translation.lazy-loading-fagbesks
0 /
translation.lazy-loading-profiler
0 /

Studieordning for Kandidat i Audiologi

Studienævn for audiologi
Uddannelsestitler:
  • Kandidat i Audiologi
  • Master of Science (MSc) in Audiology
ECTS-point: 120
Byer: Odense
Terminer: Efterårx
Ikrafttrædelsesdato: 01-09-2015
Gældende for studerende optaget pr.: 01-09-2015

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Uddannelsestitler

Kandidat i Audiologi (Cand.scient i audiologi)

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen) (BEK nr 114 af 03/02/2015)

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ankenævn for afgørelser om merit i universitetsuddannelser (meritankenævnsbekendtgørelsen) (BEK nr 880 af 26/08/2019)

Bekendtgørelse om ankenævn for afgørelser om merit i universitetsuddannelser (meritankenævnsbekendtgørelsen) (BEK nr 1517 af 16/12/2013)

Bekendtgørelse om universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (uddannelsesbekendtgørelsen) (BEK nr 20 af 09/01/2020)

Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) (BEK nr 22 af 09/01/2020)

Bekendtgørelse af lov om universiteter (universitetsloven) (LBK nr 778 af 07/08/2019)

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om talentinitiativer på de videregående uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (talentbekendtgørelsen) (BEK nr 892 af 26/08/201)

Bekendtgørelse om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (BEK nr 153 af 26/02/2020)

Bekendtgørelse om talentinitiativer på de videregående uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (talentbekendtgørelsen) (BEK nr 597 af 08/03/2015)

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (uddannelsesbekendtgørelsen) (BEK nr 1212 af 17/08/2020)

ECTS-point

120

Startår

2008

Studienævn

Studienævn for audiologi

Sprog

Dansk

Byer

Odense

Terminer

Efterår

Niveau

Kandidat

§ 1.2 - Uddannelsens formål

Kandidatuddannelsen i audiologi er et fuldtidsstudium, der udgør 120 ECTS. Uddannelsen hører under Studienævn for Audiologi og Logopædi og er knyttet til Censorkorpset for Audiologopædi og Sprogpsykologi.

Formålet med uddannelsen er at give den studerende en række fagspecifikke og fagrelaterede kompetencer – herunder fælles humanistiske og sundhedsvidenskabelige kompetencer.

Enhver kandidatuddannelse giver adgang til at søge ind på en ph.d.-uddannelse.

§ 1.3 - Uddannelsens overordnede didaktiske og pædagogiske grundlag

Uddannelser ved Syddansk Universitet er baseret på bærende principper om aktiverende undervisning og aktiv læring. De studerende, medarbejderne og ledelsen har i fællesskab ansvaret for at principperne realiseres igennem hele uddannelsesforløbet.

Herudover bygger uddannelser ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på fakultetets pædagogiske strategi, der dels indebærer differentierede læringsformer, dels har et særskilt fokus på FAIR-princippet, dvs. feedback, aktivitet, individualisering og relevans. Uddannelsen er således planlagt og undervisningen tilrettelagt på en sådan måde, at der er gode muligheder for feedback mellem undervisere og studerende, høj aktivitet blandt studerende, mulighed for individualiserede læringsforløb og for at indhold og from fremtræder relevant for de fremtidige studier og det fremtidige virke. Endvidere er prøver og eksamener tilrettelagt under hensyntagen til anerkendte, forskningsbaserede principper om validitet, reliabilitet, impact på læring, økonomi og acceptabilitet. 

Undervisningen er forskningsbaseret. Det betyder, at undervisning, vejledning og eksamination varetages af det videnskabelige personale. Studiet kombinerer flere forskellige undervisningsformer, bl.a. oplæg ved undervisere og studerende, gruppe- og plenumdiskussioner, e-læring samt forskellige former for skriftlige øvelser og opgaver. Der bliver lagt vægt på studenteraktiverende undervisning. 

§ 1.4 - Profiler

Specialisering i teknisk audiologi - optaget 2019

Specialisering i pædagogisk audiologi - optaget 2019

§ 2 - Indskrivning

§ 2.1 - Retskrav på optagelse

Der udbydes to forskellige specialiseringsretninger på kandidatuddannelsen:

a) Specialisering i pædagogisk audiologi
b) Specialisering i teknisk audiologi

Ad a) Dimittender med en bacheloruddannelse i pædagogisk audiologi fra SDU har retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Audiologi med specialisering i pædagogisk audiologi inden for tre år efter færdiggjort bacheloruddannelse. 

Ad b) Dimittender med en bacheloruddannelse i audiologi fra SDU har retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Audiologi med specialisering i teknisk audiologi inden for tre år efter færdiggjort bacheloruddannelse.

Den studerende mister retskravet, hvis vedkommende ikke søger rettidigt.

Den studerende har brugt sit retskrav, hvis vedkommende tilbydes en studieplads på uddannelsen og accepterer pladsen. 

Uddybende information om retskravet.

§ 2.2 - Direkte adgangsgivende grundlag til optagelse

Dimittender med en bacheloruddannelse, der af Studienævn for Audiologi vurderes som ækvivalerende med en BA i Pædagogisk Audiologi fra SDU optages.

Dimittender med en bacheloruddannelse, der af Studienævn for Audiologi vurderes som ækvivalerende med en bacheloruddannelse i Audiolog fra SDU optages.

§ 2.3 - Supplering

Dimittender med en BA i Audiologi fra Syddansk Universitet og ækvivalerende BA-uddannelser kan optages på kandidatuddannelsen i audiologi med specialisering i pædagogisk audiologi med følgende suppleringsfag ved BA Pædagogisk Audiologi:

  • Audiologi for logopæder- børn (5 ECTS)
  • Børns sprog- og talevanskeligheder (5 af 10 ECTS) som selvstuderet emne

Dimittender med en bacheloruddannelse i pædagogisk audiologi fra Syddansk Universitet kan optages på kandidatuddannelsen i audiologi med specialisering i teknisk audiologi med følgende suppleringsfag ved bacheloruddannelsen i Audiologi:

  • Videregående høreapparatbehandling og høreapparattilpasning (10 ECTS)

Dimittender med en bacheloruddannelse i pædagogisk audiologi fra Københavns Universitet og ækvivalerende bacheloruddannelser kan optages på kandidatuddannelsen i audiologi med specialisering i teknisk audiologi med følgende suppleringsfag ved bacheloruddannelsen i Audiologi:

  • Akustik for audiologi (5 ECTS)
  • Videregående høreapparatbehandling og høreapparattilpasning (10 ECTS)

§ 3 - Struktur og progression

§ 3.1 - Overordnet opbygning, struktur og progression

Kandidatuddannelsen i audiologi består af

  • Konstituerende fagelementer, 80 ECTS
  • herunder speciale, 30 ECTS
  • Konstituerende valgfag, 10 ECTS
  • Specialiseringsfag, 20 ECTS
  • Valgfag, 10 ECTS

§ 3.2 - Sammenhæng mellem adgangskrav og uddannelsens første år

Adgang til kandidatuddannelsen i audiologi forudsætter en bacheloruddannelse i a) audiologi, eller b) pædagogisk audiologi, eller c) en uddannelse, der af studienævnet bedømmes som ækvivalerende. Undervisningen er derfor tilrettelagt således, at den bygger videre på de videns-, færdigheds- og kompetenceniveauer af teoretisk, metodisk og praktisk karakter, der er opnået i løbet af bacheloruddannelsen.

Mens de studerende på bacheloruddannelsen forventes at tilegne sig grundlæggende viden, færdigheder og kompetencer, er undervisningen på kandidatuddannelsen rettet mod yderligere styrkelse af analytiske og refleksive færdigheder samt faglig selvstændighed.

§ 4 - Modulbeskrivelser

§ 4.1 - Modulbeskrivelser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

Specialisering i teknisk audiologi - optaget 2019

Specialisering i pædagogisk audiologi - optaget 2019

Modulbeskrivelser i studieordningen 

Undervisnings-, test- og informationsmateriale: Analyse

Videnskabelig metode og analyse i logopædi og audiologi

Audiologisk udvikling og innovation

Patientkontakt i audiologisk klinik

Hørelsens fysiologi og patofysiologi

Børneaudiologi

Signalanalyse

Målemetoder, høreapparatbehandling og -tilpasning

Global Health

Aktuelle emner i høreapparatforskning

Psykoakustik

Videregående Akustik

Videregående høreapparatbehandling

Videregående logopædi: Tegn som Alternativ og Supplerende Kommunikation

Sprog og tale hos personer med hørevanskeligheder

Profylaktisk audiologi

Cochlear Implant

Videregående Audiologiske Målemetoder

Videregående logopædi: Brugerdreven innovation - focus på mennesket, kreativitet og nytænkning i audiologi og audiologopædi

Projektorienteret forløb - KA

Tinnitus, Hyperakusis, Morbus Ménirère: udredning, graduering og undervisning

Kandidatspeciale

Sprog, kommunikation og kognition i behandlingsforløb

DS812: Introduktion til Basale Biostatistiske Begreber og Regression

§ 5 - Bestemmelser om prøver

§ 5.1 - Uddannelsens beståelseskrav samt regler om gennemsnitskvotient

Se SDU.dk

§ 5.2 - Førsteårsprøven


§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne ved større opgaver

Stave- og formuleringsevne indgår som en del af den samlede bedømmelse af eksamenspræstationen i større skriftlige opgaver, idet det faglige indhold dog skal vægtes tungest. Studienævnet kan dispensere fra denne bestemmelse for studerende, der dokumenterer en relevant specifik funktionsnedsættelse, medmindre stave- og formuleringsevnen er en væsentlig del af prøvens formål.

§ 5.4 - Interne eller eksterne prøver

Afholdelse og vurdering af prøver sker i henhold til den gældende Eksamensbekendtgørelse og Karakterbekendtgørelse. 

De eksterne prøver skal dække uddannelsens væsentlige områder, herunder kandidatspecialet. Mindst en tredjedel af uddannelsens samlede ECTS-point skal dokumenteres ved eksterne prøver. Det fremgår af de enkelte modulbeskrivelser, om faget bedømmes med intern eller ekstern censur.

§ 5.5 - Prøvesprog

Eksamen aflægges på dansk, med mindre andet er fastsat i modulbeskrivelsen for det enkelte fag under § 4. Hvis undervisningen er foregået på et fremmedsprog, kan eksamen aflægges på dette sprog. Eksamen kan endvidere aflægges på svensk eller norsk, med mindre det er en del af prøvens formål at demonstrere færdigheder i dansk.

§ 5.6 - Undervisnings- og prøveformer

Undervisningsformer

  • Uddannelsen er et studium, hvor der lægges vægt på, at den studerende erhverver en stor del af sin viden ved selvstudium. For at motivere og stimulere til denne proces afholdes forelæsninger, holdundervisning og gruppearbejde. Der er endvidere praktiske elementer med laboratorieøvelser, færdighedstræning og klinikophold.

Prøveformer

  • Prøveformer er valgt efter princippet ”constructive alignment”, dvs. at der i forbindelse med hvert fag er en enkeltstående test eller en kombination af prøver, som er egnet til at prøve modulets kompetencer. Det betyder, at vidensfeltet f.eks. kan blive prøvet ved skriftlige prøver (MCQ, kortsvarsopgaver o. lign.), forståelses- og reflektionsniveauet ved skriftlige opgaver/mundtlige prøver, typen af færdigheder bl.a. ved vurdering af port folio, vurdering og beslutning bl.a. i bedømmelsen af bachelorprojektet, formidling f.eks. ved poster præsentation.
  • Der lægges vægt på, i hvilken grad den studerendes præstation lever op til de fagspecifikke og generelle målbeskrivelser. Karakteren gives i henhold til gradsopfyldelsen af målbeskrivelsen, som beskrevet i karakterskalabekendtgørelsen. Bedømmelsen bestået/ikke bestået markerer, om de generelle og disciplinspecifikke kompetencer samlet set beherskes i tilstrækkelig grad.
  • Under de enkelte fag angives om der er tale om interne prøver, eller eksterne prøver.
  • Ved skriftlige eksaminer uden hjælpemidler er det tilladt at bruge stavekontrol. Tilføjelsesprogrammer fra Word er ikke tilladt (eks. WordMat).  

Skriftlige prøver / opgaver

  • Krav til omfang af skriftlige opgaver angives i modulbeskrivelsen for det pågældende modul. Der kan angives omfang i normalsider eller typeenheder. En normalside udgøres af 2400 typeenheder (tegn plus mellemrum). Ved typeenhed forstås ethvert typografisk element, dvs. ikke blot bogstaver og tal, men også interpunktionstegn og mellemrum. Fodnoter tælles med som en typeenhed. Der medregnes ikke forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, resumé, tabeller og figurer. Yderligere regler kan fastsættes i studieguide.
  • Ikke-skriftligt analysemateriale som film, video, billeder m.v. kan opgives som litteratur ved skriftlige opgaver. Det nærmere omfang skal aftales og godkendes af underviser eller vejleder. For film- og video opgivelser gælder, at omfanget angives som 1 minut = 1 normalside. Den studerende skal påføre antal typeenheder på forsiden af skriftlige opgaver.
  • Skriftlige opgaver, der ikke overholder de angivne omfangsbestemmelser, kan ikke antages til bedømmelse.
  • Skriftlige opgaver afvises ved overskridelse af tidsfrist for aflevering.
  • Skriftlige stedprøver afholdes digitalt. Den studerende medbringer selv computer ved afholdelse af skriftlige stedprøver. Afhængigt af stedprøvens type anvendes forskellige programmer, som den studerende på forhånd skal installere på egen computer. 

§ 5.7 - Uregelmæssigheder i forbindelse med prøver

Der henvises til SDU’s regelsæt om eksamener samt Eksamensbekendtgørelsen.

§ 5.8 - Særlige prøvevilkår

Universitetet kan i henhold til Eksamensbekendtgørelsen § 7 tilbyde særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller andre usædvanlige forhold, til studerende med et andet modersmål end dansk og til studerende med tilsvarende vanskeligheder, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille sådanne studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der ved tilbuddet ikke sker en sænkning af prøvens niveau.

Ansøgning om særlige prøvevilkår behandles af studienævnet.

§ 5.9 - Ordinære prøver

Karakter eller bestået/ikke-bestået:

  • Eksamen bedømmes efter 7-trinsskalaen eller som bestået/ikke-bestået som anført for det enkelte
  • Målbeskrivelser, angivet i fagbeskrivelserne i § 4, er identiske med kriterierne for bedømmelsen bestået/karakteren 12. Dvs. at mål for læringsudbytte angiver, hvad den studerende skal kunne for at opnå karakteren 12 (ved eksamen med 7-trinsskala), hhv. hvad den studerende skal kunne på tilstrækkeligt niveau for at opnå bedømmelsen bestået (ved eksamen med bestået/ikke-bestået). Formuleringen ”på tilstrækkeligt niveau” ved bestået/ikke-bestået, tager udgangspunkt i karakterbekendtgørelsens definition af karakteren 02 og sikrer, at beskrivelsen også er retvisende ved bestået/ikke-bestået eksamener.
  • Bedømmelsen bestået/ikke-bestået eller godkendt/ikke-godkendt kan højst anvendes ved prøver, der dækker 1/3 af uddannelsens ECTS-point. For bacheloruddannelsen betyder dette, at højest 60 ECTS bedømmes på denne måde.
  • Alle krav i et modul skal være bestået for, at hele modulet er bestået. 

§ 5.10 - Omprøver

  • Studerende, der ikke består den ordinære prøve i et fag, kan tilmelde sig omprøve i faget. Den studerende har selv ansvar for at tilmelde sig omprøven. Adgang til omprøve forudsætter, at man har været tilmeldt den ordinære prøve i faget.
  • Hvis den studerende har været tilmeldt en prøve, men er udeblevet, har den studerende brugt et prøveforsøg og kan tilmelde sig omprøven.
  • Hvis den studerende har været forhindret i at deltage i en ordinær prøve pga. sygdom, skal den studerende have mulighed for at gå til omprøve.
  • Der henvises i øvrigt til SDU’s generelle regler for sygdom og eksamen.
  • Der er obligatorisk tilmelding til prøver i fag, når disse udbydes for sidste gang.

§ 5.11 - Prøveforsøg

En studerende har 3 prøveforsøg til at bestå en prøve. Studienævnet kan tillade yderligere prøveforsøg, hvis der foreligger usædvanlige forhold. I vurderingen af, om der foreligger usædvanlige forhold kan vurdering af studieegnethed ikke indgå.

§ 5.12 - Forudsætninger for deltagelse i prøver

Eventuelle forudsætninger for deltagelse i prøver fremgår af den enkelte modulbeskrivelse.

§ 5.13 - Digitale prøver og hjælpemidler

Hjælpemidler
Der tillades ikke brug af medbragte hjælpemidler, med mindre det er specifikt anført i modulbeskrivelser.

Studienævnet kan, hvor der foreligger dokumentation for usædvanlige forhold, bevilge studerende særlige prøvevilkår i form af særlige hjælpemidler.

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Startmerit

Nyoptagne studerende har pligt til at oplyse universitetet om tidligere beståede uddannelseselementer eller enkeltkurser på samme niveau fra en anden uafsluttet uddannelse. Merit kan kun gives for kurser, der er på samme niveau.

Universitetet træffer disciplinære foranstaltninger i tilfælde af urigtige eller mangelfulde oplysninger, samt i tilfælde hvor den studerende undlader at søge merit.

Afgørelse om startmerit træffes af studienævnet på grundlag af en individuel og faglig vurdering.

§ 6.2 - Forhåndsmerit

Studerende, der som en del af uddannelsen ønsker at gennemføre uddannelseselementer ved et andet universitet eller anden videregående uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet, kan ansøge hjemuniversitetet om forhåndsmerit for planlagte uddannelseselementer, jf. Uddannelsesbekendtgørelsens § 38, stk. 1.

Godkendelse af forhåndsmerit kan kun gives, hvis den studerende i forbindelse med ansøgningen om forhåndsmerit forpligter sig til, når de forhåndsmeriterede uddannelseselementer er gennemført, at fremsende den fornødne dokumentation for, om uddannelseselementerne er bestået eller ikke bestået, til hjemuniversitetet. Desuden skal den studerende give samtykke til, at hjemuniversitetet kan indhente de nødvendige oplysninger hos værtsinstitutionen, hvis den studerende ikke selv kan fremskaffe dokumentationen, jf. Uddannelsesbekendtgørelsens § 38, stk. 2.

Når der foreligger dokumentation for, at de forhåndsmeriterede uddannelseselementer er beståede, godkender hjemuniversitetet administrativt, at disse meriteres ind i uddannelsen ved universitetet, jf. Uddannelsesbekendtgørelsens § 38, stk. 3.

Efter forslag fra den studerende kan universitetet i de tilfælde, hvor de forhåndsmeriterede uddannelseselementer f.eks. ikke udbydes af værtsinstitutionen, eller der ikke er plads på holdet, eller elementerne ikke svarer til niveauet eller andre forhold, foretage ændringer i godkendelsen af forhåndsmerit efter stk. 1. Den studerende har ansvaret for og initiativpligten til at sammensætte forslag til studieplan. Universitetet yder faglig støtte, hvis den studerende efterspørger dette, jf. Uddannelsesbekendtgørelsens § 38, stk. 4. 

Afgørelse om forhåndsmerit træffes af studienævnet på grundlag af en individuel og faglig vurdering.

§ 6.3 - Merit

Beståede uddannelseselementer fra samme uddannelse på samme niveau i Danmark træder i stedet for uddannelseselementer på denne uddannelse, jf. § 36 i Uddannelsesbekendtgørelsen.

Beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau kan træde i stedet for uddannelseselementer på bacheloruddannelsen, jf. § 37 i Uddannelsesbekendtgørelsen.

Et kandidatspeciale, der danner grundlag for en betegnelse i en kandidatuddannelse, kan ikke meritoverføres til en ny betegnelse i en anden kandidatuddannelse, jf. § 37, stk. 2 i Uddannelsesbekendtgørelsen.

Afgørelse om merit træffes af studienævnet på grundlag af en individuel og faglig vurdering.

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og prøver

Tilmelding til undervisning og prøver

  • Den studerende har selv ansvar for at tilmelde sig undervisningen. Tilmelding til undervisningen sker via Studentselvbetjeningen. De aktuelle tilmeldingsfrister fremgår af SDU’s hjemmeside. Undervisningstilmelding er lig med tilmelding til 1. prøveforsøg i de prøver, der knytter sig til faget.
  • Den studerende kan foretage omvalg af valgfag indtil tre uger efter semesterstart, med mindre forhold i modulbeskrivelsen ikke giver mulighed herfor. Der tages højde for overensstemmelse i ECTS på fag, der ønskes udskiftet og der skal være plads på det nye fag. Omvalg af valgfag må ikke være studietidsforlængende.
  • Der er obligatorisk tilmelding til prøver i fag, når disse udbydes for sidste gang.
  • Universitetet kan dispensere fra reglerne om tilmelding af undervisning og prøver, hvis den studerende er eliteidrætsudøver, eller hvis der foreligger usædvanlige forhold, herunder funktionsnedsættelse, jf. Eksamensbekendtgørelsen § 14, stk. 5.
  • Der henvises i øvrigt til SDU’s regler for tilmelding til fag og prøver på SDU.

Afmelding af undervisning og prøver

  • Det er ikke muligt at afmelde undervisning eller prøver, herunder omprøver efter tilmeldingsperiodens udløb. Der bruges et forsøg, hvis den studerende udebliver eller ikke deltager i prøven.
  • Universitetet kan framelde den studerende til et fag, hvortil et forudsætningsfag ikke er bestået, hvis det vil være til væsentlig gene eller fare for andre, hvis forudsætningsfaget ikke er opfyldt eller bestået, inden faget påbegyndes. Dermed bruges der ikke et prøveforsøg (se dog nedenstående). Se yderligere under den enkelte modulbeskrivelse i §4.
  • Hvis den studerende ikke består øvrige forudsætningsfag, der ikke kan karakteriseres som værende til væsentlig gene eller fare for andre, selvom der er tale om faglig progression, inden påbegyndelse af undervisningen i det fag, det er en forudsætning for, bruges et prøveforsøg. Se yderligere under den enkelte modulbeskrivelse i §4.
  • Universitetet kan dispensere fra reglerne om afmelding af undervisning og prøver, hvis den studerende er eliteidrætsudøver, eller hvis der foreligger usædvanlige forhold, herunder funktionsnedsættelse, jf. Eksamensbekendtgørelsen § 14, stk. 5.
  • Der henvises i øvrigt til SDU’s generelle regler vedr. eksamen.

§ 7.2 - Tilladelse til at følge fag på kandidatniveau

Universitetet kan tilmelde studerende, som er optaget og indskrevet på en bacheloruddannelse ved universitetet, til fag, fagelementer og prøver i op til 30 ECTS-point på en kandidatuddannelse, hvis universitetet skønner, at den studerende har faglige forudsætninger for at gennemføre fag eller fagelementer på kandidatuddannelsen, jf. Uddannelsesbekendtgørelsen § 9, stk. 1.

Studerende, der har gennemført fag eller fagelementer på en kandidatuddannelse efter ovenstående, har ret til optagelse på den pågældende kandidatuddannelse ved samme universitet i direkte forlængelse af afsluttet kandidatuddannelse, jf. . Kandidatadgangsbekendtgørelsen § 10, stk. 1.

§ 7.3 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet

Kandidatuddannelsen skal være afsluttet inden for normeret studietid + 1/2 år.

For studerende optaget med studiestart før september 2015 gælder andre tidsfrister for gennemførsel af studiet. Se nedenstående skema:

Studiestart                                       Kandidat (2 år)                 Kandidat (3 år)
1.september 2015 eller senere         Normeret tid + 1/2 år
1. februar 2015                                  28. februar 2018
Før 1. februar 2015                           31. august 2018

Studerende indskrevet før 1. februar  2015 kan være omfattet af regler, hvor tidsfristen for gennemførsel af uddannelsen ligger tidligere end angivet i ovenstående skema. I disse tilfælde gælder den tidsfrist, der er angivet i den pågældende studieordning.

§ 7.4 - Krav om studieaktivitet

  • Studerende skal bestå mindst én ECTS- udløsende prøve i løbet af en sammenhængende periode på et år. Hvis kravet ikke opfyldes vil den studerende blive udmeldt fra sin uddannelse.
  • Studerende optaget pr. 1. september 2015 og frem skal bestå mindst 45 ECTS pr. studieår for at overholde SDU’s studieaktivitetskrav.
  • Indskrivningen kan bringes til ophør for studerende, der ikke opfylder ovenstående studieaktivitetskrav.
  • Studienævnet kan dispensere fra studieaktivitetskravet, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Studienævnet må i vurdering om dispensation for studieaktivitetskravet inddrage studieegnethed.
  • Studerende der er mere end 12 måneder forsinket i forhold til den normerede studietid tilbydes særlig vejledning i form af en individuel samtale, jf. Uddannelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 2. Forsinkelsessamtaler afholdes af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

§ 7.5 - Speciale

Afleveres specialet ikke indenfor den aftalte frist, har den studerende brugt ét eksamensforsøg og specialet betragtes som 'Udeblevet' (U) og dermed ikke bestået. Der skal udarbejdes en ny opgaveformulering inden for det oprindelige emneområde, og afleveringsdatoen fastsættes til tre måneder efter den oprindelige afleveringsdato. Den ændrede opgaveformulering skal modsvare ca. 3 måneders ekstra specialearbejde.

Bedømmes specialet til ikke bestået (karaktererne '00' eller '-3') udfærdiges ligeledes en ny opgaveformulering med afleveringsfrist 3 måneder efter at bedømmelsen er offentliggjort.

Såfremt specialet fortsat ikke afleveres eller bestås kan  den studerende få et tredje forsøg efter de samme regler. 

§ 7.6 - Orlov

Studerende ved SDU kan bevilges orlov, hvis denne er begrundet i fødsel/adoption, værnepligt/FN-tjeneste, jf. SDU’s regler for orlov..

Universitetet kan derudover bevilge orlov:

  • Hvis den studerende skal deltage i den prægraduate forskeruddannelse (prægraduat forskningsophold) ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
  • Hvis den studerende er eliteidrætsudøver.
  • Hvis der foreligger usædvanlige forhold.

Orlov kan som hovedregel bevilges i op til et semester ad gangen.
Undtagelser:

  • På uddannelser med kvartalsstruktur kan orlov bevilges i op til to kvartaler ad gangen.
  • Er orloven begrundet i fødsel/adoption eller værnepligt/FN-tjeneste kan der bevilges op til 12 måneders orlov.
  • Er orloven begrundet i deltagelse i et prægraduat forskningsophold kan der bevilliges op til 12 måneders orlov.

Såfremt en studerende ønsker at forlænge en bevilget orlov, skal der fremsendes en ny ansøgning om orlov, der dokumenterer behovet for forlængelse. Orlovsansøgninger behandles af Studieservice.

For uddybning henvises til SDU’s regler for orlov.

§ 7.7 - Valgfag

Der indgår valgfag på uddannelsen.

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

SDU's generelle studieregler er gældende for forhold, der ikke er nævnt i Eksamensbekendtgørelsen.

Studienævnet kan, hvis der foreligger usædvanlige forhold, dispensere fra regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.

Studienævnet må i alle vurderinger af dispensationer, undtaget dispensation for ekstra prøveforsøg, inddrage studieegnethed.

§ 8.2 - Klage over eksamen

Klager over prøver eller anden bedømmelse, der indgår i eksamen, indgives af den studerende og stiles til Dekanen for det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Der skal anvendes særligt skema til indgivelse af eksamensklage, som findes på fakultetets hjemmeside.

En studerende kan bl.a. klage over:

  • Retlige spørgsmål
  • Eksaminationsgrundlaget
  • Prøveforløbet
  • Bedømmelsen

Klagen skal indgives senest to uger efter, at bedømmelsen er offentliggjort. Fristen løber dog tidligst fra den dato, der er meddelt for offentliggørelsen. Universitetet kan i særlige tilfælde dispensere fra tidsfristkravet. Der henvises i øvrigt til Eksamensbekendtgørelsen kapitel 7 samt klagevejledningen, som fremgår af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets hjemmeside.

Fakultetet kan ikke træffe afgørelse om at ændre et resultat. Fakultetet kan kun træffe afgørelse i form af følgende:

  • Ombedømmelse ved nye bedømmere (skriftlig eksamen)
  • Tilbud om ny prøve (omprøve) ved nye bedømmere (mundtlig eksamen)
  • Afvisning af klagen

Resultatet af en omprøve eller ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter end den oprindelige.

Klager over andre forhold end eksamen, f.eks. vejledning og undervisning, skal stiles til studieledelsen.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

Klager over meritafgørelser

I henhold til Uddannelsesbekendtgørelsen § 49, stk. 1 kan universitetets/studienævnets afgørelser for så vidt angår afslag eller delvis afslag på merit for beståede danske uddannelseselementer og forhåndsmerit for danske eller udenlandske uddannelseselementer, indbringes for et meritankenævn efter reglerne i Meritankenævnsbekendtgørelsen.

I henhold til Uddannelsesbekendtgørelsen §49, stk. 2 kan universitetets afgørelser for så vidt angår afslag og delvist afslag på merit for beståede udenlandske uddannelseselementer, indbringes for Kvalifikationsnævnet efter reglerne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v.

Klager vedrørende retlige spørgsmål
Studienævnets afgørelser efter Uddannelsesbekendtgørelsen og denne studieordning kan af studerende indbringes for Styrelsen for for Forskning og Uddannelse, når klagen vedrører retlige spørgsmål jf. Uddannelsesbekendtgørelsen § 52.

Klagen skal være begrundet og skal indgives til Universitetet senest to uger efter at studienævnets afgørelse er meddelt den studerende. Universitetet afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere på inden for en frist af mindst 1 uge. Universitetet sender derefter klagen til Styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9.1 - Studienævn

Studienævn for audiologi

§ 9.2 - Censorkorps

Censorkorps for Audiologopædi og Sprogpsykologi

§ 9.3 - Ikrafttrædelsesdato

01-09-2015

§ 9.4 - Gældende for studerende optaget pr.

01-09-2015

§ 9.5 - Dato for godkendelse i studienævnet

05-01-2021

§ 9.6 - Dato for Dekanens godkendelse

05-01-2021

§ 9.7 - Overgangsordninger

Bliver man forsinket på uddannelsen, frivilligt eller ufrivilligt, kan det være nødvendigt at blive indskrevet på den nyeste studieordning for at gøre uddannelsen færdig.

Studerende opfordres derfor til ikke at planlægge at tage uddannelsen på mere end normeret tid.

Hvis du bliver forsinket, skal du være opmærksom på at indskrivning på ny studieordning vil afhænge af, hvor langt du er på den eksisterende studieordning.

Se oversigstsskema over sidste udbud af eksamener på gammel ordning.