudvikling ud fra et helhedssyn, hvor alle relevante parametre kan beskrives og struktureres. 

På 1. semester fokuseres der derfor primært på ide- og konceptudvikling. 

Den studerende skal planlægge og gennemføre et projekt under anvendelse af de grundlæggende faglige kompetencer, der opnås gennem semestrets undervisningsaktiviteter samt skal kunne dokumentere sit arbejde.

KOMPETENCEMÅL
Den studerende opnår:

Viden:
  • Viden om og kunne strukturere et faseopdelt, helhedsorienteret produktudviklingsforløb
  • Viden om grundlæggende metoder i produktudvikling og at kunne anvende disse 
  • Viden om grundlæggende designmæssige aspekter
  • Kendskab til planlægning og strukturering af udviklingsprojekter ved anvendelse af anerkendte metoder 

Færdigheder:
Den studerende kan:
  • Anvende frihåndsskitser såvel som CAD og IKT til udvikling, dokumentation og kommunikation
  • Beskrive materialeegenskaber og procesteknologier samt kan anvende teori til at opstille relevante krav hertil. Der tages udgangspunkt i metaller
  • Beregne statiske systemer og kan anvende teorien ved konstruktion af produkter
  • Beskrive samarbejdsrelationer med andre studerende
Kompetencer:
Den studerende kan:
  • Strukturere sit arbejde og tage ansvar for egen læring

MODULER
Semestret indeholder:

  • D-TED1 – Teknisk design 1 (10 ECTS)
  • D-IPU1 – Integreret produktudvikling 1 (20 ECTS)
Begge moduler er obligatoriske og udgør en del af førsteårsprøven.

SAMMENHÆNG
Modulet D-TED1 indeholder grundlæggende tekniske fagligheder inden for:

Grundlæggende materiale og procesteknologisk kendskab 
Statik/styrkelære – med tilhørende matematik – målrettet mod analyse og dimensionering af simple produkter
3D CAD som design og dokumentationsværktøj
Alle elementer i dette modul anvendes i udførelsen af semesterprojektet.
Modulet D-IPU1 indeholder grundlæggende færdigheder inden for integreret produktudvikling. Bærende for modulet er semesterprojektet, hvor der gennemføres et produktudviklingsforløb med henblik på at indarbejde relevante metoder og begreber. Modulets øvrige faglige dele består af:
Industriel design med indføring i design og formgivningsmæssige aspekter og metoder
Metoder i de første faser i integreret produktudvikling
Projektstyring og -ledelse
IKT med fokus på anvendelse af relevante rapporttekniske faciliteter
Projektet tilrettelægges således, at den studerende får indblik i ingeniørmæssig produktudvikling under anvendelse af de faglige discipliner, som semestret indeholder.


Semesterbeskrivelse for 2. semester

SEMESTERTEMA 
Re-design og konceptudvikling

VÆRDIARGUMENTATION
På andet semester skal den studerende bygge videre på kompetencer og erfaringerne fra det første semester og skal opnå større fortrolighed med - og viden om en række af de metoder, der anvendes i produktudviklingens første faser. Temaet er derfor re-design inden for nogle udstukne rammer.

En række udviklingsmæssige, tekniske og designmæssige begreber og metoder introduceres og udbygges. Der lægges vægt på, at den studerende i løbet af semesteret bliver i stand til at anvende og relatere elementer inden for systematisk produktudvikling, at den studerende skal opnå større metodesikkerhed og blive i stand til at anvende de mange relevante fagligheder til den helhed, projektet udgør. Der lægges endvidere vægt på, at den studerende beskriver og anvender metoder samt kan vurdere kritisk og reflektere over metoder og løsninger.

KOMPETENCEMÅL
Den studerende kan:

Færdigheder:
  • I samarbejde med medstuderende strukturere, analysere og gennemføre et systematisk og helhedsorienteret produktudviklingsforløb med hovedvægt på idé-, koncept- og delvis konstruktion
  • Anvende de analyser og metoder, der knytter sig til udviklingsprojektets første faser
  • Anvende CAD til dokumentation og design under anvendelse af gængse standarder for målsætning og tolerancer
  • Dimensionere statiske produkter og komponenter under anvendelse af statik og styrkelære

Kompetencer:
  • Inddrage designmæssige aspekter, herunder form og funktionalitet 
  • Analysere relevante økonomiske faktorer for et projekt som helhed, herunder beregne og udarbejde en priskalkulation og et investeringsbudget for et produkt
  • Med udgangspunkt i plast opnå et udvidet kendskab til materialefysik, herunder design og produktionsforhold
  • Analysere arbejdsrelationer med andre studerende 
  • Strukturere og tage ansvar for egen læring og relatere sig til denne

MODULER
Semestret indeholder: 
  • D-TED2 – Teknisk Design 2 (10 ECTS)
  • D-IPU2 – Integreret produktudvikling 2 (20 ECTS)
Integreret produktudvikling omfatter desuden et tværfagligt e-læringsforløb om bæredygtighed (1 ECTS). 

Begge moduler er obligatoriske, og D-IPU2 udgør sammen med D-TED1 og D-IPU1 førsteårsprøven.

Modulets øvrige faglige dele består af:
  • Industriel design med fokus på form og funktionalitet herunder bruger centreret produktudvikling
  • Metoder til strukturering af integreret produktudviklingen
  • Projektøkonomi
  • CAD og teknisk dokumentation
Projektet planlægges således, at alle discipliner i dette semester finder anvendelse i projektet.

SAMMENHÆNG
Modulet D-TED2 indeholder grundlæggende tekniske fagligheder inden for:
  • Udvælgelse af materialer og procesteknologier blandt plast og metaller 
  • Statik/styrkelære med henblik på at kunne konstruere og beregne simple statiske komponenter og systemer
Alle elementer i dette modul inddrages i udførelsen af semesterprojektet.

Modulet D-IPU2 bygger videre på den viden og erfaring, der er opnået på 1. semester inden for produktudvikling. Modulet introducerer en række nye metoder og begreber i produktudviklingen og stiller krav til de studerende om i højere grad end tidligere selv at beherske og styre et projekt. Den holistiske tilgang til produktudviklingen er fundamentet, og kravet er, at den studerende i løbet af semestret formår bevidst at klassificere og anvende de relevante metoder. I projektet kræves dokumentation for og refleksion over anvendte metoder. 


Semesterbeskrivelse for 3. semester

SEMESTERTEMA 
Innovation og forretningsudvikling samt teknisk design

VÆRDIARGUMENTATION
På 3. semester fokuseres der på innovation og forretningsudvikling samt på teknisk design af mekaniske produkter.

Den studerende skal opnå erfaring med at finde de ideer og forretningsområder, der kan lede frem til fornyelse og innovation. Et led i dette arbejde er konkurrencemæssige analyser og markedsmæssige aspekter.

Problemstillingerne, der arbejdes med, er åbne, og der stilles på dette semester øgede krav til de studerendes kreativitet og analytiske kompetencer samt til deres evner til at identificere nye forretningsmuligheder. Der lægges vægt på de studerendes viden om metoder og begreber – samt på deres kompetence til at anvende disse.

Det er endvidere væsentligt, at de studerende er i stand til at strukturere og gennemføre et teknisk design af mekaniske produkter, herunder design på detaljeniveau. De studerende skal opnå konkret viden om konstruktive metoder og krav til teknisk dokumentation.

KOMPETENCEMÅL
Den studerende kan:

Viden:
  • Beskrive og anvende teorien fra dynamik og mekanisk konstruktion til løsning af designmæssige og tekniske problemer i produktudviklingen
  • Identificere og forklare miljømæssige aspekter og kunne beskrive og anvende metoder til miljøvurderinger i produktudviklingen

Færdigheder:
  • Oparbejde erfaring med forretningsskabelse og anvende og beskrive de analyser og metoder, der knytter sig til forretningsudvikling, herunder bl.a. udarbejdelse af forretningsplan

Kompetencer:
  • Vælge og/eller modificere og anvende en egnet udviklingsmodel samt strukturere og udføre et struktureret forløb i henhold dertil
  • Analysere relevante markedsmæssige aspekter
  • Analysere en markedssituation og argumentere og diskutere et produkts design i kontekst – under anvendelse af refleksion på abstraktplan
  • Analysere konkurrencesituationen på et givet marked
  • Analysere og identificere og vælge den rette komponenttype og foretage den nødvendige beregning


MODULER

Semestret indeholder: 

  • D-TED3 – Teknisk design 3 (10 ECTS)
  • D-IPU3 – Integreret produktudvikling 3 (20 ECTS)
Begge moduler er obligatoriske.

SAMMENHÆNG
Modulet D-TED3 indeholder grundlæggende tekniske fagligheder inden for:
  • Lovmæssigheder og metoder inden for grundlæggende dynamik samt metoder inden for maskinkonstruktion, der sætter de studerende i stand til at gennemføre tekniske dimensioneringer af maskinkomponenter
  • Miljøvurdering af produkter – med henblik på at identificere de miljømæssigt bedste løsninger
  • Konkret erfaring med konstruktion af et mekanisk produkt, herunder beregninger og krav til teknisk dokumentation. Målet opnås ved at udarbejde et projekt alene med fokus på teknisk design

Modulet D-IPU3 indeholder fagligheder inden for innovation og forretningsskabelse:

  • Anvende en række metoder og teorier inden for innovation og forretningsskabelse
  • Anvende en række metoder og teorier inden for formgivning og design
  • Anvende en række kreative processer og indsamling af data med henblik på at opnå beslutningsgrundlag for udarbejdelse af forretningsplaner
D-IPU3 modulet indeholder en projektdel, hvor der er krav til inddragelse af semestrets fagligheder i udviklingen af innovative nye produkter.


Semesterbeskrivelse for 4. semester

SEMESTERTEMA 
Industriprojekt: Produktfrembringelse og konstruktion

VÆRDIARGUMENTATION
De studerende skal i fjerde semester gennemføre projekter i samarbejde med en virksomhed.

De skal være i stand til at arbejde med alle faglige elementer i integreret produktudvikling. Der lægges vægt på, at de studerende er i stand til at bringe produktudviklingen frem gennem den konstruktive fase under inddragelse af nye fagligheder.

KOMPETENCEMÅL
Den studerende kan:

Færdigheder:
  • Konstruere et produkt eller system, herunder udarbejde teknisk dokumentation og gennemføre laboratorietest

Kompetencer:
  • Strukturere og udføre samarbejde med virksomhed og et produktudviklingsforløb
  • Vurdere egnede metoder til klarlægning af brugeres behov, herunder udarbejde planer for og gennemføre brugerundersøgelser
  • Redegøre og relatere videnskabsteoretiske overvejelser i ingeniørarbejdet

MODULER
Semestret indeholder: 
  • D-IPU4 – Integreret produktudvikling 4 (20 ECTS)
  • D-TED4 – Teknisk design 4 (10 ECTS)
Begge moduler er obligatoriske.

SAMMENHÆNG
Modulet D-TED4 fokuserer på aluminium som konstruktionsmateriale samt forhold omkring korrosion. Fagligheden giver en afrunding på de studerendes viden om metalliske materialer og procesteknologier. Integreret i kurset er et testforløb i laboratoriet, der giver de studerende viden og erfaring med gennemførsel og dokumentation af testforsøg. Der inddrages viden om elektriske kredsløb og komponenter. Området er vigtigt, idet elektronik udgør en væsentlig og voksende del af mange produkter. Teorien giver basis for efterfølgende kurser på området.
Modulet D-IPU4 danner sammen med de tidligere semestre basis for at indgå i samarbejde med virksomheder om produktudvikling. Fagligt fokuseres der endvidere på, at den studerende tilegner sig viden om og bliver i stand til at indkredse brugeres behov på baggrund af empiriske brugerundersøgelser. Den studerende skal kritisk kunne identificere og evaluere input herfra. Modulet indeholder endvidere Ingeniørfagets videnskabsteori på 3 ECTS. Her introduceres videnskabsteori, og de studerende får baggrunde for at relatere ingeniørfaget og deres fremtidige profession i et større perspektiv, og de studerende får viden om videnskabelige metoder, deres anvendelse og begrænsninger.
Semesterprojektet gennemføres i samarbejde med en virksomhed og fokuserer på de studerendes evne til at bruge deres viden i samarbejde med en industriel partner og til at nå de mål, der opstilles sammen med samarbejdspartneren. Der er i projektet fokus på at nå frem gennem konstruktionsfasen.


Semesterbeskrivelse for 5. semester

SEMESTERTEMA 
Experts in Team Innovation og specialisering

VÆRDIARGUMENTATION
Samarbejde i tværfaglige teams er et væsentligt aspekt for de fleste ingeniører og i særdeleshed for de jobprofiler, designingeniøren sigter mod. Uddannelsen i sig selv går på tværs af flere traditionelle fagdiscipliner, men på semestret skal de studerende konkret samarbejde med andre faggrupper. Dermed skærpes de studerendes forståelse for og evner til at organisere og gennemføre et projekt i et miljø, hvor egen selvforståelse ikke nødvendigvis deles af øvrige, og hvor der er krav til den studerende om at skaffe sig tilstrækkelig viden inden for de øvrige deltageres fagområde. 

Semestret giver derudover de studerende mulighed for at specialisere sig inden for en række selvvalgte faglige områder.

KOMPETENCEMÅL
Den studerende kan:

Færdigheder:
  • Samarbejde i tværfaglige teams – herunder være i stand til at påtage sig rollen som projektleder
  • Strukturere et systematisk produktudviklingsforløb
  • Strukturere en plan for egen specialisering

Kompetencer:
  • Anvende og relatere egen faglighed i dybden – i en tværfaglig kontekst

MODULER
Semestret indeholder: 
  • Experts in Team Innovation (10 ECTS)
Modulet er obligatorisk.

Der vælges 20 ECTS valgfag. Valgfagene skal ligge inden for uddannelsens profil.

Uddannelsens egne valgfag:
  • D-FSS Fagligt selvstudie – individuel ingeniørfaglig studieaktivitet (5 ECTS)
  • D-FSCS – Faglig individuel studieaktivitet indenfor Cad og Simulering (5 ECTS)
SAMMENHÆNG
Valgfagene kan vælges blandt uddannelsens egne eller bredt blandt øvrige uddannelser på det Tekniske Fakultet og er med til at give den studerende mulighed for faglig specialisering eksempelvis i relation til det tværfaglige projekt.
Experts in Team Innovation er en tværfaglig platform, hvor de studerende sammensættes på tværs af uddannelser inden for det tekniske fagområde, men også gerne på tværs til andre fakulteter. De studerende arbejder i projektet med egne fagligheder i dybden samt arbejder på det overordnede tema, som er fastlagt for hele gruppen. De studerende koordinerer i processen med resten af gruppen således, at snitfladerne eksplicit behandles (i fællesskab), og relaterede problemer løses.


UDLANDSOPHOLD/IaH
Studerende opfordres til at afvikle 5. semester på et udenlandsk universitet. Alternativt kan studerende følge et IaH-forløb på SDU.


Semesterbeskrivelse for 6. semester

SEMESTERINDHOLD
6. semester udgøres af ingeniørpraktikken. Praktikken er med til at karakterisere diplomingeniøruddannelsen som professionsrettet og praksisnær og udgør derfor en central del af uddannelsens indhold.

I semestret fokuseres på praktisk anvendelse af de under studiet erhvervede kompetencer, en udvidelse af den studerendes virksomhedsforståelse og på at skabe sammenhæng mellem teori, praksis og erfaring.

Den praktiske afvikling af praktikken er beskrevet i Fakultetets praktikkoncept, som findes på Fakultetets hjemmeside.

VÆRDIARGUMENTATION
De studerendes kompetencer udvikles ved at deltage i virksomhedens daglige drift og projekter. Derved trænes den praktiske anvendelse af den indlærte teori og projektarbejdsform. Den studerende får erfaring i at kommunikere med virksomheder og muligheden for at opbygge et personligt netværk som senere kan bruges ved udarbejdelse af afgangsprojekt og jobsøgning.

KOMPETENCEMÅL
At uddybe den studerendes virksomhedsforståelse, udvikle den studerendes kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevner og give den studerende flere af følgende kompetencer:

Den studerende:

Færdigheder:
  • Har erfaring i at kommunikere med en virksomhed
  • Kan forklare en virksomheds organisatoriske, økonomiske, sociale og arbejdsmæssige forhold
  • Kan beskrive en virksomheds sociale og administrative miljø, herunder kommunikationen og samarbejdet mellem medarbejdere på flere niveauer samt regler og administrative rutiner

Kompetencer:
  • Har erfaring med at relatere uddannelsens teoretiske kerneområder til praktisk gennemførlige projekter
  • Kan strukturere ny viden i forbindelse med gennemførelsen af projekter
  • Kan formidle og forklare arbejdsresultater i såvel mundtlig som skriftlig form i forskellige foraer bestående af modtagere med forskelligt arbejde, uddannelse og baggrund

MODULER
Semestret indeholder: 
  • D-IPK1 – Ingeniørpraktik (30 ECTS)
Modulet er obligatorisk.

SAMMENHÆNG
6. semester udgøres af ingeniørpraktikken. Praktikken er med til at karakterisere diplomingeniøruddannelsen som professionsrettet og praksisnær og udgør derfor en central del af uddannelsens indhold.
I semestret fokuseres på praktisk anvendelse af de under studiet erhvervede kompetencer, en udvidelse af den studerendes virksomhedsforståelse og på at skabe sammenhæng mellem teori, praksis og erfaring.


Semesterbeskrivelse for 7. semester

SEMESTERINDHOLD
På uddannelsens 7. semester skal den studerende udarbejde sit afgangsprojekt (professionsbachelorprojekt). Afgangsprojektet udarbejdes i samarbejde med en virksomhed og skal give den studerende mulighed for at demonstrere en selvstændig, eksperimentel eller teoretisk behandling af en praktisk problemstilling i tilknytning til uddannelsens centrale emner. 

VÆRDIARGUMENTATION
Gennem udarbejdelse af et større projekt med støtte fra såvel en intern vejleder som en ekstern virksomhedsvejleder får den studerende mulighed for at opnå viden om og erfaring med professionel problemløsning.

KOMPETENCEMÅL
Gennem arbejdet med afgangsprojektet udbygger den studerende sin viden og kritiske forståelse af ingeniørfagets teorier og principper og styrker sine færdigheder i professionel og innovativ problemløsning i forhold til en kompleks ingeniørfaglig problemstilling. Udarbejdelsen af afgangsprojektet styrker endvidere den studerendes kompetence til at forvalte et komplekst, fagligt projekt.

Den studerende kan:

Færdigheder:
  • Anvende et bredt sæt af løsningsstrategier
  • Argumentere for og afgrænse et problem
  • Strukturere sin tid og sine ressourcer

Kompetencer:
  • Foretage en kompleks problemanalyse
  • Anvende sine erfaringer fra praktikken i problemløsningen
  • Relatere teori og praksis i udarbejdelse af en løsning af et konkret problem
  • Argumentere for den opnåede viden og resultater
  • Argumentere, teoretisere og reflektere over såvel arbejdsprocessen som løsningen

MODULER
Semestret indeholder: 
  • D-PRO6 – Afgangsprojekt (30 ECTS)
Modulet er obligatorisk.

§ 3.1.1 - Sammenhæng mellem adgangskrav og uddannelsens første år

For at lette overgangen til den mere selvstændigt styrede studieform på universitetet understøttes den studerendes indlæring og udvikling på uddannelsens første semestre af intensiv vejledning fra undervisere i form af opgaveløsning i hold under vejledning samt via gruppebaseret vedledning undervejs.

For at sikre den faglige sammenhæng fra adgangsgrundlaget er uddannelsen tilrettelagt således, at de faglige søjler starter, hvor adgangsniveauet slutter. Som eksempel på dette kan nævnes fagelementet D-TED1, der bl.a. indeholder statik og styrkelære, der bygger på den studerendes niveau i matematik og fysik og sætter eksisterende viden ind i en ingeniørmæssig relevant kontekst. 

Sammen med de øvrige fagelementer på første semester og det tilhørende semesterprojekt bliver den studerendes gymnasiale og praktiske kompetencer brugt som grundlag for det videre studium. 

§ 4 - Fagbeskrivelser

§ 4 - Obligatoriske kurser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

Diplomingeniør i Integreret Design optag 2021

Fagbeskrivelser i studieordningen 

Værkstedskursus/IT-Grafiske formidlingsværktøjer

Integreret produktudvikling 1

Integreret produktudvikling 2

Teknisk design 2

Integreret produktudvikling 4

Integreret produktudvikling 3

Teknisk design 1

Teknisk Design 3

Teknisk design 4

Afgangsprojekt

Experts in Team Innovation

Ingeniørpraktik

Studiestartsprøve (BEng ID)

Dreje og fræsekursus

§ 5 - Bestemmelser om prøver

§ 5.1 - Uddannelsens beståelseskrav

5.1.1 Ved bedømmelse af en eksamen gives karakter efter 7-trins-skalaen. Der kan ligeledes gives bedømmelsen ’bestået’ eller ’ikke-bestået’ eller ’godkendt’ eller ’ikke-godkendt’. Afgangsprojektet bedømmes altid med karakter efter 7-trins-skalaen. 

5.1.2 En eksamen eller et undervisningsforløb er bestået, når karakteren 02 eller derover er opnået, eller der er opnået bedømmelsen ’bestået’ eller ’godkendt’. 

5.1.3 Bedømmelsesformene ’bestået’ eller ’ikke-bestået’ og ’godkendt’ eller ’ikke-godkendt’ må højst dække 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point. Dette gælder dog ikke for meritoverførte eksamener. 

5.1.4 Når en studieaktivitets bedømmelsesgrundlag er 'deltagelse i undervisningen', foretages denne bedømmelse af underviser på baggrund af kriterier, som oplyses ved undervisningsforløbets begyndelse. Betingelsen for at opnå bedømmelsen ’bestået’ er, at den studerende har nået de for forløbet fastsatte mål i sådan en grad, at der ved en eksamen ville kunne gives bedømmelsen 'bestået' eller som minimum karakteren 02. 

5.1.5 Godkendelsesgrundlaget ved deltagelse kan være et eller flere af følgende:

  • tilstedeværelse i undervisningen og ved øvelser
  • udførte laboratoriearbejder, porteføljer, rapporter og opgavebesvarelser samt andre praktiske eller teoretiske arbejder
  • deltagelse i vejledende intern eksamen
  • deltagelse i seminarer

5.1.6 Meddelelse til den studerende om, hvorvidt undervisningsforløbet er ’bestået’ eller ’ikke-bestået’ skal gives inden semestrets afslutning.

5.1.7 Uddannelsen er fuldført, når den studerende har opnået

  • Karakteren 02 eller derover i alle eksamener, som bedømmes efter 7-trinsskalaen
  • Bedømmelsen 'bestået' i alle eksamener, som bedømmes 'bestået’ eller ’ikke-bestået'
  • Bedømmelsen 'godkendt' i alle prøver, som bedømmes 'godkendt’ eller ’ikke-godkendt'.
  • Godkendelse af evt. værkstedskurser
  • Godkendelse af ingeniørpraktik

§ 5.2 - Særlige eksamener

5.2.0 Eksamen i udlandet

5.2.0.1 Studienævnet kan bevilge dispensation til afholdelse af eksamener på en dansk repræsentation eller andre steder i udlandet, når det er begrundet i usædvanlige forhold, som forhindrer den studerende i at deltage i eksamen i Danmark. Eksamenen kan afholdes som videokonference eller ved hjælp af andre tekniske foranstaltninger.

5.2.0.2 Den studerende er ansvarlig for det praktiske arrangement af eksamenen.

5.2.0.3 Alle omkostninger ved afholdelse af eksamenen samt ved evt. aflysning af eksamenen grundet sygdom, problemer med opkobling til system eller andre forhold, som SDU ikke kan drages til ansvar for, skal den studerende selv afholde.

§ 5.2.1 - Studiestartsprøven

5.2.1.1 Studerende optaget på en diplomingeniøruddannelse skal deltage i og bestå en studiestartsprøve for at kunne fortsætte på uddannelsen. Studiestartsprøven har til formål at klarlægge, om den studerende reelt er påbegyndt uddannelsen.

5.2.1.2 Den studerende har 2 eksamensforsøg til at bestå studiestartsprøven.

5.2.1.3 Studiestartsprøvens form, indhold og tidsmæssige placering fremgår af fagbeskrivelsen.

5.2.1.4 Studienævnet kan dispensere fra reglerne om studiestartsprøven, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 5.2.2 - Førsteårsprøven

5.2.2.1 Inden udgangen af 1. studieår skal den studerende deltage i de eksamener, der indgår i førsteårsprøven. Førsteårsprøven skal i sin helhed være bestået senest inden udgangen af første studieår, for at den studerende kan fortsætte på uddannelsen. Dette gælder uanset, om den studerende har gennemført 3 eksamensforsøg.

5.2.2.2 Førsteårsprøven på diplomingeniøruddannelserne ved SDU udgøres af fagene på den pågældende uddannelses 1. semester i sin helhed, samt projektfaget på 2. semester. Det nærmere indhold af førsteårsprøven fremgår af studieordningens semesterbeskrivelser og fagbeskrivelserne.

5.2.2.3 Der udbydes en tredje eksamen i 1. semesterfagene i forårssemestret forud for den ordinære eksamen i projektfaget på 2. semester. Studerende, der ikke har bestået fagene på 1. semester i forbindelse med den ordinære eksamen og reeksamen, kan tilmelde sig til de ikke-beståede eksamener fra 1. semester med henblik på at bestå førsteårsprøven.

5.2.2.4 Studienævnet kan dispensere fra reglerne om førsteårsprøven, hvis der foreligger usædvanlige forhold eller den studerende er eliteidrætsudøver, iværksætter eller formand i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd. Det er en forudsætning for at følge fag på diplomingeniøruddannelsens 3. semester, at førsteårsprøven er bestået i sin helhed.

§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne

5.3.1 Ved bedømmelsen af afgangsprojektet og andre større skriftlige eksamener skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne, uanset hvilket sprog eksamenspræstationen er affattet på.

5.3.2 Opgaverne skal være formuleret i et klart og forståeligt sprog. Sprogbehandlingen i ved skriftlig eksamen eller i afgangsprojektet kan påvirke den samlede karakter i op- eller nedadgående retning. Yderligere oplysninger om sprogbehandlingen fremgår af fagbeskrivelserne.

5.3.3 Studienævnet kan bevilge dispensation fra ovennævnte krav til stave- og formuleringsevne for studerende, der kan dokumentere en relevant, specifik funktionsnedsættelse (fx ordblindhed).

§ 5.4 - Interne eller eksterne eksamener

5.4.1 Eksamenerne er enten eksterne eller interne. Eksterne eksamener bedømmes af underviser(e) og af en eller flere censorer udpeget af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Interne eksamener bedømmes af universitetets undervisere.

5.4.2 Mindst 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point dokumenteres ved ekstern censur. Denne del vil dække uddannelsens væsentlige områder, herunder afgangsprojektet. Det gælder dog ikke for meritoverførte eksamener.

§ 5.5 - Undervisnings- og eksamenssprog

5.5.1 Første til andet semester (1.-2. semester): Undervisnings- og eksamenssproget er som udgangspunkt dansk. Eksamen kan aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk.

5.5.2 Tredje til fjerde semester (3-4. semester): Undervisnings- og eksamenssproget er som udgangspunktet dansk. Eksamen kan aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk. Hvis et enkeltfag udbydes på dansk, men har været meddelt på engelsk af en underviser, der taler dansk, aflægges eksamen på den studerendes foretrukne sprog (dansk eller engelsk). Hvis et enkeltfag udbydes på dansk, men har været meddelt på engelsk af en underviser, der ikke taler dansk, aflægges eksamen på engelsk.

5.5.3 Femte til sjette semester (5.-7. semester): Udbuds-, undervisnings- og eksamenssproget for alle fag er som udgangspunkt engelsk. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

Uddannelser der udbydes eller undervises på engelsk

5.5.4 For alle semestre gælder følgende: Eksamen aflægges på engelsk. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

Studienævnet kan i øvrigt, hvor forholdene gør det muligt, tillade studerende, der ønsker det, at aflægge en eksamen på et fremmedsprog. Dette gælder dog ikke eksamener, der forudsætter fremstilling på dansk. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

§ 5.6 - Undervisnings- og eksamensformer

Formål

5.6.1 Formålet med eksamener er at bedømme, om og i hvilken grad den studerendes kvalifikationer er i overensstemmelse med de læringsmål, som er fastsat i uddannelsesbekendtgørelsen, studieordningen og de respektive semesterplaner. Den afsluttende eksamen giver grundlag for udstedelse af eksamensbevis.

Eksamensformer

5.6.2 Uddannelsen indeholder en variation af eksamensformer, der afspejler undervisningens indhold og arbejdsformer. Eksamensformerne skal tilgodese det enkelte fags/fagelements formål og kan være fx

  • mundtlige, skriftlige og praktiske eksamener, projektorienterede forløb samt kombinationer af de forskellige eksamensformer.

5.6.3 Evt. krav om deltagelse i undervisningen eller krav om aflevering af skriftlige opgavebesvarelser m.v. i løbet af undervisningen som forudsætning for, at den studerende kan aflægge eksamen i faget/fagelementet, fremgår af den pågældende fagbeskrivelse.

5.6.4 Alle skriftlige stedprøver afvikles på computer, medmindre andet er angivet i fagbeskrivelserne, i henhold til SDUs regelsæt for skriftlige stedprøver.

Bedømmelse af gruppearbejde

5.6.5 Projekter udføres normalt af grupper af studerende. Grupperne består som udgangspunkt af 6 studerende. Uddannelseslederen kan dog på baggrund af en individuel, faglig vurdering tillade, at der deltager færre, eller flere studerende i en gruppe. Disse regler gælder ikke for afgangsprojektet. 

Lyd- og billedoptagelser

5.6.6 Lyd- og billedoptagelser under en eksamen er ikke tilladt, medmindre optagelserne indgår som en del af eksamensforløbet. Optagelserne foretages da af universitetet.

Brug af hjælpemidler

5.6.7 Brug af hjælpemidler ved eksamener fremgår af de enkelte fagbeskrivelser og/eller semesterplaner.

§ 5.7 - Uregelmæssigheder i forbindelse med eksamener

Disciplinære foranstaltninger

5.7.1 Der træffes disciplinære foranstaltninger over for en studerende, der

  • uretmæssigt skaffer sig eller giver en anden studerende hjælp til besvarelse af en skriftlig opgave eller
  • medbringer ikke-tilladte hjælpemidler til en prøve eller
  • udgiver en andens arbejde for sit eget eller
  • anvender eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning eller
  • ellers gør sig skyldig i eksamenssnyd

jf. Regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende ved SDU.

5.7.2 Der kan ligeledes træffes disciplinære foranstaltninger over for en studerende, der udviser forstyrrende adfærd ved eksamen.

Fejl og mangler ved en prøve

5.7.3 Opdager en studerende fejl og/eller mangler ved en prøve, skal vedkommende kontakte bedømmerne (ved mundtlig eksamen) eller eksamenstilsynet (ved skriftlige eksamen).

5.7.4 Ved fejl og mangler af særlig alvorlig karakter, eller hvor det må anses for den mest korrekte måde at afhjælpe fejlen eller manglen på, kan universitetet annullere prøven og foranstalte en ekstraordinær prøve. Omprøve, der skyldes annullering af den oprindelige prøve, kan resultere i en lavere karakter.

5.7.5 Ved andre fejl og mangler kan universitetet give tilbud om en ekstraordinær prøve. Tilbuddet kan gives til alle studerende, hvis prøve lider af den pågældende fejl eller mangel. En studerende, der har deltaget i den ekstraordinære prøve, kan vælge at beholde den oprindeligt givne bedømmelse.

§ 5.8 - Særlige vilkår

5.8.1 Studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, et andet modersmål end dansk (kun ved uddannelser udbudt på dansk) eller andre tilsvarende vanskeligheder kan søge Studienævnet om særlige eksamensvilkår. Studienævnet bevilger dette, når det vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille den studerende med andre i eksamenssituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af det faglige niveau ved eksamen. 

5.8.2 Ansøgningsfristen for særlige eksamensvilkår er hhv. den 1. oktober for vintereksamensperioden og den 1. marts for sommereksamensperioden. Ved kroniske funktionsnedsættelser kan Studienævnet godkende særlige eksamensvilkår for resten af diplomingeniøruddannelsen.

5.8.3 Eksamensbeviset vil ikke indeholde oplysninger om særlige eksamensvilkår.

§ 5.9 - Individuelle eksamener og gruppeeksamener

5.9.1 Ordinær eksamen afholdes i umiddelbar forlængelse af det undervisningsforløb, der skal lede frem til eksamenen.

5.9.2 Den studerende skal kunne deltage i eksamen i hele eksamensperioden, dog ikke i juli måned. Dette gælder også i situationer, hvor en planlagt eksamen bliver flyttet pga. force majeure.

§ 5.10 - Reeksamener

5.10.1 Studerende, der ikke har bestået den ordinære eksamen samt studerende der har været tilmeldt undervisning i det semester, hvor den ordinære eksamen finder sted, men ikke har deltaget i den ordinære eksamen, kan tilmelde sig reeksamen. 

5.10.2 Reeksamen afholdes i samme eksamenstermin som den ordinære eksamen. Eksamensterminen for efterårssemestret er den 2. januar – den 28./29. februar og for forårssemestret den 1. juni – den 31. august. I visse tilfælde kan nogle eksamener afholdes i hhv. december og maj måned. Der afholdes ikke eksamen i juli måned, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende. 

5.10.3 Den studerende skal tilmelde sig reeksamen via Studenterselvbetjeningen, https://sso.sdu.dk i følgende periode:

  • den 1.- 20. januar for reeksamen i vintereksamensperioden (=februar)
  • den 1.- 20. juni for reeksamen i sommereksamensperioden (=august)

5.10.4 Den studerende kan ikke framelde reeksamen, og der er brugt et eksamensforsøg, hvis den studerende ikke deltager i eksamen, medmindre Studienævnet dispenserer fra denne regel.

5.10.5 Reeksamen kan have en anden eksamens- eller bedømmelsesform end den ordinære eksamen. Evt. ændring i eksamens- eller bedømmelsesformen meddeles de studerende inden eksamens afholdelse. Eksamensformen for afgangsprojektet kan dog ikke ændres.

Konsekvenserne af, at en eksamen ikke er bestået ved 2. eksamensforsøg

5.10.6 En studerende, der ikke har deltaget i eller bestået den ordinære eksamen og den dertilhørende reeksamen, kan tilmelde sig til faget, når det næste gang udbydes ordinært. Den studerende skal overholde tilmeldingsperioden.

5.10.7 Har den studerende ikke bestået en eksamen ved sit 2. eksamensforsøg i fag udbudt af Det Tekniske Fakultet, skal vedkommende deltage i undervisningen og genaflevere alle opgaver forud for næstkommende ordinære eksamen (3. eksamensforsøg), medmindre faget ikke længere udbydes. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

§ 5.11 - Eksamensforsøg

5.11.1 En bestået eksamen kan ikke tages om.

5.11.2 En studerende har 3 forsøg til at bestå en eksamen. Studienævnet kan tillade yderligere eksamensforsøg, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold. I vurderingen af om der foreligger usædvanlige forhold kan spørgsmålet om studieegnethed ikke indgå. Førsteårsprøven og studiestartsprøven udgør en undtagelse fra denne regel.

5.11.3 En studerende, der anden gang skal have sin undervisningsdeltagelse bedømt, kan forlange at aflægge en eksamen i stedet. Undervisningsdeltagelse, hvortil der knytter sig praktiske øvelser, kan dog ikke erstattes af en eksamen. Derudover gælder denne regel ikke for studiestartsprøven.

§ 5.12 - Forudsætninger for deltagelse i eksamener

Manglende opfyldelse af eksamensbetingelser

5.12.1 Opfylder den studerende ikke eksamensbetingelserne, er der brugt et eksamensforsøg medmindre Studienævnet dispenserer fra denne regel på grund af usædvanlige forhold.

Udeblivelse fra eksamensaktiviteter

5.12.2 Udebliver en studerende fra eksamenen, er der brugt et eksamensforsøg. Hvis et fag bliver bedømt med en samlet karakter / på baggrund af en helhedsvurdering af flere eksamensaktiviteter, medfører udeblivelse fra én eksamensaktivitet, at den studerende registreres som "udeblevet" fra hele eksamen. Studienævnet kan dispensere fra denne regel, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

Særligt vedr. gruppearbejde

5.12.3 Gruppearbejdet fordrer den studerendes aktive deltagelse. Derfor udføres arbejdet under vejlederens tilsyn. Lever en studerende ikke op til kravet om aktiv deltagelse, kan den pågældende uddannelseskoordinator, efter vejlederens eller uddannelseslederens indstilling herom, beslutte, at den studerende bliver ekskluderet fra gruppen. De kriterier, der lægges til grund for vurderingen af, om gruppearbejdet er sket tilfredsstillende, fastsættes for det pågældende projekt ved vejledningens begyndelse. 

§ 5.13 - Digitale eksamener og hjælpemidler

5.13.1 Gruppeeksamen tilrettelægges som individuel eksamen eller som gruppeeksamen. 

5.13.2 Grundlaget for bedømmelse er altid individuelt, og der gives individuelle karakterer. 

5.13.3 Det fremgår af fagbeskrivelsen, hvor mange studerende der højst kan deltage i den enkelte gruppeeksamen. Der kan ikke vælges en individuel eksamen i stedet for gruppeeksamen, bortset i forbindelse med afgangsprojekt.

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Startmerit

6.1.1 Den studerende skal søge om merit for beståede uddannelseselementer fra alle tidligere uddannelsesforløb på samme uddannelsesniveau umiddelbart efter indskrivningen på den pågældende uddannelse ved Det Tekniske Fakultet. 

§ 6.2 - Forhåndsmerit

6.2.1 Studerende, der som en del af uddannelsen ønsker at gennemføre uddannelseselementer ved en anden uddannelse eller en anden videregående uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet, skal ansøge Studienævnet om forhåndsmerit for de planlagte uddannelseselementer.

6.2.2 Studerende, der ønsker at tage på udlandsophold af mindst et semesters varighed, skal have bestået fag svarende til mindst 90 ECTS-point på den pågældende bacheloruddannelse. Derudover må udlandsophold ikke lede til en studietidsforlængelse.

6.2.3 Forhåndsmerit for fag, som udbydes i efterårssemestret, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i august. Modsvarende skal forhåndsmerit for fag, som udbydes i forårssemestret, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i januar.

6.2.4 Forhåndsmerit for fag, som udbydes i efterårssemestret, og som skal erstatte konstituerende fag i den studerendes studieordning, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i april. Modsvarende skal forhåndsmerit for fag, som udbydes i forårssemestret, og som skal erstatte konstituerende fag i den studerendes studieordning, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i november.

6.2.5 Godkendelsen af forhåndsmerit forpligter en studerende til at fremsende dokumentation for beståede studieaktiviteter til SDU.

6.2.6 Den studerende skal søge om forhåndsmerit på ny, hvis den studerende ikke kan følge en eller flere af de forhåndsmeriterede uddannelsesaktiviteter.

§ 6.3 - Merit

6.3.1 Studienævnet kan efter faglig vurdering bevilge meritoverførsel for fag gennemført ved en anden videregående uddannelse i Danmark eller i udlandet.

6.3.2 Mulighederne for merit vil altid afhænge af Studienævnets vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

6.3.3 Fagelementer, hvor der er indholdsmæssigt sammenfald med konstituerende fagelementer på det pågældende studium, eller hvor der er indholdsmæssigt sammenfald mellem allerede beståede fagelementer, kan ikke godkendes som valgfag eller meritoverføres på uddannelsen. Valgfag omfatter alle fagelementer, der er godkendt af Studienævnet, og som ikke er obligatoriske på det studie, hvor den studerende er indskrevet.

6.3.4 Merit bevilges kun mod fremvisning af et officielt, stemplet og underskrevet karakterbevis over de beståede studieaktiviteter.

6.3.5 Meritoverførsel med karakter sker kun i tilfælde, hvor karakteren er givet i henhold til 7-trinsskalaen og er er ækvivalens mellem den beståede studieaktivitet og den studieaktivitet, der skal erstattes. Ækvivalensen skal gælde både for det faglige indhold og omfanget målt i ECTS-point.

§ 6.4 - Fritagelser

6.4.1 Værkstedskurserne

6.4.1.1 Hvis der er værkstedskurser på diplomingeniøruddannelsen, kan den enkelte uddannelse bestemme, at studerende med en afsluttet erhvervsuddannelse, der er relevant for det pågældende optagelsesområde, samt studerende der er optaget på ingeniøruddannelsen på grundlag af htx med teknikfag, der er relevante for det pågældende optagelsesområde, får deres praktiske erfaringer meritoverført til værkstedspraktikken og således ikke skal deltage i værkstedspraktikken. Disse studerende informeres skriftligt herom fra SDU. Andre studerende, som måtte ønske fritagelse henvises til den pågældende uddannelsesleder.

6.4.2 Ingeniørpraktik

6.4.2.1 Ingeniørpraktikken udgør en integreret del af diplomingeniøruddannelsen, og derfor gives der under normale omstændigheder ikke fritagelse for deltagelse heri. Skulle helt særlige forhold gøre sig gældende, kan en ansøgning om fritagelse for deltagelse i ingeniørpraktikken stiles til Studienævnet, som efter en individuel vurdering vil træffe den endelige afgørelse. 

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og eksamener

Tilmelding

7.1.1 Tilmelding til undervisning og eksamener sker i overensstemmelse med SDUs regler for tilmelding til fag og eksamen.

7.1.2 Det er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og eksamen på de enkelte semestre, at den studerende tilmelder sig til semestrets aktiviteter rettidigt.

7.1.2.1 Optagelse på uddannelsen medfører samtidigt tilmelding til 1. og 2. semesters undervisning og ordinære eksamener. Tilmelding til undervisning og ordinære eksamener på de øvrige semestre foregår elektronisk på SDU-Studenterselvbetjeningen, https://sso.sdu.dk.

7.1.2.2 Tilmeldingsperioderne er hhv. den 20.-30. maj for tilmeldingen til undervisningen i efterårssemestret og den 20.-30. november for tilmelding til undervisningen i forårssemestret. Tilmeldingsperioderne offentliggøres som opslag på hjemmesiden samt pr. mail til de studerendes SDU-mailadresser. Det er den studerendes ansvar at holde sig orienteret om fristen for tilmelding.

7.1.3 Tilmelding til et fag eller valgfag medfører automatisk tilmelding til undervisning og en tilhørende ordinære eksamen. Tilmeldingen til såvel obligatoriske fag som valgfag er bindende. Studienævnet kan dispensere fra denne regel, hvis usædvanlige forhold gør sig gældende. Det er dog muligt at skifte valgfag, jf. 7.1.4

7.1.3.1 Hvis den studerende tilmelder sig til fag ud over 30 ECTS-point pr. semester, er også denne tilmelding bindende, og vil som udgangspunkt medføre, at fag ikke kan afmeldes.

7.1.4 Studerende kan skifte et valgfag, vedkommende ikke har aflagt eksamensforsøg i, ud med et andet valgfag inden for de første tre uger fra semesterstart. Denne mulighed gælder dog ikke sommerskolefag. 

7.1.5 Den studerende skal senest tilmelde sig til undervisning og eksamenerne i et fag, når faget sidste gang udbydes.

7.1.6 Det er den studerendes ansvar at kontrollere sine tilmeldinger ved semesterstart.

7.1.7 Studerende kan ikke tilmelde sig til fag ud over uddannelsens ramme, medmindre den pågældende studerende er optaget på et af SDUs talentprogrammer, jf. Talentbekendtgørelsen. I så fald kan uddannelsens ramme kun overskrides med de studieaktiviteter, der indgår i talentprogrammet. 

Framelding

7.1.8 Framelding fra eksamen kan ikke finde sted, og der er brugt et eksamensforsøg hvis den studerende ikke deltager i eksamenen, medmindre Studienævnet bevilger dispensation til framelding af et eller flere fag. En dispensation forudsætter, at der foreligger usædvanlige forhold. Den studerende skal søge om framelding, før vedkommende aflægger et eksamensforsøg i det pågældende fag. 

§ 7.2 - Tilladelse til at følge fag på kandidatniveau


§ 7.3 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet (Maksimal studietid)

Maksimal studietid

7.3.1 Diplomingeniøruddannelsen skal senest være afsluttet 4½ år efter studiestart, jf. SDUs regler for seneste afslutning af bachelor-, professionsbachelor- og kandidatuddannelser. Bevilget orlov medregnes ikke i denne tid.

7.3.2 Studienævnet kan dispensere fra reglen om maksimal studietid, hvis der foreligger usædvanlige forhold eller den studerende er eliteidrætsudøver, iværksætter eller formand i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd.

§ 7.4 - Krav om studieaktivitet

Minimumsbeståkrav

7.4.1 Den studerende skal bestå mindst én ECTS-udløsende eksamen i løbet af en sammenhængende periode på et år. Hvis kravet ikke opfyldes, vil den studerende blive udmeldt af sin uddannelse.

7.4.1.1 Studienævnet kan dispensere fra minimumsbeståkravet, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 7.5 - Afgangsprojekt

7.5.1 Afgangsprojektet er normalt placeret på uddannelsens 7. semester. Afgangsprojektet skal indeholde en selvstændig, eksperimentel eller teoretisk behandling af en praktisk problemstilling i tilknytning til uddannelsens centrale emner. 

7.5.2 Projektet udføres normalt af to studerende i fællesskab. Den pågældende uddannelsesleder kan tillade, at afgangsprojektet udarbejdes af en studerende alene eller af maksimalt tre studerende i fællesskab.

7.5.3 Afgangsprojektet afslutter uddannelsen. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

7.5.4 Valg af emne til afgangsprojektet skal senest have fundet sted, når 7. semester påbegyndes. 

7.5.5 Afgangsprojektet udarbejdes hen over et semester. Startdatoen og afleveringsfristen for afgangsprojektet er hhv. den første hverdag i september og januar i efterårssemestret, og den første hverdag i hhv. februar og juni måned i forårssemestret. Studienævnet kan dispensere fra de fastlagte frister, hvis usædvanlige forhold gør sig gældende. 

7.5.6 Projektkontrakten godkendes af vejleder og pågældende uddannelsesleder. En kontrakt, der er godkendt af vejleder og uddannelsesleder kan efter startdatoen kun ændres ved en dispensation bevilget af Studienævnet. Titelændringer, der ikke medfører udsættelse af afleveringsfristen, godkendes af vejleder.

7.5.7 Afleveringsfristen i afgangsprojektkontrakten er bindende og en overskridelse vil betyde, at projektet betragtes som ikke bestået, og den studerende må tilmelde sig til undervisning i det efterfølgende semester, indgå en ny afgangsprojektkontrakt og udarbejde et nyt afgangsprojekt. Et nyt projekt defineres som en ny projektbeskrivelse med ny titel. Studienævnet kan dispensere fra denne regel, hvis usædvanlige forhold gør sig gældende.  

7.5.8 Afgangsprojekt skal forsynes med et resumé på et fremmedsprog. Det er fastsat i fagbeskrivelsen, hvilket sprog resuméet skal affattes på. Hvis afgangsprojektet er skrevet på et fremmedsprog, bortset fra norsk og svensk, kan resuméet skrives på dansk. Resuméet indgår i bedømmelsen af afgangsprojektet.

§ 7.6 - Skift mellem linjer/profiler

Hvis der er profiler på diplomingeniøruddannelsen, kan Studienævnet bevilge dispensation til profil- eller specialiseringsskift. Evt. profil- eller specialiseringsskift må ikke lede til en forlængelse af den samlede studietid.

§ 7.7 - Individuelle studieaktiviteter

Individuelle studieaktiviteter

7.7.1 En studerende kan efter aftale med en vejleder søge Studienævnet om en individuel studieaktivitet.

7.7.2 Individuelle studieaktiviteter skal indeholde en beskrivelse af læringsudbytte i form af viden, færdigheder og kompetencer, samt bedømmelsesform.

7.7.3 En individuel studieaktivitet må ikke bruges til at reducere bredden i uddannelsen, og den må ikke overlappe afgangsprojektet indholdsmæssigt.

7.7.4 En individuel studieaktivitet må som udgangspunkt højst have et omfang på 5 ECTS-point. Studienævnet kan i særlige situationer afvige fra dette.

7.7.5 Individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i efterårssemestret og som ikke indgår i studieordningen, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i august. Tilsvarende skal individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i forårssemestret, og som ikke indgår i den studerendes studieordning, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i januar.

7.7.6 Individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i efterårssemestret og som ikke indgår i studieordningen, og som skal erstatte et konstituerende fag i den studerendes studieordning, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i april. Tilsvarende skal individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i forårssemestret og som ikke indgår i den studerendes studieordning, og som skal erstatte et konstituerende fag i den studerendes studieordning, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i november. Som udgangspunkt kan individuelle studieaktiviteter kun erstatte konstituerende (obligatoriske) fag i situationer, hvor det konstituerende (obligatoriske) fag ikke længere udbydes, den studerende ikke har aflagt eksamensforsøg i pågældende fag, og det ikke er muligt at følge et modsvarende fag (forhåndsmerit).

§ 7.8 - Deltagerbegrænsning

7.8.1 Universitetet kan fastsætte begrænsninger for valg af fag og for valg af emner til projektarbejderne. Universitetet anvender faglige kriterier som udvælgelseskriterier, hvis der er et begrænset antal pladser til at følge et fag. Hvis det ikke er muligt at fastsætte faglige kriterier, kan universitetet anvende lodtrækning som udvælgelseskriterium.

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

8.1.1 Studienævnet kan, når det er begrundet i usædvanlige forhold, dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet. I visse tilfælde kan Studienævnet dispensere studerende, der er eliteidrætsudøvere, iværksættere eller formænd i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd, fra reglerne i studieordningen og/eller SDUs regler. Studienævnet må i alle vurderinger af dispensationer, undtaget dispensation for ekstra eksamensforsøg, inddrage studieegnethed.

8.1.2 Eventuelle ansøgninger om dispensation fra reglerne i studieordningen skal være skriftlige, begrundende og vedlagt relevant dokumentation. Den studerende skal afholde evt. udgifter i forbindelse med fremskaffelse af dokumentation. Information om ansøgningsfrister findes her

§ 8.2 - Klage over eksamener

8.2.1 Den studerende kan klage over eksamen eller anden bedømmelse, der indgår i eksamen. Klagen kan vedrøre

  • retlige spørgsmål (dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret og almindelige forvaltningsretlige principper);
  • eksaminationsgrundlag;
  • eksaminationsforløb; og/eller
  • bedømmelse

Klagen skal indgives af den studerende til universitetet senest 14 dage efter at resultatet af eksamen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Klagen sendes til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk). 

8.2.2 Universitetet afgør klagen på grundlag af bedømmernes faglige udtalelse og klagerens kommentarer til udtalelsen. Afgørelsen kan gå ud på tilbud om ombedømmelse, tilbud om reeksamen eller at klageren ikke får medhold i klagen. Ombedømmelse og reeksamen kan resultere i lavere karakter. Der kan ikke klages over eksaminationsgrundlag, eksamensforløb eller bedømmelse i forbindelse med studiestartsprøven.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

Klager over retlige forhold

8.3.1 Den studerende kan klage over retlige forhold (dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret og almindelige forvaltningsretlige principper) i forbindelse med universitetets afgørelse, herunder afgørelser truffet af Studienævnet. Klager vedrørende retlige forhold kan indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. 

8.3.2 Klagen skal indgives til universitetet senest 14 dage efter at den studerende er blevet gjort bekendt med den afgørelse, der klages over. Klagen skal være skriftlig. Klagen sendes til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk).

Klager over merit og forhåndsmerit

8.3.3 Klager over afslag eller delvis afslag over

  • forhåndsmerit; og 
  • merit for beståede danske eller udenlandske uddannelseselementer

kan indbringes for Kvalifikationsnævnet, når klagen vedrører faglige spørgsmål, efter reglerne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Klagen skal indgives til universitetet senest 4 uger efter, at den studerende er blevet gjort bekendt med den afgørelse, der klages over. Klagen skal være skriftlig. Klagen sendes til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk).

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9 - Overgangsordninger

9.0.1 Studerende genoptaget og/eller genindskrevet den 1. september 2021 kan ikke få merit for studiestartsprøven på tidligere studieordninger. Med andre ord skal disse studerende bestå studiestartsprøven i september 2021 for at kunne fortsætte på uddannelsen. 

9.0.2. Studerende optaget før den 1. september 2016 er omfattet af reglerne for maksimal studietid gældende for disse studerende pr. den 1. september 2015. Mao. skal disse studerende have afsluttet deres diplomingeniøruddannelse inden for 7 år efter studiestart, svarende til dobbelt normeret studietid.

9.0.3 Studiespecifik overgangsordning 

Ved ikrafttrædelse af denne studieordning udfases tidligere studieordninger, og prøver og undervisning i de berørte fag gennemføres sidste gang i takt med udfasningen. For detaljer henvises til den enkelte fagbeskrivelse. 

Studerende på tidligere studieordninger vil fortsat være indskrevet på den gamle studieordning, og vil således ikke blive påvirket af en ny studieordning, medmindre de kommer bagud eller af anden grund søger om overflytning til denne studieordning.

Studerende på tidligere studieordninger, som ikke følger det normerede studieforløb, vil ikke blive tilbudt særlig undervisning. Studerende der mangler fag, der ikke længere udbydes, skal således erstatte disse fag med fag fra den nye studieordning. Alternativt kan studerende søge studienævnet om overflytning til en nyere studieordning. 

Orlov og genindskrivning

Ved genindskrivning på uddannelsen bestemmer uddannelsen, om den studerende bliver overflyttet på denne studieordning, eller om vedkommende kan fortsætte på den oprindelige studieordning. Efter endt orlov vil den studerende blive indskrevet på sin oprindelige studieordning, med mindre den studerende søger om overflytning. 

Merit

Der er ikke grundlag for merit fra tidligere studieordninger.

§ 9.1 - Studienævn

Studienævnet for uddannelserne ved Det Tekniske Fakultet

§ 9.2 - Censorkorps

Ingeniøruddannelsernes landsdækkende censorkorps

§ 9.3 - Ikrafttrædelsesdato

01-09-2021

§ 9.4 - Dato for godkendelse i studienævnet

13-09-2021

§ 9.5 - Dato for Dekanens godkendelse

13-09-2021