Studieordning for Bachelor (BA) i spanske og spanskamerikanske studier

Studienævn for Tysk og Spansk
Uddannelsestitler:
  • Bachelor (BA) i spanske og spanskamerikanske studier
  • Bachelor of Arts (BA) in Spanish and Spanish-American Studies
ECTS-point: 180
Byer: Odense
Terminer: Efterårx
Ikrafttrædelsesdato: 01-09-2017
Gældende for studerende optaget fra og med: 01-09-2017

Version: Arkiv

§ 1 - Beskrivelse af uddannelsen

§ 1.1 - Stamblad

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse om adgang til bacheloruddannelser ved universiteterne og de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (BEK nr 1496 af 12/12/2017)

Sprog

Dansk

§ 1.2 - Uddannelsens formål, herunder evt. faglig profil og specialiseringer

Bacheloruddannelsen med centralt fag i Spanske og spanskamerikanske studier 

Bacheloruddannelsen med centralt fag i Spanske og spanskamerikanske studier er et fuldtidsstudium, der udgør 135 ECTS. I kombination med et tilvalg/sidefag på 45 ECTS opnår den studerende en erhvervskompetence som bachelor (BA) og en faglig kompetence, der giver ret til at søge ind på en kandidatuddannelse.

Kompetencebeskrivelse

Formålet med bacheloruddannelsen med centralt fag i Spanske og spanskamerikanske studier er at give den studerende kvalifikationer gennem fagspecifik og fagrelateret kunnen, viden og metode.

Den studerende opnår en bred viden om kulturelle, samfundsmæssige og sproglige forhold i de spansksprogede områder samt grundlæggende, velfunderede kompetencer i skriftlig og mundtlig spansk.

Uddannelsens kompetencemål opdeles i generelle og fagspecifikke kompetencemål. De generelle kompetencemål er de overordnede kompetencemål dimittenden har efter afslutning af uddannelsen, mens de fagspecifikke kompetencemål relaterer sig til uddannelsens kernefaglighed. Iht. ”Ny dansk kvalifikationsramme for videregående uddannelse” opdeles kompetencemål i viden, færdigheder og kompetencer:


Generelle kompetencemål:

Dimittenden skal

  1. kunne afgrænse og definere et fagligt problem på et videnskabeligt niveau
  2. kunne undersøge, analysere og løse faglige problemer ved hjælp af relevante faglige teorier og metoder samt relatere dette til aktuel forskning
  3. kunne systematisere kompleks viden og data samt selektere og prioritere forhold, der er væsentlige for emnet
  4. kritisk kunne vurdere fagets forskellige teorier og metoder
  5. have en præcis og konsekvent begrebsanvendelse
  6. kunne argumentere på et grundlæggende videnskabeligt grundlag
  7. kunne indgå i en dialog på et fagligt grundlag
  8. kunne fokusere og skabe sammenhæng i løsning af opgaver
  9. tage kritisk stilling til alle benyttede kilder og dokumentere disse ved hjælp af referencer, noter og bibliografi
  10. anvende et sprog – skriftligt og/eller mundtligt – der er emneorienteret, klart, præcist og korrekt
  11. formidle faglige problemstillinger og løsningsmodeller, således at det bliver relevant og forståeligt for forskellige målgrupper
  12. kunne håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer og kunne indgå i et samarbejde, herunder at kunne modtage og give konstruktiv kritik 
  13. kunne arbejde selvstændigt, disciplineret, struktureret og målrettet, herunder også kunne overholde deadlines og formalia
  14. anvende IT som et redskab i forbindelse med såvel informationssøgning som mundtlig og skriftlig formidling
  15. kunne forstå og anvende faglige tekster på engelsk og på de skandinaviske sprog
  16. styre en analyseproces frem til et resultat
  17. omsætte viden til konkrete løsninger 


Sammenhængen mellem kvalifikationsrammen for videregående uddannelser, uddannelsens kompetencemål og de enkelte fagelementers læringsmål fremgår af bilag 1 [dybt link til webside]. Uddannelsens faglige kompetencemål fremgår under punktet Profiler. 


Sidefag i Spanske og spanskamerikanske studier 

Sidefag i Spanske og spanskamerikanske studier er et fuldtidsstudium, der udgør 95 ECTS, hvoraf 45 ECTS er på bachelorniveau, og 50 ECTS er på kandidatniveau. Sammen med en relevant kandidatuddannelse giver sidefaget på 95 ECTS undervisningskompetence inden for gymnasiesektoren.

Formålet med bachelorsidefag i Spanske og spanskamerikanske studier er at give den studerende kvalifikationer gennem fagspecifik og fagrelateret kunnen, viden og metode.

Den studerende får overblik over kernefaglige områder i form af de spansksprogede områ-ders samfund og historie og deres litterære og kulturelle tekster samt et grundlæggende kendskab til den spanske grammatik. Derudover opnås solide kompetencer i skriftlig og mundtlig spansk.

Uddannelsens kompetencemål opdeles i generelle og fagspecifikke kompetencemål. De generelle kompetencemål er de overordnede kompetencemål dimittenden har efter afslutning af uddannelsen, mens de fagspecifikke kompetencemål relaterer sig til uddannelsens kernefaglighed. Iht. ”Ny dansk kvalifikationsramme for videregående uddannelse” opdeles kompetencemål i viden, færdigheder og kompetencer:


Generelle kompetencemål:

Se ovenfor under Generelle kompetencemål under Bacheloruddannelsen med centralt fag i Spanske og spanskamerikanske studier. 

§ 1.3 - Didaktisk, pædagogisk grundlag og kontakt til forskningsmiljø

Studerendes mulighed for kontakt til relevant forskningsmiljø

Gennem undervisning, vejledning, studiegrupper med tilknyttet underviser, gæsteforelæsninger o. lign. har den studerende mulighed for kontakt med forskere. Endvidere kan alle forskere kontaktes direkte via faste træffetider eller via mail.

Humanioramodellen for aktiv læring og aktiverende undervisning

Humanioramodellen er en platform for udvikling og udformning af aktiverende undervisning og aktiv læring på det Humanistiske Fakultet. Hermed udmønter humanioramodellen Syddansk Universitets principper for uddannelse: aktiverende undervisning og aktiv læring. Modellen tager udgangspunkt i, at aktiv læring realiseres gennem deltagelse i flere forskellige former for undervisning og aktiviteter. Den viser samtidig, hvordan undervisningen kan være aktiverende på forskellig vis.

Humanioramodellen baserer sig på, at forskellige former for undervisningsaktiviteter foregår i forskellige ”rum”, der defineres af underviseres og studerendes respektive roller og ansvar. Modellen synliggør, at den studerende har forskellige opgaver og roller i løbet af sit studium, herunder at deltage i forskellige aktiviteter og bidrage med en varietet af leverancer.

Studerendes studieaktiviteter organiseres og rammesættes i fire rum:


Underviseren planlægger og gennemfører aktiverende undervisning, herunder

  • involverer alle fire rum under hensyntagen til det enkelte fags målbeskrivelse
  • tydeliggør hvilket ansvar studerende har i forhold til deltagelse i de forskellige rum
  • støtter studerendes tilegnelse af studiekompetence til at arbejde i de forskellige rum

Underviseren reflekterer således over hvilke aktiviteter, der kan foregå i de fire rum, og hvordan aktiviteterne hænger sammen med fagets mål og udprøvning. Uddannelsens ledelse sikrer, at de studerende samlet set har aktiviteter i alle fire rum i hvert semester, samt at undervisernes særlige kompetencer og styrkeområder udnyttes bedst muligt i implementeringen af modellen.
Modellen synliggør, at studerende har forskellige former for ansvar, opgaver og roller knyttet til deltagelse i de forskellige studieaktiviteter. Det forventes, at den studerende leverer forskellige typer produkter og ydelser i de forskellige rum. Den studerende bliver således bevidst om og fortrolig med forskellige studieaktiviteter og opgaveformer.

Undervisningsrum, hvor underviser har planlægningsansvar og er til stede
Dette undervisningsrum vil typisk indeholde forelæsninger og holdundervisning med aktive-rende elementer, ekskursioner og workshops, hvor studerende deltager aktivt ved for eksempel at stille spørgsmål, reflektere, tage noter og bidrage til diskussioner i grupper og i plenum.
Her kan eksempelvis summemøder, refleksionsspørgsmål, quizzes, udfærdigelse af begrebskort, mm. være aktiverende elementer, som underviseren kan gøre brug af.

Studierum, hvor underviser har planlægningsansvar, men ikke er til stede
Dette studierum vil typisk kunne indeholde gruppearbejde, øvelser, opgaveløsning og tilsvarende aktiviteter, som er rammesat af underviseren, og hvor den studerende deltager aktivt.
Eksempler på aktiviteter kan være arbejde med arbejdsspørgsmål til pensum, logbøger, bidrag til blogs eller wikier, indsamling af materiale til egen eller gruppes portfolio, feltarbejde mm.

Undervisningsrum, hvor underviser er til stede, men studerende har planlægningsansvar for konkrete delaktiviteter
Dette undervisningsrum vil typisk kunne indeholde gruppeoplæg, vejledning og spørgetimer og lignende aktiviteter inden for rammerne af kurset. Den studerende deltager aktivt ved for eksempel at afholde studenteroplæg, respondere på medstuderendes oplæg evt. med varierende opponentroller, tage initiativ til og forberede vejledning. I alle tilfælde kan der være tale om individuelt såvel som gruppebaseret arbejde.
Dette undervisningsrum kan eksempelvis rumme gruppeoplæg, flipped classroom, peerfeedback, case- og problembased learning, projektvejledning og spørgetimer.

Studierum, hvor studerende har planlægningsansvar, og underviser ikke er til stede
Dette studierum indeholder den studerendes selvstændige studier, aktiv deltagelse i selvorganiserede læsegrupper og fælles eksamensforberedelse, udarbejdelse af opgaver og andre studieprodukter.

Humanioramodellen er en overordnet model, som gælder for alle uddannelser, som er hjemmehørende under Det Humanistiske Fakultet. Modellen er både en beskrivelse af eksisterende praksis på de humanistiske uddannelser, hvor aktiverende pædagogiske former allerede spiller en stor rolle, og et pejlepunkt i forhold til den videre udvikling af undervisningen på fakultetet. Studienævnet for den enkelte uddannelse afgør i detaljen, hvordan modellen kommer til udtryk i den pågældende uddannelse.

§ 3 - Struktur og progression

§ 3.1 - Overordnet opbygning og struktur

Bacheloruddannelsen i Spanske og spanskamerikanske studier består af følgende:

Konstituerende fagelementer 135 ECTS, herunder

Videnskabsteori    10 ECTS

Bachelorprojekt    15 ECTS

 Samt Valgfag       10 ECTS


Sidefag i Spanske og spanskamerikanske studier (45 ECTS) består af 

Konstituerende fagelementer45 ECTS

§ 3.2 - Studieforløb

BA Spanske og Spanskamerikanske studier 135 ECTS Optag 2016

BA Spanske og Spanskamerikanske studier 135 ECTS Optag 2017

BA Spanske og Spanskamerikanske studier 135 ECTS Optag 2018

Sidefag Spanske og Spanskamerikanske studier 45 ECTS

§ 3.3 - Sammenhæng mellem adgangskrav og uddannelsens første år

Uddannelsens struktur og indhold er tilpasset uddannelsens adgangsforudsætninger på følgende måde:
Undervisningen på bacheloruddannelsens første to semestre er i stort omfang lagt an på at skabe kontinuitet i forhold til den viden og terminologi og de arbejdsformer, som de studerende kender fra de gymnasiale uddannelser. Specielt tager fagene Skriftlig kommunikation 1 og 2 og Mundtlig kommunikation 1 og 2 udgangspunkt i det kendskab til spansk sprog, som de studerende har erhvervet i gymnasiet. Dette gælder også for faget Sprog og kultur 1, samtidigt med at dette fag bygger videre på de studerendes litterære og kulturelle viden. Også disciplinen Samfund og historie 1 og 2 bygger videre på de kundskaber, de studerende har opnået i fagene Historie og Samfundsfag i den gymnasiale sektor. - I erkendelse af et forholdsvist lavt sprogligt indgangsniveau (Spansk A) for en stor del af de studerende har man på studiet som generel strategi valgt i det tværdisciplinære kursus Sprog og kultur 1 at undervise udelukkende på dansk (dog med brug af spansksproget materiale) for på denne måde at opøve de studerende i at formulere sig mundtligt og skriftligt på dansk, samtidig med at de i starten af uddannelsesforløbet præsenteres for en række forholdsvis abstrakte begreber og sammenhænge, som ligger til grund for studiet i sin helhed. Også i faget Skriftlig kommunikation 1 og 2 undervises på dansk, da dette erfaringsmæssigt for de fleste letter forståelsen. De resterende fag udbydes på spansk, men i høj grad tilpasset de studerendes sproglige kompetencer. I løbet af de første to semestre kræves dog, at opgave-skrivning og mundtlige præsentationer i stigende grad udføres på spansk. Denne fremgangsmåde har som formål at træne de studerendes skriftlige og mundtlige formidlingsevne af det nye stof og de nye tilgange de møder på studiet på dansk såvel som på spansk.

Humanistisk videnskabsteori 1 knytter an til den elementære videnskabsteori og metodelære som med gymnasiereformen indgår i de gymnasiale uddannelser, men disciplinen sigter mod at sætte de studerende i stand til at reflektere mere selvstændigt og kritisk over forholdet mellem de enkelte videnskabers metode og videnskabelighed – ikke alene generelt inden for humaniora, men også specifikt som støtte for de andre fag på studiet, der fordrer samme refleksion og kritisk tænkning. 

Hvad angår didaktikken møder den studerende på sit studium velkendte læringsformer fra gymnasiet, som f.eks. forelæsninger, faste afleveringsopgaver, øvelser og gruppearbejde. De relativt små hold på nogle fag gør det nemmere at aktivere alle studerende til f.eks. studenteroplæg, der ofte er baseret på foregående arbejde i studiegrupper. Disse studiegrupper etableres hvert år og består af hver 4-5 studerende. De studerende inddrages i de fleste kurser aktivt i form af obligatoriske oplæg og den diskussionsorienterede undervisning. I faget Mundtlig kommunikation 1 og 2 opdeles de studerende efter deres sproglige niveauer (evt. ud fra kriterier, der refererer til Den Fælleseuropæiske Referenceramme for Sprog). I faget Sprog og kultur 1 indgår i starten af kurset et intensivt fagligt-socialt undervisningsforløb, der skal styrke de studerendes tilknytning til studiet. Dette forløb afsluttes med en øvelse, der indgår i eksamen i faget Sprog og kultur 1. 

§ 4 - Fagbeskrivelser

§ 4.1 - Fagbeskrivelser

Profilopdelte fagbeskrivelser 

BA Spanske og Spanskamerikanske studier 135 ECTS Optag 2016

BA Spanske og Spanskamerikanske studier 135 ECTS Optag 2017

BA Spanske og Spanskamerikanske studier 135 ECTS Optag 2018

Sidefag Spanske og Spanskamerikanske studier 45 ECTS

§ 5 - Bestemmelser om prøver

§ 5.1 - Studiestartsprøven

Studiestartsprøven består af det mundtlige oplæg i Sprog og kultur 1, der afvikles i forbindelse med introforløbet umiddelbart efter studiestart. Hvis prøven ikke er godkendt, har den studerende mulighed for at deltage i en omprøve en uge senere.

§ 5.2 - Førsteårsprøven

Prøver, som indgår i førsteårsprøven, skal senest bestås inden udgangen af den studerendes første studieår efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte uddannelsen. 

I førsteårsprøven indgår følgende prøver: Sprog og kultur 1, *Skriftlig kommunikation 2, *Samfund og historie 2, *Kulturhistorie 2 og *Mundtlig kommunikation 2

Se Fællesbestemmelserne for samdrevne fag på bachelorniveau for disse discipliner.

I fag på andet semester som indgår i førsteårsprøven, vil der udelukkende være mulighed for at aflægge to prøveforsøg inden udgangen af første studieår. 

§ 5.3 - Stave- og formuleringsevne ved større opgaver

Ved bedømmelsen af bachelorprojekt og andre størrre skriftlige opgaver skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne, uanset hvilket sprog eksamenspræstationen er affattet på.
 
Sprogbehandlingen i de skriftlige prøver eller i bachelorprojektet indgår i helhedsbedømmelsen af den pågældende præstation, idet det faglige indhold dog skal vægtes tungest.

§ 5.4 - Interne eller eksterne prøver

Prøverne kan enten være eksterne eller interne.

Eksterne prøver bedømmes af én eller flere eksaminatorer og af én eller flere censorer, der er beskikket af Styrelsen for Videregående Uddannelse.

Interne prøver bedømmes af én eller flere undervisere (eksaminatorer) udpeget af universitetet blandt underviserne på universitetet.
 
For skriftlige stedprøver og skriftlige hjemmeopgaver, der bedømmes med bestået/ikke-bestået, gælder det at der kun medvirker en medbedømmer, såfremt en underviser har bedømt opgaven til ikke-bestået, eller såfremt underviseren er i tvivl om bedømmelsen. Dette gælder uanset, at det fremgår af eksamensbestemmelserne i de individuelle disciplinbeskrivelser, at det er en ”intern prøve med to eksaminatorer”.

§ 5.5 - Undervisnings- og eksamenssprog

Undervisnings- og eksamenssproget er i udgangspunktet dansk for uddannelser der udbydes på dansk, med mindre andet er nævnt i fagbeskrivelsen for den enkelte disciplin. Såfremt bemanding af undervisningen nødvendiggør dette, eller såfremt det er nødvendigt at tage hensyn til internationale studerendes deltagelse i undervisningen, kan studienævnet beslutte, at undervisnings- og/eller eksamenssproget i særlige tilfælde kan være et fremmedsprog.

Undervisnings- og eksamenssproget er i udgangspunktet engelsk for uddannelser der udbydes på engelsk, med mindre andet er nævnt i fagbeskrivelsen for den enkelte disciplin.

I uddannelser, der udbydes på dansk, aflægges prøverne på dansk, medmindre prøvens formål er at dokumentere den studerendes færdigheder i et fremmedsprog. Prøverne kan dog aflægges på svensk eller norsk i stedet for dansk, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere færdigheder i dansk.

Hvis undervisningen i et fag har været afholdt på et fremmedsprog, aflægges prøven på dette sprog jf. studieordningens faglige del, medmindre det er en del af prøvens formål at dokumentere den studerendes færdigheder i dansk. Studienævnet kan dog træffe anden beslutning herom, jf. eksamensbestemmelserne for det enkelte fag.

Studienævnet kan i øvrigt, hvor forholdene gør det muligt, tillade studerende, der ønsker det, at aflægge en prøve på et fremmedsprog. Dette gælder dog ikke, hvis det er en del af prøvens formål at dokumentere færdigheder i dansk eller i et bestemt andet fremmedsprog.

§ 5.6 - Undervisnings- og prøveformer

Undervisningsdeltagelse
Prøver, der aflægges ved undervisningsdeltagelse, forudsætter aktiv, regelmæssig og tilfredsstillende deltagelse i den pågældende undervisning. Ved aktiv forstås, at man deltager i de med undervisningen forbundne aktiviteter (almindelig forberedelse, mundtlige oplæg, mindre skriftlige opgaver, etc). Underviseren specificerer ved undervisningens start, hvad der forstås ved aktiv deltagelse, herunder hvor mange opgaver der skal udarbejdes. Med regelmæssig forstås deltagelse i mindst 80 % af de udbudte timer. Med tilfredsstillende forstås, at de mundtlige oplæg og skriftlige opgaver bedømmes til bestået. 

§ 5.7 - Uregelmæssigheder i forbindelse med prøver

Der kan træffes disciplinære foranstaltninger over for studerende ved eksamenssnyd eller forstyrrende adfærd ved eksaminer jf. Regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende ved Syddansk Universitet.

§ 5.8 - Særlige prøvevilkår

Universitetet kan tilbyde særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til studerende med et andet modersmål end dansk, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Der henvises til § 7 i bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

§ 5.9 - Forudsætninger for deltagelse i undervisning og prøver

Der er ingen forudsætninger for deltagelse i undervisningen eller prøver med mindre andet er nævnt i beskrivelsen af den enkelte disciplin.

§ 5.10 - Digitale prøver samt hjælpemidler

Digitale prøver
Alle skriftlige stedprøver på universitetet er digitale. Skriftlige stedprøver afvikles således på computer, medmindre andet er angivet i disciplinbeskrivelserne. For skriftlige stedprøver, der afvikles på computer, gælder Syddansk Universitets regelsæt for skriftlige stedprøver.

Hjælpemidler
Det fremgår af eksamensbestemmelserne for de enkelte fag, hvilke hjælpemidler der må anvendes.

Generelt gælder, at

  • alle fildelingstjenester (herunder fx Dropbox, Googledocs, Bb Content System)
  • alle sociale medier (herunder fx Facebook, Messenger)
  • al kommunikation

ALTID er forbudt at bruge under eksamen, uanset om internet er tilladt som hjælpemiddel.

Mundtlige prøver:

Det fremgår af eksamensbestemmelserne hvorvidt hjælpemidlerne må benyttes i forberedelsestiden og/eller under eksaminationen.

  • Ingen hjælpemidler: Man må medbringe skrivematerialer og lommeregner
  • Alle skriftlige hjælpemidler: Man må medbringe bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger (trykte), lommeregner
  • Alle hjælpemidler minus internet: Man må medbringe (trykte, skrevne og i elektronisk form) bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger (CD-rom og lignende samt trykte), computer, lommeregner
  • Alle hjælpemidler plus internet (dog ikke kommunikation): Man må medbringe (trykte, skrevne og i elektronisk form) bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger (CD-rom og lignende samt trykte og online-versioner), lommeregner, computer samt internet

Skriftlige stedprøver:

  • Ingen hjælpemidler: Skrivematerialer (herunder PC uden internetadgang), lommeregner og digital pen
  • Alle hjælpemidler minus internet: (trykte, skrevne og i elektronisk form) Bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger (CD-rom og lignende samt trykte), lommeregner, digital pen
  • Alle hjælpemidler plus internet: (trykte, skrevne og i elektronisk form) Bøger, artikler, kompendier, noter, opgavebesvarelser, ordbøger (CD-rom og lignende samt trykte og online), lommeregner, digital pen samt internet

§ 5.11 - Individuelle og gruppeprøver

Prøverne tilrettelægges som individuelle prøver eller som gruppeprøver. Ved såvel en individuel prøve som en gruppeprøve skal der foretages en individuel bedømmelse af de studerendes præstationer, og der skal gives individuelle karakterer.

Det fremgår af de enkelte fagbeskrivelser, hvis en prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve. Såfremt en prøve er tilrettelagt som en gruppeprøve, fremgår det af fagbeskrivelsen, hvor mange studerende, der højst kan deltage i den enkelte gruppeprøve og om den studerende har mulighed for at vælge en individuel prøve.

Hvis en afleveret skriftlig opgavebesvarelse ikke opfylder krav om individualisering eller formkrav fastsat de enkelte fagbeskrivelser, kan opgavebesvarelsen afvises. Hvis opgavebesvarelsen afvises, skal der ikke gives en bedømmelse og den studerende har brugt et prøveforsøg, jfr. § 24 stk. 3 i eksamensbekendtgørelsen.

Der henvises til eksamensbekendtgørelsens § 4 og til eksamensbestemmelserne i de respektive fagbeskrivelser.

§ 5.12 - Generelle regler vedr. formalia

Sideomfang
Det fremgår af studieordningens faglige del hvilket omfang de enkelte skriftlige eksamensbesvarelser skal have. Omfanget er angivet i normalsider eller antal typeenheder. En normalside svarer til 2400 typeenheder, se nedenfor.

I beregningen af omfanget af normalsider i en given eksamensbesvarelse tælles fra første typeenhed i indledningen til og med sidste typeenhed i konklusionen. Fodnoter medtælles. Tabeller medtælles med antallet af typeenheder.

Følgende medtælles ikke i omfanget:

  • Forside
  • Indholdsfortegnelse
  • Abstract (resumé)
  • Litteraturliste
  • Bilag
Manglende opfyldelse af minimumsangivelsen eller en overskridelse af maksimumangivelsen jf. de enkelte fagbeskrivelser medfører, at eksamensbesvarelsen afvises og den studerende har brugt et forsøg jf. § 24 stk. 3 i Eksamensbekendtgørelsen.

Standardforside
Ved alle skriftlige prøver (herunder også hjemmeopgaver) skal der benyttes standardforsider. Forsiden er tilgængelig på SDU´s e-læringsplatform i forbindelse med aflevering. Manglende brug af forsiden medfører at eksamensbesvarelsen afvises og den studerende har brugt et forsøg jf. § 24 stk. 3 i Eksamensbekendtgørelsen. 

§ 6 - Bestemmelser om merit og fritagelser

§ 6.1 - Startmerit

Studienævnet skal i forbindelse med optagelse behandle ansøgninger om merit jf. henholdsvis § 17 i bekendtgørelse om adgang til bacheloruddannelserne ved universiteterne (bacheloradgangsbekendtgørelse) og § 4 i bekendtgørelse om adgang til kandidatuddannelserne ved universiteterne (kandidatadgangsbekendtgørelse).

§ 6.2 - Forhåndsmerit

Studienævnet skal behandle ansøgninger om forhåndsmerit, såfremt en studerende som del af sin uddannelse ønsker

  1. at tage fag på en udenlandsk videregående uddannelsesinstitution,
  2. at tage fag på andre danske universiteter eller
  3. at tage andre fag på SDU, end dem der indgår i den studieordning, hvorunder den studerende er indskrevet, og som ikke allerede er godkendt af studienævnet som en del af valgfagsudbuddet.

Der henvises til § 38 i bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen).

§ 6.3 - Merit

Studienævnet kan i enkelttilfælde bevilge meritoverførsel for fag taget f.eks. ved et andet universitet. Generelle bestemmelser om meritoverførsel skal forelægges dekanen. Der henvises til § 37 i bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen).

§ 7 - Bestemmelser om uddannelsens tilrettelæggelse

§ 7.1 - Til- og framelding til undervisning og prøver

For bachelor- og kandidatstuderende samt professionsbachelorstuderende på Det Humanistiske Fakultet gælder Regler for tilmelding til fag og prøver på SDU.

Herudover gælder følgende:
Bachelorstuderende tilmeldes fag på første semester jf. § 3 stk. 2 i Regler for tilmelding til fag og prøver på SDU.

Fag udbydes altid i henhold til nyeste studieordning. Der udbydes en ordinær prøve og en omprøve i umiddelbar tilknytning til undervisningens udbud. Det tredje prøveforsøg udbydes efter næste ordinære udbud af undervisning. Der eksamineres altid efter nyeste studieordning, herunder nyeste pensum.

Jf. § 8 i Regler om tilmelding til fag og prøver på SDU fastlægges 2. og 3. prøveforsøg i fag, der udfases eller ikke længere udbydes, således: studerende der ikke består faget ved den ordinære prøve skal tilmelde sig omprøven (2. prøveforsøg) i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf. Framelding kan ikke finde sted. Studerende der ikke selv tilmelder sig vil blive tilmeldt af universitetet. Studerende, der ikke består faget ved omprøven, skal tilmelde sig det 3. prøveforsøg ved den næstkommende eksamenstermin efter sidste ordinære undervisningsudbud (fx hvis sidste ordinære undervisningsudbud var foråret 2016 udbydes det tredje prøveforsøg ved eksamensterminen vinter 2016/2017). Framelding kan ikke finde sted. Studerende der ikke selv tilmelder sig vil blive tilmeldt af universitetet. Der eksamineres altid i henhold til nyeste studieordning, herunder nyeste pensum.

Reglerne om udfasning af fag og tilmelding til 2. og 3. prøveforsøg er gældende i henhold til ovenstående med mindre andet er fastsat i den enkelte fagbeskrivelse eller i overgangsbestemmelserne for uddannelsen. Se punktet Overgangsordninger.

I de tilfælde, hvor tilmelding til et fag forudsætter, at et tidligere fag er gennemført og bestået, skal den studerende, som ikke har bestået 1. og 2. prøveforsøg, have mulighed for at tilmelde sig omprøve i samme eksamenstermin (3. prøveforsøg). Universitetet skal sikre, at 3. prøveforsøg i forudsætningsfaget ligger forud for den ordinære prøve i det senere fag.

§ 7.2 - Tilladelse til at følge fag på kandidatniveau

Studerende på bacheloruddannelsen kan få lov til at være tilmeldt kandidatfag, mens bacheloruddannelsen afsluttes. Se studieordningen for den relevante kandidatuddannelse for nærmere regler. 

§ 7.3 - Tidsfrist for gennemførsel af studiet

Der henvises til § 5 stk. 2 i bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen).

For bachelor- og kandidatstuderende på Det Humanistiske Fakultet gælder SDU’s Regler for seneste afslutning af bachelor-, professionsbachelor og kandidatuddannelser.

§ 7.4 - Krav om studieaktivitet

Der henvises til § 20 i bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen)

For studerende optaget på en bachelor- og kandidatuddannelse på Det Humanistiske Fakultet den 1. september 2015 eller senere gælder SDU’s regler for studieaktivitet.

Det følger heraf, at studerende som minimum skal have bestået prøver på i alt 45 ECTS-point hvert studieår. Kravet administreres som et akkumuleret studieaktivitetskrav.

§ 7.5 - Bachelorprojekt

Bachelorprojektet skal demonstrere den studerendes evne til på kvalificeret vis at formulere, analysere og bearbejde problemstillinger inden for et afgrænset fagligt emne.

Emnet for bachelorprojektet godkendes af en vejleder.

Bachelorprojektet skal have en vægt på 15 ECTS. Sideomfanget fremgår af fagbeskrivelsen for bachelorprojektet. Se afsnittet Terminologi for nærmere bestemmelser om, hvad der er inkluderet i sideomfanget.

Bachelorprojektet placeres på studiets 5. semester. 

Den studerendes skal have valgt emne og vejleder i slutningen af 4. semester. Emnerne for projekterne godkendes af vejlederen, og der udbydes vejledningsforløb. 

Såfremt der udbydes BA-seminar fremgår det af fagbeskrivelsen for bachelorprojektet.

Der udbydes to ordinære afleveringsfrister med tilhørende omprøve for BA-projekter. Afleveringsfristen for BA-projektet er henholdsvis 1. december ved vintereksamen og 15. maj ved sommereksamen. Der udbydes en omprøve ved henholdsvis vintereksamen med afleveringsfrist 1. februar og sommereksamen med afleveringsfrist 15. august. For begge eksamensterminer gælder det, at den studerende skal have deltaget i den ordinære prøve for at kunne deltage i omprøven.


Vejledning i forbindelse med BA-projektet 

På Humaniora gives der 6 timers vejledning inden aflevering.

De 6 timer omfatter selve vejledningen såvel som den tid vejlederen skal bruge på at forberede sig.  

Hvornår og hvordan vejledningen gives fastsættes i dialog mellem den studerende og vejlederen. Vejlederen skal sikre, at tilbuddet om vejledningen fordeles over hele perioden. 

I de tilfælde, hvor den studerende ikke afleverer et BA-projekt eller ikke består BA-projektet, har den studerende ret til ét vejledningsmøde med vejlederen.

Udarbejdes BA-projektet i gruppe gives der 6 timers vejledning til den enkelte studerende.

Eksempel på gruppe med to studerende:
Når to studerende skriver bachelorprojekt sammen, har de stadig 6 timers vejledning hver (6+6). Modtager den ene studerende vejledning i én time, er der forbrugt én time. Modtager to studerende vejledning sammen i én time, har de brugt én time hver (1+1). Forberedelse til vejledning tæller ikke dobbelt. Hvis vejleder fx forbereder sig 1 time til et vejledningsmøde, tæller dette 1 time, uanset om der deltager én eller flere studerende i vejledningsmødet.

I de tilfælde, hvor en gruppe af studerende ikke afleverer et BA-projekt eller ikke består BA-projektet, har gruppen ret til et vejledningsmøde med vejlederen.

Eksempler på hvordan vejledning kan planlægges:

Enten 3 møder af en times varighed spredt ud over hele periode.
Eller 1 møde af en times varighed før godkendelse af emne, 2 møder af en times varighed spredt ud over perioden efter godkendelse af emne.
Eller 2 møder af 30 minutters varighed før godkendelse af emne, 2 møder af en times varighed efter godkendelse af emne.

§ 7.6 - Valgfag

Den studerende skal via valgfagene på uddannelsen

  • uddybe sit kendskab til områder med relevans for spanske og spanskamerikanske studier
  • opnå en bredere kompetence inden for spanske og spanskamerikanske studier

Valgfag kan principielt tages ved en hvilken som helst højere læreanstalt i Danmark eller udlandet, når blot indholdet er af relevans for spanske og spanskamerikanske studier. Hvis en studerende ønsker at tage et valgfag ved en anden højere læreanstalt eller et andet studienævn under det humanistiske fakultet, skal vedkommende henvende sig til studienævnet for tysk og spansk og sikre sig, at valgfaget kan godkendes.

§ 8 - Dispensation og klagemuligheder

§ 8.1 - Dispensation fra regler, fastsat af universitetet

Studienævnet kan, når det er begrundet i usædvanlige forhold, dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.

§ 8.2 - Klage over prøver mv.

Klage over prøver eller anden bedømmelse, der indgår i eksamen, skal indbringes for dekanen senest 2 uger efter, at resultatet af eksamen er bekendtgjort. Klagen skal være skriftlig og begrundet.

§ 8.3 - Klage over universitetets afgørelser

I henhold til § 42 i bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen) kan universitetets afgørelser efter denne bekendtgørelse indbringes for Styrelsen for Forskning og Uddannelse af studerende, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Klagen indgives til universitetet, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere universitetets udtalelse inden for en frist af mindst 1 uge. Universitetet sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

§ 9 - Uddannelsens forankring

§ 9.1 - Hjemmel

Uddannelsen udbydes i henhold til bekendtgørelse nr. 1328 af 15. november 2016 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne.

§ 9.2 - Studienævn

Studienævn for Tysk og Spansk

§ 9.3 - Censorkorps

Spansk

§ 9.4 - Ikrafttrædelsesdato

01-09-2017

§ 9.5 - Gældende for studerende optaget fra og med

01-09-2017

§ 9.6 - Dato for godkendelse i studienævnet

12-11-2018

§ 9.7 - Dato for Dekanens godkendelse

12-11-2018

§ 9.8 - Overgangsordninger

Aktuelle overgangsordninger for uddannelsen fremgår af studieforløbene for de relevante årgange under punktet Profiler.

§ 10 - Terminologi

§ 10.1 - Uddannelsens terminologi

Afleveringsfrister
Alle afleveringsfrister for eksamensopgaver, specialer og BA-projekter offentliggøres i studiets samlede eksamensplan. Såfremt afleveringsfristen falder på en lørdag, søndag eller helligdag betragtes førstkommende hverdag som rettidig aflevering.

ECTS
ECTS, det europæiske meritoverførselssystem, er oprettet under Erasmus-programmet. ECTS-point er en værdi, der tillægges en kursusenhed med henblik på at beskrive den samlede arbejdsindsats, som kræves fra den studerende for at gennemføre denne, i form af undervisningsdeltagelse, forberedelse, evt. opgaveskrivning, eksamensforberedelse mv. 60 ECTS-points svarer til 1 årsværk og til 1680 arbejdstimer for den studerende. Et undervisningsfag på 10 ECTS-point svarer således til 280 arbejdstimer.

Normalside
1 normalside (ns.) = 2400 typeenheder

Time

1 undervisningstime er 45 minutter.

Typeenhed
Herved forstås ethvert typografisk element, dvs. ikke blot bogstaver og tal, men også interpunktionstegn og mellemrum.