Studieordning for Master of Business Administration (MBA)

Studienævn for efter- og videreuddannelse på samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab
Uddannelsestitler:
  • Master of Business Administration (MBA)
ECTS-point: 60
Byer: Odense
Terminer: Efterår, Forårx
Ikrafttrædelsesdato for studieordningen: 01-09-2021
Gældende for studerende optaget fra og med: 01-09-2021

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Uddannelsestitler

Master of Business Administration (MBA) (Master)

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse (BEK nr 262 af 20/03/2007)

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen) (BEK nr 114 af 03/02/2015)

Bekendtgørelse om masteruddannelser ved universiteterne (masterbekendtgørelsen) (BEK nr 19 af 09/01/2020)

Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) (BEK nr 22 af 09/01/2020)

Bekendtgørelse om deltidsuddannelse ved universiteterne (deltidsbekendtgørelsen) (BEK nr 24 af 09/01/2020)

ECTS-point

60

Studienævn

Studienævn for efter- og videreuddannelse på samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab

Sprog

Dansk

Byer

Odense

Terminer

Efterår, Forår

Niveau

Master

§ 1.2 - Uddannelsens formål, herunder evt. faglig profil og specialiseringer

Masteruddannelser er forskningsbaserede videregående uddannelser inden for videreuddannelsessystemet for voksne, der har til formål at give studerende med praktisk erhvervserfaring og en forudgående uddannelsesbaggrund en videregående uddannelse inden for et specialiseret område eller i et bredere perspektiv på et fagligt eller flerfagligt område.

En masteruddannelse skal på videnskabeligt grundlag give de studerende viden, færdigheder og kompetencer, som kvalificerer til at kunne varetage højt kvalificerede funktioner i virksomheder, institutioner m.v. Den enkelte masteruddannelse skal sikre, at den studerende er i stand til at anvende fagområdets videnskabelige metoder og begreber i forbindelse med:

  • vurdering og løsning af teoretiske og praktiske problemstillinger,
  • formidling af faglige problemstillinger og løsningsforslag til fagfæller og ikke-specialister,
  • styring og udvikling af komplekse arbejdssituationer,
  • selvstændig etablering af fagligt og tværfagligt samarbejde, og
  • egen faglige udvikling.

En masteruddannelse gennemføres på et niveau, der svarer til en kandidatuddannelse. En masteruddannelse udgør et selvstændigt afrundet uddannelsesforløb.

Masteruddannelsen i Master i Business Administration  (MBA) er normeret til 60 ECTS, hvilket svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år, men undervisningen tilrettelægges således, at fuldtidsbeskæftigede kan følge og afslutte uddannelsen over 6 år.

§ 1.3 - Didaktisk og pædagogisk grundlag

De bærende principper for uddannelse på Syddansk Universitet er aktiverende undervisning og aktiv læring. Undervisningen ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet skal leve op til disse principper, og de studerende, medarbejderne og ledelsen har i fællesskab ansvaret for, at principperne realiseres igennem hele uddannelsesforløbet. Det overordnede mål er at øge de studerendes læringsudbytte med afsæt i faglighed, faglig udvikling og pædagogisk nytænkning i et forpligtende læringsfællesskab.

Studienævnets udfyldende bemærkninger af den lokale udmøntning af de bærende principper i forhold til uddannelsen: 

Med afsæt i kompetenceprofilen vægter masteruddanelsen i Business Administration i særlig grad undervisningsformer, der veksler mellem forelæsninger, workshops, øvelser og projekter, der skal integrere teorier og metoder fra fagområderne og forankre dem i praksis.

Uddannelsens faglige kompetencemål fremgår under punktet Studieforløb

§ 2 - Indskrivning

§ 2.1 - Uddannelsens faglige forudsætninger og krav til beskæftigelse/erhvervserfaring

Ansøgeren skal have mindst to års relevant erhvervs- og ledelseserfaring efter adgangsgivende eksamen. Der lægges vægt på, at ansøgerens erhvervs- og ledelseserfaring som helhed er relevant for uddannelsen.

Ansøgeren bør have sproglige færdigheder i engelsk, der gør det muligt at følge engelsksproget undervisning og læse og forstå engelsksproget pensum. Der vil  i begrænset omfang kunne forventes fagudbud på engelsk. 

§ 2.2 - Deltagerbetaling

Masteruddannelser er betalingsuddannelser i henhold til reglerne i bekendtgørelsen om deltidsuddannelse ved universiteterne (deltidsbekendtgørelsen). Der opkræves betaling for deltagelse i undervisningen inkl. prøver og anden bedømmelse.

Oplysninger om betaling, prisstruktur, og hvad betalingen dækker, kan findes under www.sdu.dk på studiesiden for uddannelsen. Se også punktet Prøveforsøg for bestemmelser omkring prøveforsøg og betaling.  

Universitet kan bringe indskrivningen til ophør, når betalingen ikke længere dækker. 

Studerende, der optages som enkeltfagsstuderende betaler den aktuelle pris for faget.

§ 2.3 - Adgangskrav

Jf. Masterbekendtgørelsen  er adgang til uddannelserne er betinget af, at ansøgere har gennemført mindst én relevant:

  • bacheloruddannelse,
  • professionsbacheloruddannelse, 
  • mellemlang videregående uddannelse, 
  • diplomuddannelse gennemført som et reguleret forløb, eller 
  • udenlandsk uddannelse på samme niveau. 

Ansøgere skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse. 

Universitetet kan optage ansøgere, der ikke opfylder betingelserne ovenfor, men som ud fra en konkret vurdering skønnes at have uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed, herunder ansøgere der har gennemført en diplomuddannelse som fleksibelt forløb. Universitetet kan fastsætte, at ansøgeren senest inden det tidspunkt, der er fastsat for studiestarten, skal aflægge supplerende prøver.

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Optagelsen på MBA er betinget af, at ansøgeren har bestået en videregående uddannelse på mindst bachelorniveau, den erhvervsøkonomiske diplomprøve (HD) eller en anden diplomuddannelse. Studielederen kan i samråd med Optagelsen ved dispensation give adgang til uddannelsen for ansøgere, der ikke opfylder de ovennævnte uddannelsesmæssige betingelser, men som skønnes at have forudsætninger for at gennemføre uddannelsen. Dette eventuelt efter aflæggelse af en supplerende prøve, hvor en samtale eksempelvis kan indgå i vurderingen af ansøgers forudsætninger.

Studerende, der ikke ønsker at deltage i alle studiets elementer, kan optages som enkeltfagsstuderende, hvis forudsætningerne ovenfor er opfyldte, hvis adgangskravene til det pågældende enkeltfag er opfyldt af den studerende, og hvis universitetet finder optagelsen hensigtsmæssig ud fra praktiske og pædagogiske hensyn. På grund af den faglige progression forventes den enkeltfagsstuderende ved valg af fag at have tilegnet sig de samme faglige forudsætninger som de almindelige studerende. Der udstedes bevis for beståede fag.

§ 3 - Struktur og progression

§ 3.1 - Overordnet opbygning og struktur

De 60 ECTS-point, som MBA omfatter, er fordelt på obligatoriske fag på ialt 30 ECTS-point, tre valgfag og et masterprojekt.

Obligatoriske fag: Første semester á 15 ECTS (Strategi- og forretningsforståelse, Organisationsanalyse og design, Konkurrence og markeder (i alt 15 ECTS-point), andet semester á 15 ECTS-point (Markedsrelationer, Økonomistyring, Certifikatprojekt (i alt 15 ETCS-point), tredje semester á 15 ECTS-point (valgfag 1, valgfag 2, valgfag 3 (i alt 15 ECTS-point).

Valgfag vil være tematiserede forløb, som svarer til eksisterende fag på masterniveau. Se §7.5 for flere detaljer om valgfag.

På fjerde semester afsluttes uddannelsen med et masterprojekt på 15 ECTS-point.

Inden certifikatprojektet påbegyndes, skal den studerende have bestået fagene på 1. semester samt være tilmeldt eller have bestået de 2 grundfag på 2. semester. Inden masterprojektet påbegyndes, skal den studerende have bestået uddannelsescertifikatet (Certificate of Business Administration) samt have bestået eller være tilmeldt alle 3. semesters fag. Når fagene på 1. og 2. semester og Certifikatprojektet er bestået, opnår den studerende CBA, Certificate of Business Administration.

Fagudbuddet omfatter såvel virksomhedseksterne som virksomhedsinterne fag samt fag, der integrerer og går på tværs af virksomhedens formelle grænser.

§ 3.2 - Studieforløb

MBA (optag fra 1. sept. 2021)

§ 4 - Fagbeskrivelser

§ 4.1 - Fagbeskrivelser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

MBA (optag fra 1. sept. 2021)

Fagbeskrivelser i studieordningen 

Økonomistyring

Markedsrelationer

Certifikatprojekt

Konkurrence og markeder

Masterprojekt

Strategi og forretningsforståelse

Organisationsanalyse og -design

§ 5 - Bestemmelser om eksamener og prøver

§ 5.1 - Uddannelsens beståelseskrav

En prøve er bestået, når der er opnået bedømmelsen Bestået, eller karakteren 02 eller derover. Beståede prøver kan ikke tages om. Masteruddannelsen er bestået, når alle prøver er bestået.

Fakultetets udfyldende bestemmelser:

Som hovedregel kan karakteren 00 indgå i bedømmelsen i delprøver. Hvis den samlede prøve er bestået, kan karakteren 00 ikke tages om. I fag, hvor karakteren 00 og -3 ikke kan indgå i bedømmelsen skal alle delprøver bestås med minimum 02, for at faget kan bestås samlet set, hvis dette er tilfældet, vil det fremgå af fagbeskrivelsen under Regler. 

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Uddannelsen er bestået, når der for hvert enkelt fag er opnået en karakter på 02 eller derover eller med bedømmelsen bestået. Såfremt et fag består af delprøver, fremgår det af de respektive fagbeskrivelser, hvorledes delprøverne vægter i fagets endelige karakter.

Der udregnes ikke et vægtet gennemsnit for uddannelsen. 

§ 5.2 - Særlige eksamener/prøver

Fakultetets udfyldende bestemmelser: 
Fakultetet kan i helt ekstraordinære tilfælde give tilladelse til, at mundtlige masterforsvar afholdes uden for Syddansk Universitet.  

Studienævnets udfyldende bestemmelser: 
En studerende kan, når særlige forhold begrunder dette, fx udstationering eller bopæl i udlandet, få tilladelse til at gennemføre prøve på en dansk repræsentation eller andre på forhånd fastsatte steder i udlandet. Ansøgning herom indsendes til studienævnet senest 6 uger før prøven. For mere information henvises til uddannelsens hjemmeside på SDU.dk 

§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne

Studienævnets udfyldende bestemmelser: 

Bedømmelsen af skriftlige arbejder angår primært det faglige indhold. Den studerendes stave- og formuleringsevne indgår med begrænset vægt, medmindre der er tale om omfattende markante afvigelser fra en normal faglig sprogbrug. Dette vil særligt gøre sig gældende ved større skriftlige arbejder.

§ 5.4 - Interne eller eksterne eksamener/prøver

Prøver kan enten være eksterne eller interne.

Eksterne prøver bedømmes af én eller flere eksaminatorer og af én eller flere censorer, der er beskikket af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Interne prøver bedømmes af én eller flere undervisere (eksaminatorer) udpeget af universitetet blandt underviserne på universitetet.

De eksterne prøver skal dække uddannelsens væsentlige områder, herunder Masterprojekt. Mindst 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point skal dokumenteres ved eksterne prøver. Dette gælder dog ikke for meritoverførte prøver.

Det fremgår af den enkelte fagbeskrivelse om en prøve er internt eller eksternt bedømt.

§ 5.5 - Eksaminationssprog

I uddannelser, der udbydes på dansk, aflægges prøverne på dansk, med mindre det er en del af prøvens formål at dokumentere den studerendes færdigheder i et fremmedsprog. Prøverne kan dog aflægges på svensk og norsk i stedet for dansk, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere færdigheder i dansk.

Universitetet kan i øvrigt, hvor forholdene gør det muligt, tillade studerende at aflægge en prøve på et fremmedsprog. Det gælder dog ikke, hvis det er en del af prøvens formål at dokumentere færdigheder i dansk eller i et bestemt andet fremmedsprog.

Har undervisningen i et fag været gennemført på et fremmedsprog, aflægges prøven på dette sprog, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere den studerendes færdigheder i et andet sprog. Universitetet kan fravige den regel.

I uddannelser, der udbydes på engelsk eller et andet fremmedsprog, aflægges prøverne på det udbudte sprog, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere den studerendes færdigheder i et andet sprog. Universitetet kan fravige denne regel.

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Valgfag kan i nogen tilfælde udbydes på engelsk, det vil af fagbeskrivelsen fremgå hvilket prøvesprog, der forventes. Obligatoriske fag kan ligeledes i begrænset omfang udbydes på engelsk, men her vil der vær en valgmulighed ift. prøvesprog.

§ 5.6 - Eksamens- og prøveformer

Valg af prøveform i det enkelte fag skal ske under hensyntagen til flere faktorer. Der skal som udgangspunkt være en klar sammenhæng mellem det enkelte fags formål, indhold, læringsaktiviteter og prøveformen, således, at eksamensresultatet i det enkelte fag afspejler den studerendes grad af opfyldelse af fagets læringsmål. 

For uddannelsen i sin helhed tilstræbes en variation af prøveformer på tværs af fag, således at de studerende samlet set udprøves i de forskellige typer af viden, færdigheder og kompetencer, som er repræsenteret i uddannelsens kompetenceprofil. Dette skal sikre, at den studerendes samlede eksamensresultat afspejler den studerendes grad af opfyldelse af uddannelsens læringsmål.

§ 5.7 - Uregelmæssigheder i forbindelse med eksamener/prøver

Der kan træffes disciplinære foranstaltninger over for studerende ved eksamenssnyd eller forstyrrende adfærd ved eksaminer jf. Regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende ved Syddansk Universitet.

Afvises en opgave eller annulleres en prøve på grund af dokumenterede uregelmæssigheder, opkræves der efterfølgende betaling for omprøve hvis forløbet genoptages. For yderligere information henvises til uddannelsens hjemmeside under "Generelle regler for betaling".

§ 5.8 - Særlige vilkår

Universitetet kan tilbyde særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til studerende med et andet modersmål end dansk, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Der henvises til § 7 i eksamensbekendtgørelsen og studienævnets hjemmeside.

§ 5.9 - Individuelle eksamener/prøver og gruppeprøver

Prøverne tilrettelægges som individuelle prøver eller som gruppeprøver. Ved såvel en individuel prøve som en gruppeprøve skal der foretages en individuel bedømmelse af de studerendes præstationer, og der skal gives individuelle karakterer.

Det fremgår af de enkelte fagbeskrivelser, hvis en prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve. Såfremt en prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve, fremgår det af fagbeskrivelsen, hvor mange studerende, der højst kan deltage i den enkelte gruppeprøve og om den studerende har mulighed for at vælge en individuel prøve.

Hvis en afleveret skriftlig opgavebesvarelse ikke opfylder krav om individualisering eller formkrav fastsat i de enkelte fagbeskrivelser, kan opgavebesvarelsen afvises. Hvis opgavebesvarelsen afvises, skal der ikke gives en bedømmelse og den studerende har brugt et prøveforsøg, jfr. § 24, stk. 3 i eksamensbekendtgørelsen.

Der henvises til eksamensbekendtgørelsens § 4 og til eksamensbestemmelserne i de respektive fagbeskrivelser.

Studienævnets udfyldende bestemmelser:
Antallet af studerende i en gruppeprøve kan som hovedregel maksimalt være 4. Studienævnet kan beslutte at afvige reglen. Det vil i givet fald fremgå af fagbeskrivelsen. Omfanget af skriftlige opgaver er fastsat således, at omfanget af sider eller tid til mundtlig prøve ved to personer +50 %, ved tre personer +75% og fire personer +100%. Afsnit skal markeres, så det tydeligt fremgår hvem der er ansvarlig for hvilke dele af opgaven.

Hvis det fremgår af fagbeskrivelsen, kan der erlægges gruppeprøve i stedet for individuel eksamination. Her gælder samme regler for omfang af sideantal og tid til mundtlig prøve ligesom afsnit skal markeres, så det tydeligt fremgår hvem, der er ansvarlig for hvilke dele af opgaven.

§ 5.10 - Omprøver

Hvis der til en prøve/eksamen ikke er angivet særlige bestemmelser om omprøve/reeksamen, gælder det, at omprøven afholdes som den ordinære prøve. 

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Omprøve afholdes som hovedregel for efterårsfagene i februar og for forårsfagene i august. Studienævnet kan beslutte at afholde yderligere omprøver i næstfølgende eksamenstermin. Dette vil fremgå af de respektive fagbeskrivelser. Deltagelse i omprøven kræver, at man har deltaget i ordinær prøve i samme eksamenstermin. Studienævnet kan beslutte at ændre prøveform og bedømmelsesform til omprøven. Dette vil i givet fald blive offentliggjort efter tilmeldingsfristens udløb.

Studerende, som har deltaget i en ordinær prøve uden at have bestået denne, har mulighed for at gå op til omprøve i samme prøvetermin. Bestås omprøven ikke, har den studerende mulighed for at deltage i næste ordinære prøve. For sen framelding eller udeblivelse fra prøven tæller som et prøveforsøg, og den studerende har ikke ret til at gå til omprøve.

Studienævnet kan give adgang til omprøve efter dispensationsansøgning, såfremt der er tale om usædvanlige forhold. Usædvanlige forhold vedrører konkrete, individuelle forhold hos den enkelte studerende, som man vanskeligt kunne forudse eller er uden skyld i. Travlhed på arbejde er fx ikke et usædvanligt forhold.

Bevilliger studienævnet dispensation, annulleres det brugte prøveforsøg. Bevilliger studienævnet ikke dispensation, har den studerende mulighed for at deltage i næste ordinære prøve.

Når sygdom forhindrer den studerende i at deltage i en prøve, har man mulighed for at gå til omprøve. Dette kræver at mastersekretariatet kontaktes senest på dagen for prøven, samt man fremskaffer lægelig dokumentation for sygdommen fra egen sædvanlige læge eller anden relevant instans hurtigst muligt. Erklæringen skal indeholde dato eller periode, hvor man har været syg, og denne skal falde inden for eksamensperioden. Betaling for lægeattest dækkes af den studerende. Dokumentationen sendes på mail til mastersekretariatet hurtigst muligt, dog senest inden en måned efter prøvedato. Ved langvarig sygdom kontaktes studienævnet.

Består den studerende ikke omprøven, er man ikke berettiget til ny omprøve, men man har mulighed for at deltage i næste ordinære prøve.

Omprøve afholdes efter samme bestemmelser, som gælder for den ordinære prøve, medmindre der i bestemmelserne for den pågældende prøve eksplicit er fastsat afvigende bestemmelser vedrørende omprøve, eller antallet af deltagere til en skriftlig omprøve tilsiger, at den mest hensigtsmæssigt kan afholdes som en mundtlig prøve.

For masterprojektet gælder, at studerende som opnår bedømmelsen 00 eller derunder, får lejlighed til at bearbejde projektet, så det kan bedømmes på ny.

§ 5.11 - Prøveforsøg

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Den studerende har 3 prøveforsøg til at bestå en prøve.  Betalingen dækker deltagelse i undervisningen én gang samt potentielt 3 prøveforsøg, som skal afholdes inden for et studieår. For masterprojektet gælder særlige regler, idet betalingen dækker 2 prøveforsøg; den ordinære prøve og en eventuel omprøve.

De 3 prøveforsøg består af:

  1. Prøven, der følger umiddelbart efter faget eller modulets gennemførelse.
  2. Den tilhørende omprøve (hvis man ikke består ved ordinære prøve) samt.
  3. Det næste ordinære prøveforsøg, som afholdes inden for et år efter første ordinære eksamen

§ 5.12 - Forudsætninger for deltagelse i eksamener/prøver

Såfremt den studerende ikke opfylder de af universitetet fastsatte forudsætninger for at deltage i prøven, er der brugt et prøveforsøg. En forudsætning kan eksempelvis være deltagelse i undervisning og vil fremgå af fagbeskrivelsen.

Det er udelukkende muligt at deltage i omprøven, hvis de af universitetet fastsatte forudsætninger er opfyldt. Såfremt den studerende ikke opfylder de af universitetet fastsatte forudsætninger for at deltage i prøven, er der brugt et prøveforsøg. Forudsætninger for deltagelse i prøver, der er opfyldt før første ordinære prøve, skal ikke gentages ved et evt. nyt prøveforsøg.

§ 5.13 - Digitale eksamener/prøver og hjælpemidler

Alle skriftlige prøver på Samfundsvidenskab er digitale. 

Tilladte hjælpemidler, herunder Internetadgang, vil fremgå af fagbeskrivelsen. Der henvises i øvrigt til SDU’s regelsæt for skriftlige stedprøver og Regler ved eksamen på Samfundsvidenskab.

§ 5.14 - Pensumbeskrivelser

Eksamenspensum udgives på studiets side på www.sdu.dk/studieinfo/mba. Eksamenspensum er en del af studieordningen. Der eksamineres altid i nyeste pensum.

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Merit

Studienævnet kan i enkelttilfælde bevilge meritoverførsel for fag fra en anden masteruddannelse. Der henvises til § 16 i masterbekendtgørelsen og studienævnets hjemmeside om merit på SDU.dk

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Forhåndsmerit og merit bevilliges efter ansøgning til studienævnet og søges gennem ansøgningsportalen SPOC

Merit kan gives på baggrund af fag bestået fra en anden masteruddannelse. I vurderingen, som altid er individuel, indgår flere forhold, herunder omfanget og niveauet af pensum på det pågældende fag, den faglige relevans på MBA samt aktualiteten af faget. Der kan maksimalt opnås merit svarende til i alt 15 ECTS-point. 

Det er kun tilladt at følge fag, der indgår i det studie, man er indskrevet på, med mindre der er opnået forhåndsgodkendelse af merit fra studienævnet for fag, som ikke udbydes på eget studie.

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og eksamener/prøver

Tilmelding til undervisning og prøver

Tilmeldingsfrist til masteruddannelsens fag fastsættes af universitetet. Tilmeldingsfrist offentliggøres på studiets hjemmeside. 

Når en studerende er tilmeldt undervisningen til et fag, er den studerende automatisk tilmeldt den første ordinære prøve. Tilmelding til prøveforsøg i senere eksamensterminer skal ske henholdsvis senest 1. marts (sommereksamen) og 1. oktober (vintereksamen). 

Ved ikke bestået prøve: Studerende, der ikke består den ordinære eksamen, vil blive servicetilmeldt omprøven. Efter resultatets offentliggørelse modtager den studerende en mail fra sekretariatet med omprøvedato. Det er muligt for studerende at framelde deltagelsen i omprøven, jf. nedenstående frister. 

Manglende rettidig framelding - også til en omprøve - tæller som et eksamensforsøg. 

Framelding til undervisning og prøver:

Framelding til undervisning sker til mastersekretariatet. Rettidig framelding er henholdsvis den 15. september (efterårets fag) eller den 15. februar (forårets fag).

Framelding til eksamen sker til mastersekretariatet senest en uge før 1. eksamensdato. Ved rettidig framelding til en prøve (ordinær såvel som omprøve) tæller det ikke som et prøveforsøg, og den studerende har mulighed for at deltage næste gang der afholdes ordinær eksamen i faget. Det forudsættes, at betalingen dækker yderligere forsøg. Rettidig framelding til ordinær prøve giver ikke ret til at gå op til omprøvedatoen tilrettelagt i samme semester som den ordinære prøve. 

For sen framelding medfører, at prøven registreres som et brugt prøveforsøg. 

Ved første eksamensdag forstås følgende:

1. Skriftlig hjemmeopgave: Dato for aflevering

2. Skriftlig hjemmeopgave med bundet emne/udleverede spørgsmål: Dagen for udlevering af emne/spørgsmål

3. Skriftlig stedprøve er selve dagen

4. Mundtlig på baggrund af skriftligt produkt er datoen for aflevering af det skriftlige produkt

5. Mundtlig prøve er dagen for selve prøven, dog første eksamensdag, hvis prøven løber over flere dage

Ved sygdom på eksamensdagen, skal mastersekretariatet kontaktes senest på eksamensdagen. Gør eksaminanden ikke det, mistes retten til et omprøveforsøg, og man kan først gå op til næste ordinære eksamen. 

Er der tale om særlige forhold, fx sygdom eller andre uforudsete hændelser, kan der søges dispensation for ovennævnte gennem studienævnet.

§ 7.2 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet

Uddannelsen tilrettelægges som deltidsstudium og kan gennemføres over fire semester. Den enkelte studerende kan dog fordele uddannelsen over 12 semestre, da hele masteruddannelsen skal være færdiggjort senest 6 år fra studiestart. 

§ 7.3 - Masterprojekt

Masterprojektet på MBA udgør 15 ECTS, og er nærmere beskrevet i fagbeskrivelsen. Masterprojektet kan udbydes på heltid efter studienævnets bestemmelse.

§ 7.4 - Deltagerbegrænsning

Såfremt der til et fag er deltagerbegrænsning, vil dette samt kriterier for udvælgelse fremgå af fagbeskrivelsen.

§ 7.5 - Valgfag

Studienævnets udfyldende bestemmelser:

Den studerende skal vælge 3 valgfrie fag, som udbydes på MBA uddannelsen.
Den studerende kan også vælge at sammensætte sine valgfrie fag fra andre masteruddannelser, udbudt af Syddansk Universitet eller andre bekendtgørelsesbelagte masteruddannelser, godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Ved ønsker om valgfrie fag, der ikke udbydes inden for rammen af MBA-uddannelsen, indsender den studerende en ansøgning om forhåndsmerit til studienævnet. Fag udbudt af tilsvarende anerkendte udenlandske uddannelsesinstitutioner, kan indgå som valgfrit fag, såfremt faget forud er godkendt af studienævnet.

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

Studienævnet kan, når det er begrundet i usædvanlige forhold, dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.

§ 8.2 - Klage over eksamener/prøver

Klage over prøver eller anden bedømmelse, der indgår i eksamen, skal indbringes for universitetet senest 2 uger efter, at resultatet af eksamen er bekendtgjort. Klagen skal være skriftlig og begrundet.

For nærmere information og vejledning om klager over eksamen henvises til studiets hjemmeside på SDU.dk og eksamensbekendtgørelsens kap.7.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

I henhold til § 21 i masterbekendtgørelsen og § 25 i deltidsbekendtgørelsen kan universitetets afgørelser efter denne bekendtgørelse indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen af studerende, når klagen vedrører retlige spørgsmål.

Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Klagen indgives til universitetet, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere universitetets udtalelse inden for en frist af mindst 1 uge. Universitetet sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9.1 - Studienævn

Studienævn for efter- og videreuddannelse på samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab

§ 9.2 - Censorkorps

Det Erhvervsøkonomiske Censorkorps

§ 9.3 - Ikrafttrædelsesdato for studieordningen

01-09-2021

§ 9.4 - Gældende for studerende optaget fra og med

01-09-2021

§ 9.5 - Dato for godkendelse i studienævnet

26-01-2021

§ 9.6 - Dato for Dekanens godkendelse

05-03-2021

§ 9.7 - Overgangsordninger og studieordningsændringer

Aktuelle overgangsordninger for uddannelsen fremgår af studieforløbene for de relevante årgange.