translation.lazy-loading-fagbesks
0 /
translation.lazy-loading-profiler
0 /

Studieordning for Diplomingeniør i produktion

Studienævnet for uddannelserne ved Det Tekniske Fakultet
Uddannelsestitler:
  • Diplomingeniør i produktion
  • Bachelor of Engineering in Manufacturing Engineering and Management
ECTS-point: 210
Byer: Odense
Terminer: Efterårx
Ikrafttrædelsesdato: 01-09-2021
Gældende for studerende optaget pr.: 01-09-2019

Version: Arkiv

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Uddannelsestitler

Diplomingeniør i produktion (Professionsbachelor)

ECTS-point

210

Sprog

Dansk

Byer

Odense

Niveau

Diplomingeniør

§ 1.2 - Gældende for studerende optaget pr.

01-09-2019

§ 1.3 - Uddannelsens formål, herunder evt. faglig profil og specialiseringer

Diplomingeniøruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til nationalt og internationalt at varetage erhvervsfunktioner, hvor han/hun skal: 

  • omsætte tekniske forskningsresultater samt naturvidenskabelig og teknisk viden til praktisk anvendelse ved udviklingsopgaver og ved løsning af tekniske problemer. 
  • kritisk tilegne sig ny viden inden for relevante ingeniørmæssige områder.
  • selvstændigt løse forekommende ingeniørmæssige arbejdsopgaver.
  • planlægge, realisere og styre tekniske og teknologiske anlæg og herunder være i stand til at inddrage samfundsmæssige, økonomiske, miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser i løsningen af tekniske problemer.
  • indgå i samarbejds- og ledelsesmæssige funktioner og sammenhænge på et kvalificeret niveau sammen med mennesker, der har forskellig uddannelsesmæssig, sproglig og kulturel baggrund.

Uddannelsen skal herudover kvalificere de studerende til at deltage i videre uddannelse.

Diplomingeniøruddannelsen er normeret til 3½ årsværk. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 ECTS-point. Uddannelsens længde svarer således til 210 ECTS-point. Herudover gennemføres værkstedspraktik. 

Diplomingeniøruddannelsen indeholder

  • obligatoriske fagelementer
  • tilvalgsfag
  • værkstedspraktik
  • ingeniørpraktik
  • bachelorprojekt (fremover benævnt afgangsprojekt).

§ 1.4 - Didaktisk og pædagogisk grundlag

Den Syddanske Model for Ingeniøruddannelser

Diplomingeniøruddannelsen er en professions- og udviklingsbaseret videregående uddannelse, der kvalificerer den studerende til at udøve erhvervsfunktioner og fungere selvstændigt inden for det ingeniørfaglige område. Formålet med uddannelsen er desuden at kvalificere den studerende til videreuddannelse

Alle uddannelser på SDU er tilrettelagt i overensstemmelse med universitetets bærende principper for uddannelse. For diplom- og civilingeniøruddannelserne er principperne udmøntet i uddannelseskonceptet 'Den Syddanske Model for Ingeniøruddannelser', fremover benævnt DSMI.  

Ved at udbyde og gennemføre ingeniøruddannelser på basis af DSMI sikrer universitetet at de nyuddannede ingeniører fra universitetet er i besiddelse af en høj professionel standard baseret på beherskelse af en række centrale kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet såvel som inden for forskningsverdenen.

Nedenfor er hovedpunkterne fra uddannelseskonceptet gengivet - uddannelseskonceptet DSMI i sin fulde længde findes i elektronisk udgave på Det Tekniske Fakultets hjemmeside.

Indhold og kompetencer

Fagligheden står i centrum, og alle ingeniøruddannelser på SDU har derfor rod i forsknings- og udviklingsmiljøer med høj international standard. Der leveres forsknings- og undervisning på alle niveauer af uddannelserne, således at hensynet til både grundforskning og praksisnær anvendt forskning og udvikling i samarbejde med erhvervslivet bliver tilgodeset.

Uddannelserne skal skabe moderne, helstøbte ingeniører. Lærings- og evalueringsmiljøet er derfor baseret på aktiverende undervisning og aktiv læring, der stimulerer de studerende til at tænke og arbejde problemorienteret, projektorienteret og tværfagligt. Der arbejdes både i teams og selvstændigt, og der lægges vægt på innovation og refleksion.

Uddannelserne skal modne de studerende til at kunne løse opgaver i en international kontekst. De studerende færdes gennem hele studiet i et miljø med internationale undervisere og forskere, internationale medstuderende og i løbet af studiet vil de studerende også skulle indgå i projektgrupper på tværs af sproglige og kulturelle forskelle. Rammerne for uddannelserne er tilrettelagt, så det giver gode muligheder for udlandsophold ligesom der vil være krav til de studerende om at gennemføre undervisningsforløb på engelsk, jf. § 3.

For at sikre dimittendernes værdi på arbejdsmarkedet umiddelbart efter endt uddannelse, rummer uddannelserne en høj grad af erhvervsrelevans. Dette sikres primært gennem de studerendes deltagelse i den integrerede ingeniørpraktik og via eksternt projektsamarbejde med virksomheder. Disse aktiviteter sikrer, at de studerendes faglighed løbende bringes i anvendelse i konkret og tidssvarende kontekst.

Alle studerende anspores til iværksætteri - konkret gennem den i uddannelsen integrerede virksomheds- og forretningsforståelse - og mere generelt gennem et lærings- og evalueringsmiljø, som stimulerer de studerendes initiativ, kreativitet og ansvarlighed.

I løbet af studiet samarbejder alle studerende mindst én gang med studerende fra andre ingeniørretninger eller andre uddannelser om en løsning af en kompleks, tværfaglig problemstilling i tæt samarbejde med en virksomhed. Dette tværfaglige samarbejde organiseres ud fra princippet om 'experts in teams'.

Struktur og læringsmiljø

Overordnet kan samspillet mellem studiestruktur, kompetencer samt lærings- og evalueringsmiljøet i ingeniøruddannelserne ved SDU fremstilles således:

I den praktiske tilrettelæggelse af studieforløbet er der lagt afgørende vægt på, at undervisnings- og eksamensformer er relevante og tidssvarende, og at disse understøtter de studerendes tilegnelse af de centrale kompetencer. Det tilstræbes herved, at de studerende får et meget dynamisk uddannelsesliv, hvor den enkelte forventes at være aktiv medspiller og tage ansvar for egen læring. Den studerende "lærer at lære", så han/hun senere hurtigt kan sætte sig ind i nye og komplekse problemstillinger ligesom de studerende igennem hele studiet anspores til selvstændighed såvel som til samarbejde.

Med det formål at styrke både den faglige fordybelse og anvendelsen af fagligheden samt den enkeltes fortsatte motivation for faglig og personlig udvikling på et arbejdsmarked under hastig forandring, er der i uddannelseskonceptet bevidst arbejdet med at integrere de teknisk-faglige og de bredere ingeniørkompetencer.

Med DSMI tilbyder SDU de studerende et attraktivt og relevant uddannelsesforløb med gode erhvervsmuligheder her og nu. Nøgleordene er aktiverende undervisning og aktiv læring som udmøntes gennem projektorienteret samarbejde og problembaseret læring. Formålet er at uddanne helstøbte ingeniører med høj faglighed og med de bedste forudsætninger for fortsat personlig og faglig udvikling.

§ 3 - Detaljeret information om uddannelsens opbygning og progression

§ 3 - Uddannelsens titel og profiler

Produktion, optag 2019

§ 3.1 - Overordnet opbygning og struktur

Uddannelsens fagsøjler
Produktionsingeniørens kompetencer opbygges ved, at den studerende arbejder med emner fra 4 sammenhængende fagsøjler. Der er progression inden for alle emner, der leder hen imod de endelige kompetencer.

De faglige emner bindes sammen på de enkelte semestre af semestertemaer, der danner rammen om et semesterprojekt og en teoretisk gennemgang af de aktuelle emner.

Sidst i studiet er der mulighed for faglig fordybelse gennem valgfag, praktik og afgangsprojekt.

De 4 fagsøjler er:

1. Operations Management (35%)
2. Teknologi, Kvalitet og Vedligehold (35%)
3. Ledelse og organisation (15%)
4. Økonomi (15%)

1. Operations Management
Fagsøjlen Operations Management beskæftiger sig med to kerneområder i fabrikken/organisationen:
•    Produktionsstyring
•    Lagerstyring

Disse to kerneområder skal beherskes i forhold til

  • etablering af nye faciliteter,
  • styring af og opfølgning på daglig drift samt
  • analyse og optimering af eksisterende forhold


Produktions- og lagerstyring indeholder elementer som opbygning og forståelse for ERP systemer. Analyse, dimensionering og optimering af eksisterende produktionssystemer. Produktionsplanlægning, disponering, kapacitetsberegninger samt produktionssystemer, - strategier og -koncepter.

Teknologi, Kvalitet og Vedligehold
En produktionsingeniørs faglige kernekompetencer kan groft opdeles i de 3 nedenstående hovedpunkter:

  • Projektering, udvælgelse og dimensionering af nye produktionsanlæg
  • Systematisk fejlsøgning i daglig drift
  • Analyse og optimering af en eksisterende produktion
  • Automatisering og digitalisering af processer og arbejdsgange.


Produktionsingeniøren kan planlægge, projektere og implementere nye produktionsafsnit i en virksomhed.
Produktionsingeniøren skal desuden kunne lave analyser af en eksisterende produktion, med henblik på optimering af teknologi, processer og kvalitet, med hensyntagen til de anvendte materialer. Optimering kan fx være i form af automatisering og/eller digitalisering. Produktionsingeniøren skal også være i stand til, at bringe sine kompetencer vedrørende Teknologiske processer, Kvalitet og Vedligehold i spil i forbindelse med afklaring af kvalitets- eller produktionsmæssige problemer i virksomheden.
Anvendelse af ingeniørmæssige kompetencer inden for Materialelære, Teknologiske processer, Kvalitet og Kvalitetsledelse samt Vedligehold bygger på de traditioner, som er beskrevet i Videnskabsteorien.

Ledelse
En produktionsingeniørs faglige kernekompetencer omhandler analyse og optimering af lager og produktion samt hertil hørende teknologi. Men resultaterne af optimeringen viser sig først efter en succesrig implementering, og heri ligger der en stor kompetencemæssig udfordring. Derfor skal Produktionsingeniøren oparbejde viden og kompetencer indenfor mange former for ledelse, eksempelvis projektledelse, personaleledelse og forandringsledelse. Organisationsteori, kommunikation m.m. vil også være en del af fagsøjlen. Ledelsesdisciplinen er altså ikke en kernekompetence i sig selv, men altafgørende for at Produktionsingeniøren får succes indenfor sit fag. Derfor er ledelse en selvstændig fagsøjle.

Økonomi
Økonomi er ligesom Ledelse ikke en kernekompetence for Produktionsingeniøren, men i højere grad en forudsætningskompetence. Evnen til at analysere og forstå virksomhedens regnskab, driftsbudgetter og omkostningsstrukturer danner grundlag for udarbejdelse af økonomiske beslutningsgrundlag og medvirken til beslutningsprocessen. Økonomi er i dag ofte en bestemmende faktor for igangsætning af optimeringsprojekter, og derfor må Produktionsingeniøren kunne beregne og vurdere de økonomiske konsekvenser af diverse optimeringstiltag, samt udarbejde risikovurdering, sensitivitetsanalyser og økonomiske nøgletal (KPI’er). De mest grundlæggende erhvervsretslige elementer indgår også i disse betragtninger.

Personlige kompetencer
Udover de 4 fagsøjler oparbejder Produktionsingeniøren gennem studiet en række generelle personlige kompetencer, som er karakteriseret ved følgende værdier:

Analytisk.
Analytisk er nøgleordet for en Produktionsingeniør. Han udfører strukturerede analyser og agerer på fakta.

Motiverende.
Arbejdsformen og fremgangsmåden for en Produktionsingeniør er motiverende. Han involverer, delegerer og leder med en nytænkende, situationstilpasset og procesorienteret tilgang.

Præcision.
Præcision er indbegrebet af hvordan en Produktionsingeniør arbejder. Han er omhyggelig, grundig, målrettet, møder til tiden, når sine deadlines og udfører generelt et stykke veldokumenteret arbejde af høj kvalitet.

Handlekraft.
En Produktionsingeniør får ting til at ske. Han er opsøgende, proaktiv og engagereret. Han kan arbejde selvstændigt og har gennemslagskraften til at gå foran. Han afslutter det han sætter i gang. Med andre ord, han igangsætter, udfører og implementerer.

En Produktionsingeniør er analytisk og motiverende og udviser præcision og handlekraft.


Uddannelses semestertemaer:

7. semester: Afgangsprojekt

6. semester: Ingeniørpraktik

5. semester: Specialisering (valgfag samt innovation og iværksætteri)

4. semester: Økonomi, Strategi og optimering

3. semester: Virksomhedsanalyse

2. semester: Produktionsvirksomheden

1. semester: Produktionsforståelse


Semesterbeskrivelse for 1. semester

SEMESTERTEMA
Temaet for 1. semester er ”Produktionsforståelse”.

VÆRDIARGUMENTATION
På 1. semester introduceres Produktionsingeniøren for de grundlæggende elementer indenfor Produktion i relation til en række arbejdsstationer. På teknologisiden behandles udvalgte materialer og disses teknologiske bearbejdningsprocesser. Produktionsingeniøren introduceres også til virksomheden som en organisation, samt til de stamdata der kræves for at gennemføre produktionen. Statistik anvendes til behandling af data, og økonomi inddrages til kostpriskalkulation. Dvs. der ses på et givet produkts kostpris, materialer, processer m.m. I relation til den enkelte arbejdsstation introduceres der til arbejdsmiljø, standarder samt tids- og metodestudier.
 
KOMPETENCEMÅL

Produktionsingeniøren kan:
Foretage teknologi- og materialevalg og tekniske prioriteringer.
Projektere og dimensionere ny teknologi.
Udarbejde produktionsgrundlag og produktionsoversigt.
Overføre stamdata til et ERP-system.
Anvende tids- og metodestudier som optimeringsværktøj.
Anvende statistik til databehandling.
Kendskab til standardarbejde.

SEMESTERINDHOLD
P-IFG1 – Materialelære og Statistik (10 ECTS)
P-PTE1 – Produktionsforståelse (20 ECTS)


Begge moduler er obligatoriske og en del af førsteårsprøven.

SAMMENHÆNG
Produktionsingeniørerne starter studiet med meget forskellige forudsætninger og kompetencer. På 1. semester udlignes disse forskelle gennem den fælles faglige forståelsesopbygning og supplerende værkstedskurser. Herudover tilegner de studerende sig færdigheder vedr. projektarbejde, rapportskrivning og studieteknikker. Således danner 1. semester grundlag for den fremadrettede læringsproces og den fagfaglige videreudvikling. 

Semesterbeskrivelse for 2. semester

SEMESTERTEMA

Temaet for 2. semester er ”Produktionsvirksomheden”.


VÆRDIARGUMENTATION
Produktionsingeniøren skal kunne udarbejde et beslutningsgrundlag til etablering af en produktionsenhed. Beslutningsgrundlaget skal indeholde valg af teknologityper og teknologiniveau, kvalitetsstyring og -ledelse, layout, kapacitetsstrategi, produktionsplanlægning samt produktionsstrategi. ERP- systemet understøtter læringen vedr. disponeringsparametre og MRP beregning.
Projektet planlægges og styres af de studerende i projektgrupper. Projektets hovedtema er etablering af en produktionsenhed til produktion af et givent industrielt fremstillet produkt med et kendt salgsvolumen.


KOMPETENCEMÅL
Produktionsingeniøren kan:

Foretage teknologi- og materialevalg og tekniske prioriteringer

Opbygge kvalitetsstyringssystemer samt anvende og vurdere forskellige kvalitetsstyringsværktøjer

Varetage kvalitetsledelse

Anvende og vurdere vedligeholdelsessystemer og værktøjer

Vurdere og vælge layouttyper i samspil med produktionsopgaven

Udvælge og anvende disponeringsparametre samt beregne lagerprofiler

Udarbejde produktionsplaner og beregne MRP

Udarbejde og vurdere kapacitets- og produktionsstrategier

Produktionsplanlægning og opfølgning

Vurdere miljøforhold, herunder arbejdsmiljø, eksternt miljø og bæredygtighed


SEMESTERINDHOLD
P-IFG2 – Kvalitet og materialelære (10 ECTS)
P-PTE2 –Produktionsvirksomheden (20 ECTS)


Begge moduler er obligatoriske. P-PTE2 udgør sammen med P-PTE1 og P-IFG1 førsteårsprøven.


SAMMENHÆNG
På 1. semester tilegner de studerende sig viden om produktionsforberedelse og -grundlag. Produktionsforberedelsen udgør et vigtigt vidensgrundlag og bruges som input for at kunne etablere en produktionsvirksomhed. Viden fra 1. semester bruges derfor som input til 2. semesters hovedtema. De 2 første semestre udgør således de dele af kompetenceprofilen som berører etablering og dimensionering af nye faciliteter samt daglig drift og opfølgning herunder fejlsøgning og kvalitetssikring.

Semesterbeskrivelse for 3. semester

SEMESTERTEMA
Temaet for 3. Semester er ”Virksomhedsanalyse”.


VÆRDIARGUMENTATION
En af Produktionsingeniørens kernekompetencer er at kunne analysere eksisterende forhold vedr. flow af materialer og informationer i produktion og lager med henblik på optimering. En sådan analyse omfatter alt fra teknologi, mennesker, produkter, kvalitet, økonomi, ledelse og deres indbyrdes relationer forbundet af arbejdsprocesser og organisatoriske strukturer. Analysen er faktuel og baseret på indsamlede data, opstillet i en række modeller og analyseværktøjer. Da analysen udføres på eksisterende forhold, udarbejdes semesterprojektet i samarbejde med en virksomhed.


KOMPETENCEMÅL
Produktionsingeniøren kan:
Analysere arbejdsprocesser og flow, og på baggrund heraf definere og prioritere indsatsområder.
Foretage struktureret problemanalyse baseret på fakta og afdække den bagvedliggende årsag.
Udvælge og anvende forskellige analyseværktøjer.
Analysere og vurdere virksomhedens økonomiske forhold samt organisation og ledelse.
Anvende og vurdere vedligeholdelsessystemer
Indsamle, behandle og analysere store datamængder.
Udregne og følge op på KPI’er.
Udvælge og argumentere for valg af metode.


SEMESTERINDHOLD

P-IFG3 – Økonomi, videnskabsteori og vedligehold (10 ECTS)
P-PTE3 – Virksomhedsanalyse (10 ECTS)
P-OML – Operations Management og Ledelse (10 ECTS)


Alle moduler er obligatoriske.


SAMMENHÆNG
Efter at have lært om alle grundelementerne indenfor produktion, lagerstyring, teknologiske processer og materialer, samt etablering af produktionsfaciliteter på 1. og 2. semester, er analyse af eksisterende forhold en naturlig efterfølger. Byggestenene indenfor produktion, lager, kvalitet og teknologi er nu kendte, og den studerende er klar til at analysere og evaluere sammensætningen og konstruktionen af disse i en given virksomhed. En sådan analyse omfatter også virksomhedens organisation og ledelse, økonomiske forhold, samt kvalitet og strategi. Den studerende skal nu også til at forholde sig til valg af videnskabelig metode og tilgang.

Semesterbeskrivelse for 4. semester

SEMESTERTEMA
Temaet for 4. semester er ”Økonomi, strategi og optimering”.


VÆRDIARGUMENTATION
Analyse er udgangspunktet for alle produktionsingeniørers arbejde. Når analysen er udført, skal der udarbejdes løsninger til definerede indsatsområder og implementeringsplaner, som er i tråd med virksomhedens overordnede strategier. Disse løsninger skal vurderes op imod organisationens parathed, økonomisk gevinst, teknologisk niveau, ledelsesstil, strategier, ERP-system etc. Disse vurderinger er altafgørende for udarbejdelse af en relevant implementeringsplan.


KOMPETENCEMÅL
Produktionsingeniøren kan:


Optimere produktions- og lagerprocesser under hensyntagen til maskiner, mennesker og miljø i sammenhæng.

Udarbejde, vurdere og implementere løsninger til definerede problemstillinger.

Varetage ledelse af medarbejdere og projekter.

Varetage forandringsledelse og formidle mål og resultater.

Se mulighederne i løsninger baseret på digitalisering og kravspecificere disse digitaliseringsløsninger

Udarbejde beslutningsgrundlag på baggrund af økonomiske betragtninger og beslutte herudfra.

Udarbejde og implementere strategier.

Kommunikere og formidle strategier, forandringer og løsninger.

Foretage planlægning af produktion, projekter m.m. på forskellige niveauer og med varierende tidshorisonter.

Udarbejde implementeringsplaner.

Foretage simuleringer af produktionssetup.

Udarbejde handlingsplaner på baggrund af overordnede strategier.


SEMESTERINDHOLD
P-IFG4 – I4.0 og Ledelse (9 ECTS)
P-PTE4 – Økonomi, strategi og optimering (21 ECTS)


Begge moduler er obligatoriske.


SAMMENHÆNG
Dette semester bygger direkte videre på 3. semester, hvor det primære fokus var Analyse. Ud fra de udarbejdede analyser, foretages der nu prioritering af de forbedringspunkter, som blev identificeret i Analysen. Der arbejdes med strategier og overordnede målsætninger, og i tråd hermed udarbejdes der løsninger og implementeringsplaner for hvert enkelt forbedringspunkt. Her spiller økonomi og ledelsesaspekter igen en stor rolle.

Semesterbeskrivelse for 5. semester

SEMESTERTEMA
Temaet for 5. Semester er ”Specialisering - valgfag samt innovation og iværksætteri”.


VÆRDIARGUMENTATION
Enhver ingeniør kommer i sit arbejdsliv til at møde discipliner som innovation, entrepreneur-ship/intrapreneurship og tværfagligt samarbejde. Dette er indholdet af 5. semesterprojektet Experts-in-Team Innovation, hvor Produktionsingeniøren sætter sin viden i anvendelse i en tværfaglig projektgruppe. Herudover tilbydes en række relevante valgfag. Disse giver den studerende mulighed for selv at præge retningen for specialisering indenfor uddannelsen. Disse valgfrie fagligheder vil det være muligt at videreudvikle i ingeniørpraktikken og afgangsprojektet på de efterfølgende semestre.


KOMPETENCEMÅL
Produktionsingeniøren kan:
Samarbejde tværfagligt med studerende fra andre uddannelser om en innovativ produktudvikling.
Bidrage aktivt I en produktudviklingsproces.
Arbejde selvstændigt og har en struktureret tilgang til problemløsning.
Udarbejde en forretningsplan som beslutningsgrundlag for iværksætteri.
Planlægge egen læring, herunder udnytte valgfagenes og den efterfølgende ingeniørpraktiks muligheder til specialisering i ønsket retning.


SEMESTERINDHOLD
F-EIT5 Experts-in-Team Innovation (10 ECTS)
Valgfag (20 ECTS)


Modulet F-EIT5 er obligatorisk. Derudover indgår der i semestret valgfag svarende til 20 ECTS.


SAMMENHÆNG
Gennem modulet Experts in Team Innovation opnår den studerende indsigt i og forståelse for de tværfaglige elementer i et udviklingsprojekt. Den studerende opnår ligeledes indsigt i og forståelse for den proces, der ligger til grund for etablering af egen virksomhed ”fra ide til marked til forretningsplan”.
De valgbare kurser tilfører den studerende viden inden for nogle specifikke faglige emner; dels som fordybelse i udvalgte faglige emner, som den studerende allerede har stiftet bekendtskab med, og dels som nye faglige emner, der videreudvikler de allerede opnåede faglige kompetencer inden for uddannelsens 4 specialiserede fagsøjler.


UDLANDSOPHOLD
Studerende opfordres til at afvikle 5. semester på et udenlandsk universitet. Vær opmærksom på at kurserne skal godkendes i studienævnet.

Semesterbeskrivelse for 6. semester

SEMESTERTEMA
Temaet på 6. Semester er ”Ingeniørpraktik”.

VÆRDIARGUMENTATION
Formålet med ingeniørpraktikken er at give den studerende viden om og forståelse for praktiske forhold og metoder, processer og ingeniørmæssige funktioner i en virksomhed, så̊ den studerende kan sætte disse i relation til ingeniøruddannelsen og det senere arbejde som uddannet ingeniør. De studerendes kompetencer indenfor selvstændighed såvel som samarbejdsevner, udvikles ved at deltage i virksomhedens daglige rutiner, arbejdsgange og samarbejdsformer, og derved træne den indlærte teori og projektarbejdsform. Der opbygges tillige personlige netværk som kan bruges ved søgning af afgangsprojekt og det første job.

KOMPETENCEMÅL
Produktionsingeniøren kan:
Transformere uddannelsens teoretiske kerneområder til praktisk gennemførlige projekter og opgaver.
Selvstændigt tilegne sig supplerende viden i forbindelse med givne opgaver.
Udvise systematik, kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevne.
Finde indpas i en virksomheds sociale og administrative miljø, herunder kommunikation og samarbejde mellem medarbejdere på flere niveauer samt regler og administrative rutiner.
Fremlægge arbejdsresultater i mundtlig såvel som skriftlig form i niveaumæssigt forskellige fora.

SEMESTERINDHOLD
P-IPR6- Ingeniørpraktik (30 ECTS)
Praktikken gennemføres i dansk eller udenlandsk virksomhed.


Modulet er obligatorisk.

SAMMENHÆNG
Modulet sætter teori og metoder, der er erhvervet i de foregående semestre, i en anvendelsesorienteret og praktisk sammenhæng. Dette foregår gennem arbejdet med ingeniørmæssige problemstillinger indenfor uddannelsens fagsøjler i en virksomhed. Samtidig giver modulet praktisk erfaring med og viden om rutiner, arbejdsgange og samarbejdsformer i en virksomhed. Erfaring og viden der kan benyttes i afgangsprojektet i uddannelsens sidste semester. Praktikken gennemføres i en dansk eller udenlandsk virksomhed. I øvrigt henvises der til ”Praktikkonceptet”, der er gældende for alle diplomingeniøruddannelser på Syddansk Universitet

Semesterbeskrivelse for 7. semester

SEMESTERTEMA
Temaet på 7. semester er ”Afgangsprojekt”.

VÆRDIARGUMENTATION
At kunne arbejde anvendelsesorienteret med en større og kompleks ingeniørmæssig problemstilling er et vigtigt og centralt element i ingeniørens kompetenceprofil. Afgangsprojektets omfang inddrager på naturlig måde mange af de teoretiske fagligheder og praktiske erfaringer, der er tilegnet på de foregående semestre. Herved tydeliggøres de forskellige uddannelseselementers relevans og sammenhæng. Desuden giver afgangsprojektet mulighed for tilegnelse af viden inden for et eller flere afgrænsede specifikke fagområder. Projektet udarbejdes oftest i samarbejde med en virksomhed.

KOMPETENCEMÅL
Produktionsingeniøren kan:
Beherske et eller flere specielle fagområder samt demonstrere selvstændig kritisk refleksion i forhold til uddannelsens samlede mål og indhold.
Anvende sin faglige viden på komplekse problemstillinger
Strukturere et komplekst projekt og arbejde ud fra en udarbejdet projektplan.
Vurdere risici, følsomhed og rentabilitet for udarbejdede løsninger og analyser.
Gennemføre et ingeniørmæssigt projekt for eller i samarbejde med en virksomhed

SEMESTERINDHOLD
Semestret indeholder:
- PRO7P – Afgangsprojekt (30 ECTS)


Modulet er obligatorisk.


SAMMENHÆNG

Modulet sætter teori, metoder og praktisk erfaring, der er erhvervet i de foregående semestre, i en anvendelsesorienteret sammenhæng. Samtidig udbygger den studerende sin viden og kritiske forståelse af ingeniørfagets teorier og principper, og styrker sine færdigheder i professionel og innovativ problemløsning i forhold til en kompleks ingeniørfaglig problemstilling.


§ 3.1.1 - Sammenhæng mellem adgangskrav og uddannelsens første år

Produktionsingeniørerne starter studiet med meget forskellige forudsætninger og kompetencer. På 1. semester udlignes disse forskelle gennem den fælles faglige forståelsesopbygning og supplerende værkstedskurser. Herudover tilegner de studerende sig færdigheder vedr. projektarbejde, rapportskrivning og studieteknikker. Således danner 1. semester grundlag for den fremadrettede læringsproces og den fagfaglige videreudvikling.

§ 4 - Fagbeskrivelser

§ 4 - Obligatoriske kurser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

Produktion, optag 2019

Fagbeskrivelser i studieordningen 

Materialelære og Statistik

PRO - Produktion

Virksomhedsanalyse

Produktionsforståelse

Etablering af Produktionsvirksomheden

Operations Management og Ledelse

Økonomi, videnskabsteori og vedligehold

TEK - Teknologi i praksis

Økonomi, strategi og optimering

I4.0 og Ledelse

Kvalitet og materialelære

Afgangsprojekt

LAB 1 - Metalbearbejdning i praksis

TTM - Tegningsforståelse, Tolerancer og Måleteknik

Ingeniørpraktik

Experts in Team Innovation

§ 5 - Bestemmelser om prøver

§ 5.1 - Uddannelsens beståelseskrav

5.1.1 Ved bedømmelse af en eksamen gives karakter efter 7-trins-skalaen. Der kan ligeledes gives bedømmelsen ’bestået’ eller ’ikke-bestået’ eller ’godkendt’ eller ’ikke-godkendt’. Afgangsprojektet bedømmes altid med karakter efter 7-trins-skalaen. 

5.1.2 En eksamen eller et undervisningsforløb er bestået, når karakteren 02 eller derover er opnået, eller der er opnået bedømmelsen ’bestået’ eller ’godkendt’. 

5.1.3 Bedømmelsesformene ’bestået’ eller ’ikke-bestået’ og ’godkendt’ eller ’ikke-godkendt’ må højst dække 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point. Dette gælder dog ikke for meritoverførte eksamener. 

5.1.4 Når en studieaktivitets bedømmelsesgrundlag er 'deltagelse i undervisningen', foretages denne bedømmelse af underviser på baggrund af kriterier, som oplyses ved undervisningsforløbets begyndelse. Betingelsen for at opnå bedømmelsen ’bestået’ er, at den studerende har nået de for forløbet fastsatte mål i sådan en grad, at der ved en eksamen ville kunne gives bedømmelsen 'bestået' eller som minimum karakteren 02. 

5.1.5 Godkendelsesgrundlaget ved deltagelse kan være et eller flere af følgende:

  • tilstedeværelse i undervisningen og ved øvelser
  • udførte laboratoriearbejder, porteføljer, rapporter og opgavebesvarelser samt andre praktiske eller teoretiske arbejder
  • deltagelse i vejledende intern eksamen
  • deltagelse i seminarer

5.1.6 Meddelelse til den studerende om, hvorvidt undervisningsforløbet er ’bestået’ eller ’ikke-bestået’ skal gives inden semestrets afslutning.

5.1.7 Uddannelsen er fuldført, når den studerende har opnået

  • Karakteren 02 eller derover i alle eksamener, som bedømmes efter 7-trinsskalaen
  • Bedømmelsen 'bestået' i alle eksamener, som bedømmes 'bestået’ eller ’ikke-bestået'
  • Bedømmelsen 'godkendt' i alle prøver, som bedømmes 'godkendt’ eller ’ikke-godkendt'.
  • Godkendelse af evt. værkstedskurser
  • Godkendelse af ingeniørpraktik

§ 5.2 - Særlige eksamener

5.2.0 Eksamen i udlandet

5.2.0.1 Studienævnet kan bevilge dispensation til afholdelse af eksamener på en dansk repræsentation eller andre steder i udlandet, når det er begrundet i usædvanlige forhold, som forhindrer den studerende i at deltage i eksamen i Danmark. Eksamenen kan afholdes som videokonference eller ved hjælp af andre tekniske foranstaltninger.

5.2.0.2 Den studerende er ansvarlig for det praktiske arrangement af eksamenen.

5.2.0.3 Alle omkostninger ved afholdelse af eksamenen samt ved evt. aflysning af eksamenen grundet sygdom, problemer med opkobling til system eller andre forhold, som SDU ikke kan drages til ansvar for, skal den studerende selv afholde.

§ 5.2.1 - Studiestartsprøven

5.2.1.1 Studerende optaget på en diplomingeniøruddannelse skal deltage i og bestå en studiestartsprøve for at kunne fortsætte på uddannelsen. Studiestartsprøven har til formål at klarlægge, om den studerende reelt er påbegyndt uddannelsen.

5.2.1.2 Den studerende har 2 eksamensforsøg til at bestå studiestartsprøven.

5.2.1.3 Studiestartsprøvens form, indhold og tidsmæssige placering fremgår af fagbeskrivelsen.

5.2.1.4 Studienævnet kan dispensere fra reglerne om studiestartsprøven, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 5.2.2 - Førsteårsprøven

5.2.2.1 Inden udgangen af 1. studieår skal den studerende deltage i de eksamener, der indgår i førsteårsprøven. Førsteårsprøven skal i sin helhed være bestået senest inden udgangen af første studieår, for at den studerende kan fortsætte på uddannelsen. Dette gælder uanset, om den studerende har gennemført 3 eksamensforsøg.

5.2.2.2 Førsteårsprøven på diplomingeniøruddannelserne ved SDU udgøres af fagene på den pågældende uddannelses 1. semester i sin helhed, samt projektfaget på 2. semester. Det nærmere indhold af førsteårsprøven fremgår af studieordningens semesterbeskrivelser og fagbeskrivelserne.

5.2.2.3 Der udbydes en tredje eksamen i 1. semesterfagene i forårssemestret forud for den ordinære eksamen i projektfaget på 2. semester. Studerende, der ikke har bestået fagene på 1. semester i forbindelse med den ordinære eksamen og reeksamen, kan tilmelde sig til de ikke-beståede eksamener fra 1. semester med henblik på at bestå førsteårsprøven.

5.2.2.4 Studienævnet kan dispensere fra reglerne om førsteårsprøven, hvis der foreligger usædvanlige forhold eller den studerende er eliteidrætsudøver, iværksætter eller formand i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd. Det er en forudsætning for at følge fag på diplomingeniøruddannelsens 3. semester, at førsteårsprøven er bestået i sin helhed.

§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne

5.3.1 Ved bedømmelsen af afgangsprojektet og andre større skriftlige eksamener skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne, uanset hvilket sprog eksamenspræstationen er affattet på.

5.3.2 Opgaverne skal være formuleret i et klart og forståeligt sprog. Sprogbehandlingen i ved skriftlig eksamen eller i afgangsprojektet kan påvirke den samlede karakter i op- eller nedadgående retning. Yderligere oplysninger om sprogbehandlingen fremgår af fagbeskrivelserne.

5.3.3 Studienævnet kan bevilge dispensation fra ovennævnte krav til stave- og formuleringsevne for studerende, der kan dokumentere en relevant, specifik funktionsnedsættelse (fx ordblindhed).

§ 5.4 - Interne eller eksterne eksamener

5.4.1 Eksamenerne er enten eksterne eller interne. Eksterne eksamener bedømmes af underviser(e) og af en eller flere censorer udpeget af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Interne eksamener bedømmes af universitetets undervisere.

5.4.2 Mindst 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point dokumenteres ved ekstern censur. Denne del vil dække uddannelsens væsentlige områder, herunder afgangsprojektet. Det gælder dog ikke for meritoverførte eksamener.

§ 5.5 - Undervisnings- og eksamenssprog

5.5.1 Første til andet semester (1.-2. semester): Undervisnings- og eksamenssproget er som udgangspunkt dansk. Eksamen kan aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk.

5.5.2 Tredje til fjerde semester (3-4. semester): Undervisnings- og eksamenssproget er som udgangspunktet dansk. Eksamen kan aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk. Hvis et enkeltfag udbydes på dansk, men har været meddelt på engelsk af en underviser, der taler dansk, aflægges eksamen på den studerendes foretrukne sprog (dansk eller engelsk). Hvis et enkeltfag udbydes på dansk, men har været meddelt på engelsk af en underviser, der ikke taler dansk, aflægges eksamen på engelsk.

5.5.3 Femte til sjette semester (5.-7. semester): Udbuds-, undervisnings- og eksamenssproget for alle fag er som udgangspunkt engelsk. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

Uddannelser der udbydes eller undervises på engelsk

5.5.4 For alle semestre gælder følgende: Eksamen aflægges på engelsk. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

Studienævnet kan i øvrigt, hvor forholdene gør det muligt, tillade studerende, der ønsker det, at aflægge en eksamen på et fremmedsprog. Dette gælder dog ikke eksamener, der forudsætter fremstilling på dansk. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

§ 5.6 - Undervisnings- og eksamensformer

Formål

5.6.1 Formålet med eksamener er at bedømme, om og i hvilken grad den studerendes kvalifikationer er i overensstemmelse med de læringsmål, som er fastsat i uddannelsesbekendtgørelsen, studieordningen og de respektive semesterplaner. Den afsluttende eksamen giver grundlag for udstedelse af eksamensbevis.

Eksamensformer

5.6.2 Uddannelsen indeholder en variation af eksamensformer, der afspejler undervisningens indhold og arbejdsformer. Eksamensformerne skal tilgodese det enkelte fags/fagelements formål og kan være fx

  • mundtlige, skriftlige og praktiske eksamener, projektorienterede forløb samt kombinationer af de forskellige eksamensformer.

5.6.3 Evt. krav om deltagelse i undervisningen eller krav om aflevering af skriftlige opgavebesvarelser m.v. i løbet af undervisningen som forudsætning for, at den studerende kan aflægge eksamen i faget/fagelementet, fremgår af den pågældende fagbeskrivelse.

5.6.4 Alle skriftlige stedprøver afvikles på computer, medmindre andet er angivet i fagbeskrivelserne, i henhold til SDUs regelsæt for skriftlige stedprøver.

Bedømmelse af gruppearbejde

5.6.5 Projekter udføres normalt af grupper af studerende. Grupperne består som udgangspunkt af 6 studerende. Uddannelseslederen kan dog på baggrund af en individuel, faglig vurdering tillade, at der deltager færre, eller flere studerende i en gruppe. Disse regler gælder ikke for afgangsprojektet. 

Lyd- og billedoptagelser

5.6.6 Lyd- og billedoptagelser under en eksamen er ikke tilladt, medmindre optagelserne indgår som en del af eksamensforløbet. Optagelserne foretages da af universitetet.

Brug af hjælpemidler

5.6.7 Brug af hjælpemidler ved eksamener fremgår af de enkelte fagbeskrivelser og/eller semesterplaner.

§ 5.7 - Uregelmæssigheder i forbindelse med eksamener

Disciplinære foranstaltninger

5.7.1 Der træffes disciplinære foranstaltninger over for en studerende, der

  • uretmæssigt skaffer sig eller giver en anden studerende hjælp til besvarelse af en skriftlig opgave eller
  • medbringer ikke-tilladte hjælpemidler til en prøve eller
  • udgiver en andens arbejde for sit eget eller
  • anvender eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning eller
  • ellers gør sig skyldig i eksamenssnyd

jf. Regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende ved SDU.

5.7.2 Der kan ligeledes træffes disciplinære foranstaltninger over for en studerende, der udviser forstyrrende adfærd ved eksamen.

Fejl og mangler ved en prøve

5.7.3 Opdager en studerende fejl og/eller mangler ved en prøve, skal vedkommende kontakte bedømmerne (ved mundtlig eksamen) eller eksamenstilsynet (ved skriftlige eksamen).

5.7.4 Ved fejl og mangler af særlig alvorlig karakter, eller hvor det må anses for den mest korrekte måde at afhjælpe fejlen eller manglen på, kan universitetet annullere prøven og foranstalte en ekstraordinær prøve. Omprøve, der skyldes annullering af den oprindelige prøve, kan resultere i en lavere karakter.

5.7.5 Ved andre fejl og mangler kan universitetet give tilbud om en ekstraordinær prøve. Tilbuddet kan gives til alle studerende, hvis prøve lider af den pågældende fejl eller mangel. En studerende, der har deltaget i den ekstraordinære prøve, kan vælge at beholde den oprindeligt givne bedømmelse.

§ 5.8 - Særlige vilkår

5.8.1 Studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, et andet modersmål end dansk (kun ved uddannelser udbudt på dansk) eller andre tilsvarende vanskeligheder kan søge Studienævnet om særlige eksamensvilkår. Studienævnet bevilger dette, når det vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille den studerende med andre i eksamenssituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af det faglige niveau ved eksamen. 

5.8.2 Ansøgningsfristen for særlige eksamensvilkår er hhv. den 1. oktober for vintereksamensperioden og den 1. marts for sommereksamensperioden. Ved kroniske funktionsnedsættelser kan Studienævnet godkende særlige eksamensvilkår for resten af diplomingeniøruddannelsen.

5.8.3 Eksamensbeviset vil ikke indeholde oplysninger om særlige eksamensvilkår.

§ 5.9 - Individuelle eksamener og gruppeeksamener

5.9.1 Ordinær eksamen afholdes i umiddelbar forlængelse af det undervisningsforløb, der skal lede frem til eksamenen.

5.9.2 Den studerende skal kunne deltage i eksamen i hele eksamensperioden, dog ikke i juli måned. Dette gælder også i situationer, hvor en planlagt eksamen bliver flyttet pga. force majeure.

§ 5.10 - Reeksamener

5.10.1 Studerende, der ikke har bestået den ordinære eksamen samt studerende der har været tilmeldt undervisning i det semester, hvor den ordinære eksamen finder sted, men ikke har deltaget i den ordinære eksamen, kan tilmelde sig reeksamen. 

5.10.2 Reeksamen afholdes i samme eksamenstermin som den ordinære eksamen. Eksamensterminen for efterårssemestret er den 2. januar – den 28./29. februar og for forårssemestret den 1. juni – den 31. august. I visse tilfælde kan nogle eksamener afholdes i hhv. december og maj måned. Der afholdes ikke eksamen i juli måned, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende. 

5.10.3 Den studerende skal tilmelde sig reeksamen via Studenterselvbetjeningen, https://sso.sdu.dk i følgende periode:

  • den 1.- 20. januar for reeksamen i vintereksamensperioden (=februar)
  • den 1.- 20. juni for reeksamen i sommereksamensperioden (=august)

5.10.4 Den studerende kan ikke framelde reeksamen, og der er brugt et eksamensforsøg, hvis den studerende ikke deltager i eksamen, medmindre Studienævnet dispenserer fra denne regel.

5.10.5 Reeksamen kan have en anden eksamens- eller bedømmelsesform end den ordinære eksamen. Evt. ændring i eksamens- eller bedømmelsesformen meddeles de studerende inden eksamens afholdelse. Eksamensformen for afgangsprojektet kan dog ikke ændres.

Konsekvenserne af, at en eksamen ikke er bestået ved 2. eksamensforsøg

5.10.6 En studerende, der ikke har deltaget i eller bestået den ordinære eksamen og den dertilhørende reeksamen, kan tilmelde sig til faget, når det næste gang udbydes ordinært. Den studerende skal overholde tilmeldingsperioden.

5.10.7 Har den studerende ikke bestået en eksamen ved sit 2. eksamensforsøg i fag udbudt af Det Tekniske Fakultet, skal vedkommende deltage i undervisningen og genaflevere alle opgaver forud for næstkommende ordinære eksamen (3. eksamensforsøg), medmindre faget ikke længere udbydes. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

§ 5.11 - Eksamensforsøg

5.11.1 En bestået eksamen kan ikke tages om.

5.11.2 En studerende har 3 forsøg til at bestå en eksamen. Studienævnet kan tillade yderligere eksamensforsøg, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold. I vurderingen af om der foreligger usædvanlige forhold kan spørgsmålet om studieegnethed ikke indgå. Førsteårsprøven og studiestartsprøven udgør en undtagelse fra denne regel.

5.11.3 En studerende, der anden gang skal have sin undervisningsdeltagelse bedømt, kan forlange at aflægge en eksamen i stedet. Undervisningsdeltagelse, hvortil der knytter sig praktiske øvelser, kan dog ikke erstattes af en eksamen. Derudover gælder denne regel ikke for studiestartsprøven.

§ 5.12 - Forudsætninger for deltagelse i eksamener

Manglende opfyldelse af eksamensbetingelser

5.12.1 Opfylder den studerende ikke eksamensbetingelserne, er der brugt et eksamensforsøg medmindre Studienævnet dispenserer fra denne regel på grund af usædvanlige forhold.

Udeblivelse fra eksamensaktiviteter

5.12.2 Udebliver en studerende fra eksamenen, er der brugt et eksamensforsøg. Hvis et fag bliver bedømt med en samlet karakter / på baggrund af en helhedsvurdering af flere eksamensaktiviteter, medfører udeblivelse fra én eksamensaktivitet, at den studerende registreres som "udeblevet" fra hele eksamen. Studienævnet kan dispensere fra denne regel, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

Særligt vedr. gruppearbejde

5.12.3 Gruppearbejdet fordrer den studerendes aktive deltagelse. Derfor udføres arbejdet under vejlederens tilsyn. Lever en studerende ikke op til kravet om aktiv deltagelse, kan den pågældende uddannelseskoordinator, efter vejlederens eller uddannelseslederens indstilling herom, beslutte, at den studerende bliver ekskluderet fra gruppen. De kriterier, der lægges til grund for vurderingen af, om gruppearbejdet er sket tilfredsstillende, fastsættes for det pågældende projekt ved vejledningens begyndelse. 

§ 5.13 - Digitale eksamener og hjælpemidler

5.13.1 Gruppeeksamen tilrettelægges som individuel eksamen eller som gruppeeksamen. 

5.13.2 Grundlaget for bedømmelse er altid individuelt, og der gives individuelle karakterer. 

5.13.3 Det fremgår af fagbeskrivelsen, hvor mange studerende der højst kan deltage i den enkelte gruppeeksamen. Der kan ikke vælges en individuel eksamen i stedet for gruppeeksamen, bortset i forbindelse med afgangsprojekt.

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Startmerit

6.1.1 Den studerende skal søge om merit for beståede uddannelseselementer fra alle tidligere uddannelsesforløb på samme uddannelsesniveau umiddelbart efter indskrivningen på den pågældende uddannelse ved Det Tekniske Fakultet. 

§ 6.2 - Forhåndsmerit

6.2.1 Studerende, der som en del af uddannelsen ønsker at gennemføre uddannelseselementer ved en anden uddannelse eller en anden videregående uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet, skal ansøge Studienævnet om forhåndsmerit for de planlagte uddannelseselementer.

6.2.2 Studerende, der ønsker at tage på udlandsophold af mindst et semesters varighed, skal have bestået fag svarende til mindst 90 ECTS-point på den pågældende bacheloruddannelse. Derudover må udlandsophold ikke lede til en studietidsforlængelse.

6.2.3 Forhåndsmerit for fag, som udbydes i efterårssemestret, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i august. Modsvarende skal forhåndsmerit for fag, som udbydes i forårssemestret, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i januar.

6.2.4 Forhåndsmerit for fag, som udbydes i efterårssemestret, og som skal erstatte konstituerende fag i den studerendes studieordning, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i april. Modsvarende skal forhåndsmerit for fag, som udbydes i forårssemestret, og som skal erstatte konstituerende fag i den studerendes studieordning, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i november.

6.2.5 Godkendelsen af forhåndsmerit forpligter en studerende til at fremsende dokumentation for beståede studieaktiviteter til SDU.

6.2.6 Den studerende skal søge om forhåndsmerit på ny, hvis den studerende ikke kan følge en eller flere af de forhåndsmeriterede uddannelsesaktiviteter.

§ 6.3 - Merit

6.3.1 Studienævnet kan efter faglig vurdering bevilge meritoverførsel for fag gennemført ved en anden videregående uddannelse i Danmark eller i udlandet.

6.3.2 Mulighederne for merit vil altid afhænge af Studienævnets vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

6.3.3 Fagelementer, hvor der er indholdsmæssigt sammenfald med konstituerende fagelementer på det pågældende studium, eller hvor der er indholdsmæssigt sammenfald mellem allerede beståede fagelementer, kan ikke godkendes som valgfag eller meritoverføres på uddannelsen. Valgfag omfatter alle fagelementer, der er godkendt af Studienævnet, og som ikke er obligatoriske på det studie, hvor den studerende er indskrevet.

6.3.4 Merit bevilges kun mod fremvisning af et officielt, stemplet og underskrevet karakterbevis over de beståede studieaktiviteter.

6.3.5 Meritoverførsel med karakter sker kun i tilfælde, hvor karakteren er givet i henhold til 7-trinsskalaen og er er ækvivalens mellem den beståede studieaktivitet og den studieaktivitet, der skal erstattes. Ækvivalensen skal gælde både for det faglige indhold og omfanget målt i ECTS-point.

§ 6.4 - Fritagelser

6.4.1 Værkstedskurserne

6.4.1.1 Hvis der er værkstedskurser på diplomingeniøruddannelsen, kan den enkelte uddannelse bestemme, at studerende med en afsluttet erhvervsuddannelse, der er relevant for det pågældende optagelsesområde, samt studerende der er optaget på ingeniøruddannelsen på grundlag af htx med teknikfag, der er relevante for det pågældende optagelsesområde, får deres praktiske erfaringer meritoverført til værkstedspraktikken og således ikke skal deltage i værkstedspraktikken. Disse studerende informeres skriftligt herom fra SDU. Andre studerende, som måtte ønske fritagelse henvises til den pågældende uddannelsesleder.

6.4.2 Ingeniørpraktik

6.4.2.1 Ingeniørpraktikken udgør en integreret del af diplomingeniøruddannelsen, og derfor gives der under normale omstændigheder ikke fritagelse for deltagelse heri. Skulle helt særlige forhold gøre sig gældende, kan en ansøgning om fritagelse for deltagelse i ingeniørpraktikken stiles til Studienævnet, som efter en individuel vurdering vil træffe den endelige afgørelse. 

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og eksamener

Tilmelding

7.1.1 Tilmelding til undervisning og eksamener sker i overensstemmelse med SDUs regler for tilmelding til fag og eksamen.

7.1.2 Det er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og eksamen på de enkelte semestre, at den studerende tilmelder sig til semestrets aktiviteter rettidigt.

7.1.2.1 Optagelse på uddannelsen medfører samtidigt tilmelding til 1. og 2. semesters undervisning og ordinære eksamener. Tilmelding til undervisning og ordinære eksamener på de øvrige semestre foregår elektronisk på SDU-Studenterselvbetjeningen, https://sso.sdu.dk.

7.1.2.2 Tilmeldingsperioderne er hhv. den 20.-30. maj for tilmeldingen til undervisningen i efterårssemestret og den 20.-30. november for tilmelding til undervisningen i forårssemestret. Tilmeldingsperioderne offentliggøres som opslag på hjemmesiden samt pr. mail til de studerendes SDU-mailadresser. Det er den studerendes ansvar at holde sig orienteret om fristen for tilmelding.

7.1.3 Tilmelding til et fag eller valgfag medfører automatisk tilmelding til undervisning og en tilhørende ordinære eksamen. Tilmeldingen til såvel obligatoriske fag som valgfag er bindende. Studienævnet kan dispensere fra denne regel, hvis usædvanlige forhold gør sig gældende. Det er dog muligt at skifte valgfag, jf. 7.1.4

7.1.3.1 Hvis den studerende tilmelder sig til fag ud over 30 ECTS-point pr. semester, er også denne tilmelding bindende, og vil som udgangspunkt medføre, at fag ikke kan afmeldes.

7.1.4 Studerende kan skifte et valgfag, vedkommende ikke har aflagt eksamensforsøg i, ud med et andet valgfag inden for de første tre uger fra semesterstart. Denne mulighed gælder dog ikke sommerskolefag. 

7.1.5 Den studerende skal senest tilmelde sig til undervisning og eksamenerne i et fag, når faget sidste gang udbydes.

7.1.6 Det er den studerendes ansvar at kontrollere sine tilmeldinger ved semesterstart.

7.1.7 Studerende kan ikke tilmelde sig til fag ud over uddannelsens ramme, medmindre den pågældende studerende er optaget på et af SDUs talentprogrammer, jf. Talentbekendtgørelsen. I så fald kan uddannelsens ramme kun overskrides med de studieaktiviteter, der indgår i talentprogrammet. 

Framelding

7.1.8 Framelding fra eksamen kan ikke finde sted, og der er brugt et eksamensforsøg hvis den studerende ikke deltager i eksamenen, medmindre Studienævnet bevilger dispensation til framelding af et eller flere fag. En dispensation forudsætter, at der foreligger usædvanlige forhold. Den studerende skal søge om framelding, før vedkommende aflægger et eksamensforsøg i det pågældende fag. 

§ 7.2 - Tilladelse til at følge fag på kandidatniveau


§ 7.3 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet (Maksimal studietid)

Maksimal studietid

7.3.1 Diplomingeniøruddannelsen skal senest være afsluttet 4½ år efter studiestart, jf. SDUs regler for seneste afslutning af bachelor-, professionsbachelor- og kandidatuddannelser. Bevilget orlov medregnes ikke i denne tid.

7.3.2 Studienævnet kan dispensere fra reglen om maksimal studietid, hvis der foreligger usædvanlige forhold eller den studerende er eliteidrætsudøver, iværksætter eller formand i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd.

§ 7.4 - Krav om studieaktivitet

Minimumsbeståkrav

7.4.1 Den studerende skal bestå mindst én ECTS-udløsende eksamen i løbet af en sammenhængende periode på et år. Hvis kravet ikke opfyldes, vil den studerende blive udmeldt af sin uddannelse.

7.4.1.1 Studienævnet kan dispensere fra minimumsbeståkravet, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 7.5 - Afgangsprojekt

7.5.1 Afgangsprojektet er normalt placeret på uddannelsens 7. semester. Afgangsprojektet skal indeholde en selvstændig, eksperimentel eller teoretisk behandling af en praktisk problemstilling i tilknytning til uddannelsens centrale emner. 

7.5.2 Projektet udføres normalt af to studerende i fællesskab. Den pågældende uddannelsesleder kan tillade, at afgangsprojektet udarbejdes af en studerende alene eller af maksimalt tre studerende i fællesskab.

7.5.3 Afgangsprojektet afslutter uddannelsen. Studienævnet kan dispensere fra denne regel.

7.5.4 Valg af emne til afgangsprojektet skal senest have fundet sted, når 7. semester påbegyndes. 

7.5.5 Afgangsprojektet udarbejdes hen over et semester. Startdatoen og afleveringsfristen for afgangsprojektet er hhv. den første hverdag i september og januar i efterårssemestret, og den første hverdag i hhv. februar og juni måned i forårssemestret. Studienævnet kan dispensere fra de fastlagte frister, hvis usædvanlige forhold gør sig gældende. 

7.5.6 Projektkontrakten godkendes af vejleder og pågældende uddannelsesleder. En kontrakt, der er godkendt af vejleder og uddannelsesleder kan efter startdatoen kun ændres ved en dispensation bevilget af Studienævnet. Titelændringer, der ikke medfører udsættelse af afleveringsfristen, godkendes af vejleder.

7.5.7 Afleveringsfristen i afgangsprojektkontrakten er bindende og en overskridelse vil betyde, at projektet betragtes som ikke bestået, og den studerende må tilmelde sig til undervisning i det efterfølgende semester, indgå en ny afgangsprojektkontrakt og udarbejde et nyt afgangsprojekt. Et nyt projekt defineres som en ny projektbeskrivelse med ny titel. Studienævnet kan dispensere fra denne regel, hvis usædvanlige forhold gør sig gældende.  

7.5.8 Afgangsprojekt skal forsynes med et resumé på et fremmedsprog. Det er fastsat i fagbeskrivelsen, hvilket sprog resuméet skal affattes på. Hvis afgangsprojektet er skrevet på et fremmedsprog, bortset fra norsk og svensk, kan resuméet skrives på dansk. Resuméet indgår i bedømmelsen af afgangsprojektet.

§ 7.6 - Skift mellem linjer/profiler

Hvis der er profiler på diplomingeniøruddannelsen, kan Studienævnet bevilge dispensation til profil- eller specialiseringsskift. Evt. profil- eller specialiseringsskift må ikke lede til en forlængelse af den samlede studietid.

§ 7.7 - Individuelle studieaktiviteter

Individuelle studieaktiviteter

7.7.1 En studerende kan efter aftale med en vejleder søge Studienævnet om en individuel studieaktivitet.

7.7.2 Individuelle studieaktiviteter skal indeholde en beskrivelse af læringsudbytte i form af viden, færdigheder og kompetencer, samt bedømmelsesform.

7.7.3 En individuel studieaktivitet må ikke bruges til at reducere bredden i uddannelsen, og den må ikke overlappe afgangsprojektet indholdsmæssigt.

7.7.4 En individuel studieaktivitet må som udgangspunkt højst have et omfang på 5 ECTS-point. Studienævnet kan i særlige situationer afvige fra dette.

7.7.5 Individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i efterårssemestret og som ikke indgår i studieordningen, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i august. Tilsvarende skal individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i forårssemestret, og som ikke indgår i den studerendes studieordning, og som skal indgå i den studerendes valgfagspulje, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i januar.

7.7.6 Individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i efterårssemestret og som ikke indgår i studieordningen, og som skal erstatte et konstituerende fag i den studerendes studieordning, skal være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i april. Tilsvarende skal individuelle studieaktiviteter, som gennemføres i forårssemestret og som ikke indgår i den studerendes studieordning, og som skal erstatte et konstituerende fag i den studerendes studieordning, være godkendt af Studienævnet senest ved Studienævnets møde i november. Som udgangspunkt kan individuelle studieaktiviteter kun erstatte konstituerende (obligatoriske) fag i situationer, hvor det konstituerende (obligatoriske) fag ikke længere udbydes, den studerende ikke har aflagt eksamensforsøg i pågældende fag, og det ikke er muligt at følge et modsvarende fag (forhåndsmerit).

§ 7.8 - Deltagerbegrænsning

7.8.1 Universitetet kan fastsætte begrænsninger for valg af fag og for valg af emner til projektarbejderne. Universitetet anvender faglige kriterier som udvælgelseskriterier, hvis der er et begrænset antal pladser til at følge et fag. Hvis det ikke er muligt at fastsætte faglige kriterier, kan universitetet anvende lodtrækning som udvælgelseskriterium.

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

8.1.1 Studienævnet kan, når det er begrundet i usædvanlige forhold, dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet. I visse tilfælde kan Studienævnet dispensere studerende, der er eliteidrætsudøvere, iværksættere eller formænd i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd, fra reglerne i studieordningen og/eller SDUs regler. Studienævnet må i alle vurderinger af dispensationer, undtaget dispensation for ekstra eksamensforsøg, inddrage studieegnethed.

8.1.2 Eventuelle ansøgninger om dispensation fra reglerne i studieordningen skal være skriftlige, begrundende og vedlagt relevant dokumentation. Den studerende skal afholde evt. udgifter i forbindelse med fremskaffelse af dokumentation. Information om ansøgningsfrister findes her

§ 8.2 - Klage over eksamener

8.2.1 Den studerende kan klage over eksamen eller anden bedømmelse, der indgår i eksamen. Klagen kan vedrøre

  • retlige spørgsmål (dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret og almindelige forvaltningsretlige principper);
  • eksaminationsgrundlag;
  • eksaminationsforløb; og/eller
  • bedømmelse

Klagen skal indgives af den studerende til universitetet senest 14 dage efter at resultatet af eksamen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Klagen sendes til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk). 

8.2.2 Universitetet afgør klagen på grundlag af bedømmernes faglige udtalelse og klagerens kommentarer til udtalelsen. Afgørelsen kan gå ud på tilbud om ombedømmelse, tilbud om reeksamen eller at klageren ikke får medhold i klagen. Ombedømmelse og reeksamen kan resultere i lavere karakter. Der kan ikke klages over eksaminationsgrundlag, eksamensforløb eller bedømmelse i forbindelse med studiestartsprøven.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

Klager over retlige forhold

8.3.1 Den studerende kan klage over retlige forhold (dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret og almindelige forvaltningsretlige principper) i forbindelse med universitetets afgørelse, herunder afgørelser truffet af Studienævnet. Klager vedrørende retlige forhold kan indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. 

8.3.2 Klagen skal indgives til universitetet senest 14 dage efter at den studerende er blevet gjort bekendt med den afgørelse, der klages over. Klagen skal være skriftlig. Klagen sendes til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk).

Klager over merit og forhåndsmerit

8.3.3 Klager over afslag eller delvis afslag over

  • forhåndsmerit; og 
  • merit for beståede danske eller udenlandske uddannelseselementer

kan indbringes for Kvalifikationsnævnet, når klagen vedrører faglige spørgsmål, efter reglerne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Klagen skal indgives til universitetet senest 4 uger efter, at den studerende er blevet gjort bekendt med den afgørelse, der klages over. Klagen skal være skriftlig. Klagen sendes til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk).

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9 - Overgangsordninger

9.0.1 Studerende genoptaget og/eller genindskrevet den 1. september 2021 kan ikke få merit for studiestartsprøven på tidligere studieordninger. Med andre ord skal disse studerende bestå studiestartsprøven i september 2021 for at kunne fortsætte på uddannelsen. 

9.0.2. Studerende optaget før den 1. september 2016 er omfattet af reglerne for maksimal studietid gældende for disse studerende pr. den 1. september 2015. Mao. skal disse studerende have afsluttet deres diplomingeniøruddannelse inden for 7 år efter studiestart, svarende til dobbelt normeret studietid.

9.0.3 Studiespecifik overgangsordning 

Ved ikrafttrædelse af denne studieordning udfases tidligere studieordninger, og prøver og undervisning i de berørte fag gennemføres sidste gang i takt med udfasningen. For detaljer henvises til den enkelte fagbeskrivelse. 

Studerende på tidligere studieordninger vil fortsat være indskrevet på den gamle studieordning, og vil således ikke blive påvirket af en ny studieordning, medmindre de kommer bagud eller af anden grund søger om overflytning til denne studieordning.

Studerende på tidligere studieordninger, som ikke følger det normerede studieforløb, vil ikke blive tilbudt særlig undervisning. Studerende der mangler fag, der ikke længere udbydes, skal således erstatte disse fag med fag fra den nye studieordning. Alternativt kan studerende søge studienævnet om overflytning til en nyere studieordning. 

Orlov og genindskrivning

Ved genindskrivning på uddannelsen bestemmer uddannelsen, om den studerende bliver overflyttet på denne studieordning, eller om vedkommende kan fortsætte på den oprindelige studieordning. Efter endt orlov vil den studerende blive indskrevet på sin oprindelige studieordning, med mindre den studerende søger om overflytning. 

Merit

Der er ikke grundlag for merit fra tidligere studieordninger.

§ 9.1 - Studienævn

Studienævnet for uddannelserne ved Det Tekniske Fakultet

§ 9.2 - Censorkorps

Ingeniøruddannelsernes landsdækkende censorkorps

§ 9.3 - Ikrafttrædelsesdato

01-09-2021

§ 9.4 - Dato for godkendelse i studienævnet

13-09-2021

§ 9.5 - Dato for Dekanens godkendelse

13-09-2021